x
Melodisk melankoli i naturskønne omgivelser

The Attic Sleepers, Wonderfestiwall, Sletten

Melodisk melankoli i naturskønne omgivelser

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Wonderfestiwall har i år udvidet med en tredje scene på campingområdet Sletten. Årets første band på programmet her er The Attic Sleepers, og de synes særdeles veloplagte til det naturskønne område med træer til alle sider, både løv- og nåletræer (som også kan ses gennem scenebagvæggen), med deres smukke og melankolske toner. Gruppen, som i studiet er en duo, stiller traditionen tro live op med fem personer: Sanger Mathias Barfod og trommeslager Matias Knigge samt guitarist/keyboardspiller, bassist og en mand på skiftevis trompet og elektronik. Især sidstnævnte bør fremhæves, da det i høj grad er de lange, vemodige toner på trompeten, som giver The Attic Sleepers deres særpræg, sammen med Mathias Barfods meget flotte, lyse og længselsfulde stemme og hans fine fingerspil på den akustiske guitar.

Engang beskrev jeg i en artikel gruppen som indie-elektro-folk-pop-rock, hvilket fik en læser til tørt at kommentere, at jeg vist havde helgarderet med den betegnelse. Det havde vedkommende ganske ret i, og særlig elektroniske er de heller ikke, hvis man sammenligner med, hvem der ellers er aktive på scenen for tiden. Folk-elementet kommer mest fra den fingerspillede akustiske guitar, som man hører i nogle af sangene, ikke mindst det store P6 Beat-hit ”Airport”, det mest spillede nummer på kanalen i 2015, og et nummer, som bliver dedikeret til popdronningen Madonna i anledning af dennes 60 års fødselsdag (den dugfriske og meget triste nyhed om Aretha Franklins død (på Elvis’ dødsdag) er nok ikke nået frem til gruppen, for ellers fortjente hun da også en sang). Særlig rockede er The Attic Sleepers heller ikke, måske en smule i dagens sidste nummer, ”Leopard”, som er et af deres få uptempo-numre, spillet i en inciterende shuffle-rytme. Og indie er også et temmelig uklart begrebet, så kan melankolsk folk-pop gå an?

Flere af gruppens sange udvikler sig gradvist mod enten et dramatisk mellemspil eller en ditto outro, hvor både trompet og piskende trommer for alvor slår sig løs, og det er en fornøjelse at overvære. ”Off into the Night” skiller sig også positivt ud ved en skæv taktart. Til gengæld trækker det en lillebitte smule ned, at man mellem sangene kan høre larm fra ghettoblastere i det nærliggende campingområde. Oven i købet er musikken så høj, at man kan identificere musikken. På et tidspunkt lyder en EDM-coverversion af Maggie Reillys ”Every Time We Touch”, og senere er det Magtens Korridorer, hvilket også bliver kommenteret med et grin fra scenen. Heldigvis kan man ikke høre det under sangene, og The Attic Sleepers giver os en times vederkvægende eftertænksomhed i den smukke natur.

 

Sætliste:

August

When the Moon

Ghost

8283

Lines

Pinball

Burning

Airport

Berlin

Off into the Night

Leopard


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA