x
I'll Be Damned: Road to Disorder

I'll Be Damned
Road to Disorder

ANMELDELSE: Mangfoldige dystopier

GAFFA

Album / Drakkar
Udgivelse D. 31.08.2018
Anmeldt af
Simon Nielsen

Musik skal få os til at tænke. Selvstændigt og uafhængigt af de feeds, der konstant stikker til os. Jeg tænker en gang imellem, at den slags er blevet vanskeligere. Alene at tænke selv er blevet en udfordring, der sikkert har nået nogle højder, de gamle i samfundet ikke har været ramt af. Og imens kunsten fra tid til anden rammes af politiske bølger, druknes budskaberne i klichéerne omkring dem. Når det er smart at være politisk, er det sjældent særligt interessant at lytte til. Men på Road to Disorder har I’ll Be Damned succesfuldt navigeret uden om klichéerne, Mads Langer prædiker på daglig basis og nået frem til nerven, der rent faktisk kan ændre ting.

Forklaringen på tankerne bag I’ll Be Damned ligner stensikkert dem, vi selv ligger og roder med. Men på Road to Disorder pakkes det ind i dybsindigheder og tilfældige hyldester til store tænkere på adrenalineksplosionen ”Stephen Hawking Talking” og ”You Are the Young”, imens galdeudbruddet afbrydes af dronede melodier og psykedeliske hymner.

Realismen har bidt sig fast i sangskrivningen, og det er et mere modent I’ll Be Damned, der på Road to Disorder spytter efter sit publikum. Der tages chancer på ”The Entire Universe”, der leder tankerne hen på Matt Pike og High On Fire, imens ”Pigburner” trækker alt håb ned i dybet, hvor Simon Olsens (forsanger fra Baest, red.) dystopiske brøl komplementerer Stig Gamborgs majestætiske skrig.

Road to Disorder er et udtryk for mangfoldighed, hvor guitaristerne Kristian Sloth og Boris Tandrup slikker dig i øret, imens Mathias Smidt banker sig fast på dine trommehinder. Road to Disorder er et udfordrende skridt for radiorocken. Hvor der balanceres på kanten af det eksperimenterende, uden at miste grebet om popmelodien. Road to Disorder er en fuck-finger op i røven på de drænende samfundstendenser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA