x
Spilleglæde, selvironi og masser af talent

Sam Kelly and the Lost Boys, Tønder Festival, Telt 1

Spilleglæde, selvironi og masser af talent

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den Bristol-baserede sanger og sangskriver Sam Kelly og hans band The Lost Boys spillede også på Tønder Festival i 2017, og det blev så stor en succes, at de også i år er at finde på programmet. Siden da har Kelly udgivet sit andet album, det første med The Lost Boys, Pretty Piggy, der ligesom debuten er en blanding af nye numre og nyfortolkninger af gamle engelske, irske og skotske folkesange. På scenen er Kelly and the Lost Boys seks personer: Hovedpersonen selv på sang og akustisk guitar samt musikere på henholdsvis fløjte/bouzoki, banjo, violin, melodeon (en slags lille harmonika med udelukkende knapper, ikke tangenter) og trommer.

Gruppen lægger ud med folkesangen ”Gallows Pole” (som man måske også kender i Led Zeppelins fortolkning) med Kelly på elegant fingerspillet guitar og fyldig vokal. Der kommer hurtigt gang i bandet, ikke mindst takket være trommeslageren, som på elegant vis formår at spille på hånd- og stortromme på samme tid, og alle musicerer virtuost. Sådan fortsætter koncerten, ofte i højt tempo, med masser af soloer og hyppigt med god inddragelse af publikum, der blandt andet bliver instrueret i at løfte armene og lave en slags ro-bevægelser i sømandssangen ”The Golden Vanity”. Stemningen bliver dog anderledes dyster i ”Dullahan” om en hovedløs irsk sagnfigur, hvor Sam Kelly galgenhumoristisk fortæller, at man vil få det fulde udbytte af sangen, hvis man forestiller sig, at man er ved at dø.

Hovedparten af sangene er nyfortolkninger af traditionelle folkesange, hvoraf jeg kendte de færreste, selvom de alle lyder som noget, man han har hørt før og måske sunget med på rundt om et lejrbål. Vi får dog også et par covers af nyere sange, nærmere betegnet en af Bob Dylans mindre kendte numre, ”Crash on the Levee” (”kender I ham? Han er god, tjek ham ud”) og, som ekstranummer, Fleetwood Mac-klassikeren ”The Chain”. Og så er der også nogle af Kellys egne sange, hvor især uptempo-sangen ”Spokes” med heftig akustisk rytmeguitar og banjo skiller sig positivt ud.

Vi får også at vide, at Sam Kelly havde en gal irsk bedstefar, som også spillede musik og som barn introducerede ham til folkemusikkens forunderlige verden, og det inspirerede Kelly til den vuggende ballade ”I’ll Give You My Voice”, endnu en fin sang.

Ud over uhæmmet spilleglæde og masser af talent viser Sam Kelly og hans drenge også herlig selvironi: Om den førnævnte ”Spokes” hedder det: ”Den var med i en engelsk tv-serie, der hedder Hollyoaks, kender I den? Nå, ikke? Vi tjente ellers fem pund på den hver.” (Jeg kendte den heller ikke, men kan google mig til, at det er en sæbeopera, som der pt. er indspillet 4945 (!) afsnit af). Flere gange får vi at vide, at ”vi har helt tilfældigvis taget vores nyeste cd med til salg” og ”vi har helt tilfældigvis også taget vores første cd med” og ”bare stil jer I kø til cd-shoppen, også selvom I ikke skal have noget, så vi kan tro, at vi er berømte.” Og så videre, og så videre.

Yderst sympatisk, men musikken er også glimrende i sig selv, og vi kommer formodentlig til at høre meget mere til Sam Kelly og hans ikke spor fortabte drenge.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA