x
ANMELDELSE: Udforskende. Udfordrende. Mærkeligt.

Diverse kunstnere, Ujazz

ANMELDELSE: Udforskende. Udfordrende. Mærkeligt.

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Ujazz er Aarhus Festuges årlige, underlige indslag. For 10. år i streg fandt endagsfestivalen sted, og det gjorde den lige ude foran GAFFAs hoveddør på Atlas, VoxHall og den mellemliggende til lejligheden opstillede udescene ved Aarhus Å.

Den eksperimenterende og grænsesøgende (nogle vil endda mene grænseoverskridende) endagsfestival har tidligere år haft besøg af legender som John Paul Jones og Daniel Lanois. Også i år havde arrangørerne hevet en for almenvældet mere kendt kanin op af hatten i form af Donny McCaslin og hans band – for tiden bedre kendt som ”Bowies Band”, da McCaslin er saxofonisten, som David Bowie bare måtte have med på sin svanesang Blackstar. McCaslin og band leverede en mindeværdig koncertoplevelse på VoxHall, men mere om denne længere nede i teksten.

Ghost Flute & Dice ***

Pianisten Mikkel Almholt startede koncerten med at kradse en mikrofon over klaverstrenge. Sådan noget er sjovere at gøre end at lytte til, så han stoppede heldigvis igen og brugte i stedet lyden i et loop, som han spillede op ad.

Almholt brugte ikke sit klaver på vanlig vis. Han havde triggere på tangenterne, der forvrængede lydene fra klaveret – men samtidig hørte man et klassisk klaver spille. Jeg havde meget svært ved at vurdere, om der var noget præoptaget, eller om Almholt spillede alt live. Jeg vover pelsen og satser på sidstnævnte, for der var fart i fingrene, når Ghost Flute & Dice konstruerede og dekonstruede klaverharmonier i et uendeligt kredsløb.

Uendeligt var det dog ikke, for efter 45 minutter uden et ord var koncerten forbi og man sad tilbage langt mere tryllebundet end præget af kedsomhed på trods af fem minutters prøvelse med vibrator på klaverstrenge.

Der var ikke en lyd blandt publikum, før der blev klappet til sidst. Et sjældent og imponerende syn efter denne festivalsommer.

Uruz II **

”Kæft det larmer”, overhørte jeg en, der sagde. Og ja, det gjorde de. Det blev desværre også næsten ved det. Det er utroligt, hvad man kan komme af sted med, når man er dygtig.

Duoen Uruz byggede en mur af lyd på udendørsscenen. En mur, som man aldrig kom om bag. Trommeslager Thomas Eiler og guitarist Andreas Westmark efterlod i store dele af koncerten ikke et indtryk af, at de spillede sammen, men mere en fornemmelse af, at Eiler spillede trommesolo, og Westmark forbandt pedaler og malede lydbilleder på lydmuren. De gjorde ellers hver sit med stor dygtighed.

Midtvejs i koncerten begyndte det at ligne noget, der ledte tankerne helt hen imod Tool, men først til allersidst blev det rigtigt godt, hvor trommer, guitar og effekter gik sammen op i en højere enhed med solens skinnen og politiets sirener på Thorvaldsensgade. Og så var det forbi.

Donny McCaslin *****

Donny McCaslin – saxofonisten, som David Bowie bare måtte have med på Blackstar – var i Aarhus, og det var ikke engang ham, der stod øverst på plakaten. Han havde endda taget sit band med – eller Bowies band, som det blev kaldt på gulvet i VoxHall. Helt i originalopsætningen var det dog ikke, da trommeslager Zach Danziger havde erstattet Marc Guiliana. Det var dog ikke nogen dum erstatning. Danziger har jo nærmest opfundet Guiliana!

Bandet bestående af McCaslin, Danziger, bassist Tim Lefebvre og Jason Lindner på tangenter indledte eftermiddagens koncert med ”Break the Bond”, hvor McCaslins varme sax og Lindners lige så varme synth gik op i en højere enhed og satte stemningen for en hel særlig koncert.

Bandet spillede (næsten) udelukkende materiale fra McCaslins kommende album Blow., der udkommer 5. oktober, men som helt eksklusivt var at erhverve efter koncerten. Frisk fra trykkeriet.

På andet nummer, ”What About the Body” fik bandet besøg på scenen af sangeren Ryan Dahle. En spinkel fyr, der tog sig god tid til at tælle sig ind i nummeret, før scenen eksploderede i funkrock. Var scenen på VoxHall ikke så massiv, så havde hele midtbyen gynget. Det var en energiudladning uden lige. Mon det var sådan det føltes, at se Rage Against the Machine første gang?

På tredje nummer ”Tiny Kingdom” ændrede scenebeslysningen sig til de mere blå toner. Det samme gjorde musikken, og her kunne man virkelig høre stemningen fra Blackstar. En vild basgang fra Lefebvre strækkende sig over fire takter blev fulgt og udfordret af Danzigers electronica-efterlignende trommer, mens McCaslins saxofon klagede og Dahle krængede sin sjæl ud. Her var energiudladningen langt mere indadvendt, men kvaliteten var lige så høj.

Faktisk faldt kvaliteten kun på de to numre, hvor Ryan Dahle greb en guitar. Ikke på grund af guitaren direkte, men den fik hans stemme til at skride lidt, og så havde de numre bare ikke nær så meget at byde på, som koncertens øvrige kraftudladninger.

Mod slutningen af en fremragende koncert spillede McCaslin en meget lang saxofonintro, der udviklede sig til den vildeste solo i mands minde. Op og ned ad tangenterne i et repeterende, men let varierende mønster og særdeles varierende tempo op imod en hvirvelvind, før resten af bandet satte ind i en næstsidste kraftpræstation med knald på bækkenerne og Stevie Wonder på wurlitzeren.

Den allersidste energi blev brændt af til ”Look Back in Anger”, et cover fra David Bowies Lodger. Den "Immigrant Song"-agtige rytme fik nok engang VoxHall op ad Richter-skalaen, og så var det ellers ud og stå i kø til det eksklusive forsalg.

Felines ***

Felines prøvede virkelig at interagere med publikum imellem numrene, men de fik ikke megen respons. Det stoppede dem dog ikke i at forsøge igen og igen, men Ujazz var tydeligvis ikke den slags festival i år. Bedre blev det naturligvis ikke af, at udendørsscenen som den eneste af festivalens scener var ramt af både spredt snak og hvidvin. Sådan går det jo nemt med gratiskoncerter. Til gengæld giver de mulighed for et større publikum – om end det ikke kunne måle sig med Mølleparkens mainstreampublikum på den anden side af vejen.

Felines spillede, hvad jeg vil kalde en slags triphop med twang. Musikken og teksterne var monotone og repeterende, mens vokalerne ramte en skøn blanding af noget maskinelt og noget tranceagtigt. Vokalerne var endda et kapitel for sig, for både trommeslager, bassist og guitarist sang på skift og i kor. Selv kanon sang de for at simulere en delay-effekt. Det lød vildt godt!

Hverken sangstemmer eller instrumenthåndtering var fejlfri, men det gjorde nu ikke noget. Felines havde en særlig forsigtighed over sig. På godt og ondt. De var meget uskyldige i deres frem- og optræden, og kløerne kom aldrig frem på den feline kvartet. Det gjorde percussion til gengæld, hvilket rundede koncerten af i et skønt tempo.

Lubomyr Melnyk ****

Pianisten Lubomyr Melnyk er en spøjs type. Han spiller kontinuerlig musik, hvilket han introducerede med en sær blanding af ydmyghed og arrogance. Måske var han bare bedrevidende – altså han vidste bedre, fordi han trods alt har beskæftiget sig med denne type musik i et kvart århundrede.

På en scene helt i blåt bortset fra et enkelt spotlight på hovedpersonen lagde Melnyk ud med en improvisation, inden han spillede ”Butterfly for two Pianos” med sig selv på det ene klaver optaget på forhånd, og sig selv på det andet live på Atlas. Han spillede med en imponerende fart – noget, som han havde advaret om på forhånd ikke var sådan lige til at gøre efter.

Kontinuerlig musik er ifølge Lubomyr Melnyk ikke som andet musik, der har struktur og stykker at støtte sig til. Kontinuerlig musik er helt og aldeles afhængig af lyd. Lyd, som ifølge ham hverken er bølger eller frekvenser. Det er noget, som videnskaben bilder sig ind. Lyd er magi og mysterium. Lige som det er magi og mysterium, at jorden er under vores fødder, når vi træder. Uden at gå ind i den diskussion vælger jeg at gå til koncerten på hans præmisser. Jeg er glad for, at tangenterne er under Melnyks fingre, når han berører dem, så vi kan høre resultatet: lyden, magien og mysteriet. Det er svært at anmelde en mand, der går til klaveret på en måde, som han selv har skabt. Men det er let at lade sig rive med af en klavervirtuos, der i lynende hast løber op og ned ad tangenterne på et resonerende piano i en superkort version af ”Windmill”, der handler om en vindmølle, der stiger til vejrs. Man ser vindmøllen for sig i lyden, og man tvivler ikke på, at den vil lette i det hæsblæsende tempo. Det er da magi. Så gør det ikke noget, at manden er lidt sær.

The Bug vs Earth **

Vi må vente i fyrre minutter, før The Bug og Earth er klar til at spille aftenen koncert. Det har desværre været et tilbagevendende problem, siden Ujazz for tre år siden introducerede flere scener. Det har gjort det noget nær umuligt at nå samtlige koncerter, som festivalen ellers reklamerer med. Det gik blandt andet ud over et storspillende Ralph Myerz & The Jack Herren Band for to år siden, hvorfor jeg virkelig håber, at Ujazz vil hente dem tilbage et år for vores alle sammens skyld.

Nå, tilbage til 2018. På scenen står en borg af et soundsystem med to mandshøje Ampeg-stacks som tårne. Ved siden af står to små Fender-højtalere og en Telecaster. Navnet The Bug vs. Earth antyder umiddelbart et ulige match, men visuelt er The Bug altså ovenpå, før det hele begynder.
Da The Bug og Earth så endelig kommer på, spiller de højt. Øresønderrivende højt – næsten i ordets bogstaveligste forstand. De kan trække en løs tand ud, sådan som det resonerer i mit kæbeparti.
Hvorfor spille så højt? Fordi det er sjovt! Det er skideskægt at skrue op, resonere som ind i helvede og loop'e effekter oven i effekter. Det er skideskægt. At spille vel at mærke. Det er ikke specielt sjovt at høre på i en hel time.

For mig at se er det kejserens nye klæder. Det kan godt være, at de to herrer hver især er mastodonter inden for deres respektive musikalske genrer – og hatten af for det. Men sammen så larmer de mest bare. Og det endda hver for sig! Når der endelig kommer antydninger af samspil anført af The Bugs produktioner, så dur det. Det er mørk, ond og tung, men også flot musik. Men det er kortvarigt. Alt for kortvarigt, før vi er tilbage ved hver sin larm. Det er en skam.

Det blev til en lang time for mit vedkommende, men da den var forbi, var der heldigvis masser af bifald fra salen.

Således slutter Ujazz 2018 for mit vedkommende. Overordnet set var der måske ikke helt lige så mange af de rigtigt gode oplevelser som andre år – men til gengæld gav Donny McCaslin og hans band en koncert, som placerer sig blandt de allerbedste. Og sådan er charmen ved Ujazz: Du ved aldrig, hvad du får. Hvis du tror, at du gør, så bliver du svært overrasket. Heldigvis.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA