x
Oh Sees: Smote Reverser

Oh Sees
Smote Reverser

ANMELDELSE: Charmerende psychpunk eller unødvendig atletikopvisning?

GAFFA

Album / Castle Face Records
Udgivelse D. 17.08.2018
Anmeldt af
Simon Heggum

Jeg opdagede Oh Sees, da jeg gav deres koncert på dette års Roskilde Festival fuldt hus. Bandet har udgivet omkring 21 albums siden 2003 under forskellige variationer af bandnavnet – og der er således kommet et nyt album hvert år siden.

Hvilket bringer os til deres (hold fast i noget) 21. album: Smote Reverser, der kommer i kølvandet på de sidste par års kreative opblomstring, med Mutilator Defeated at Last og sidste års Orc som højdepunkter. På Smote Reverser er de tegneserieagtige vokaler fra Orc væk, og Dan Rincon og Paul Quattrones unisone trommer er mikset ud i hver sin højtaler, hvilket giver en anderledes lytteoplevelse. Imens frontfigur og guitarist John Dwyer endelig træder ind i guitar-gudernes himmel, med gudbenåede guitar-soli.

Musikaliteten er i højsædet på Smote Reverser, men det er også det, der gør den fandens svær at have med at gøre. For samtidig med, at pladen er dejlig befriende i sin prog-, kraut- og psych-influerede garagevælde, bliver den stiløvende gymnastik også trættende i længden. Stilen lever således op til den indspyende Cthulhu-wannabe på coveret. Højdepunkter som åbneren ”Sentient Oona”, ”Enrique El Cobrador” og den fængende ”Moon Bog” løfter pladen, mens mange af de andre skæringer er velskrevne og veludførte, men dør i sine egne musikalske ambitioner. Samtidig emmer pladen af sære valg. Som de ekstremt overskyggende prutte-synths på den afsluttende "Beat Quest" og hele den 12 minutter lange kraut-jam "Anthemic Agressor". Nej, I er IKKE Can!

Oh Sees vil simpelthen være for meget på en gang, og de nærmest masturberende forløb bliver for ensformige i længden – hvilket er utrolig ærgerligt, for bag Smote Reverser’s atletikshow ligger en stak gode sange og den charmerende garage-punk, som nu engang er Oh Sees helt store force.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA