x
Hatesphere: Reduced to Flesh

Hatesphere
Reduced to Flesh

ANMELDELSE: En lige højre i tindingen

GAFFA

Album / Scarlet
Udgivelse D. 19.10.2018
Anmeldt af
Keld Rud

Hele 10 album er det blevet til for den aarhusianske thrash metalmaskine Hatesphere. De holder i den grad dampen oppe på deres seneste album, Reduced to Flesh, der ikke byder på radikale stilbrud, men til gengæld hist og her lader nogle nye idéer blande sig med den efterhånden fasttømrede stil. Se, det fungerer!

Tag eksempelvis ”Can of Worms”, der går ned i tempo på guitarsoloen, hvor keyboard leverer et stemningsskabende lydtapet. Eller ”Ruled by Domination”, hvor vokalist Esben ”Esse” Hansen viser, at han langtfra kun kan et trick og supplerer sin bidske glammen med en mørk melodistemme i omkvædet. Eller kirkeorglet på "Lethal Mistakes". Disse små afvigelser fra den slagne vej tilfører Hatespheres dødsthrash kolorit. Lægger man hertil, at Hatesphere sjældent har lydt så tændte og blodhungrende og har skrevet deres bedste portion sange i årevis, er Reduced to Flesh et umådeligt solidt album, hvor man ikke går galt i byen, hvis man gerne vil have en lige højre serveret i tindingen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA