x
Lil Wayne: Tha Carter V

Lil Wayne
Tha Carter V

Ventetiden værd: Ærlig Lil Wayne er bedre end længe på Tha Carter V

GAFFA

Album / Young Money
Udgivelse D. 28.09.2018
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Den har godt nok været længe undervejs, denne her. Vi er nogle, der har gået og ventet på det femte album i Tha Carter-serien, siden det oprindeligt skulle have været udgivet tilbage i 2014. Nu er det så endelig landet, efter Wayne og Birdman har redet trådene ud – og har det så været ventetiden værd? Svaret er et rungende ja. Om end det er en anden Wayne end den fandenivoldske legemliggørelse af en strittende, ordjonglerende I-don’t-give-a-fuck-finger, man tidligere har været vant til, vi har at gøre med her.

Som rimsmed er han ikke helt så fabulerende, overraskende eller højtflyvende som tidligere, ligesom stemmen og fantasien ikke bærer præg af helt så mange daglige blunts længere. Til gengæld har Weezy taget det hele et spadestik dybere og beskæftiger sig med dybt personlige emner som usikkerhed, tvivl, fortrydelse og familierelationer (både hans mor, datter og eks-forlovede bidrager til albummet).

Hertil kommer den chokerende afsløring af, at hans pistolulykke som 12-årig i virkeligheden var et selvmordsforsøg (“I found my momma’s pistol where she always hide it/I cry, put it to my head and thought about it”). Resultatet er et modent og gennemarbejdet mastodontværk med en spilletid på halvanden time, hvor vi kommer vidt omkring. Både musikalsk, hvor det alsidige værk imponerer ved en friskhed, selvom flere af produktionerne har nogle år på bagen, og i følelsesregistret. Det er en ny og tiltrængt interessant retning for Wayne, der efterhånden har rundet modne 36 somre, og så giver man altså gerne afkald på et uventet ordspil eller to – de er der i øvrigt stadig – til fordel for færre platheder og dick-jokes og en overvægt af noget mere reflekteret og hudløst.

Gæstelisten er imponerende, men selvom der bydes på input fra kapaciteter som både Xxxtencion, Travis Scott, Nicki Minaj og gode gamle onkel Snoop, er det – bortset fra Kendricks pragtlevering i mesterstykket ”Mona Lisa” – Wayne selv, der fortjent løber med opmærksomheden.

Wayne har tydeligvis stadig masser at byde på, og man kan kun håbe, han vælger at gå imod sit tidligere løfte om, at femmeren her skulle være hans sidste Carter-album. Skulle det imidlertid være tilfældet, er det et værdigt og flot punktum, og hans absolut bedste siden det første I Am Not A Human Being-album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA