x
ANMELDELSE: Duoen, der aldrig ville være popstjerner, vinker farvel

Soft Cell, O2 Arena, London

ANMELDELSE: Duoen, der aldrig ville være popstjerner, vinker farvel

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Søndag aften spillede Soft Cell sin allersidste koncert. Deres kombinerede comeback og afskedskoncert blev en næsten tre timer lang hyldest til ikke mindst Dave Ball, som var manden bag musikken. Det understregede forsanger Marc Almond flere gange i løbet af aftenen, selvom Soft Cell nok heller aldrig ville have været det samme uden den flamboyante og provokerende frontfigur.

Med et stort opsat show havde duoen, der i 80’erne fik på puklen for at optræde med det meste af musikken på bånd, flankeret sig med vel nok det største band, de nogensinde har spillet med. Ikke færre end fire korsangere, adskillige blæsere, perkussionist og ekstra keyboardspiller leverede sammen med Almond og Ball et fantastisk og ikke mindst værdigt farvel til Soft Cell.

Navnet Soft Cell er måske ukendt for de fleste, men alle kender bandets gennembrudshit "Tainted Love", der sammen med Depeche Modes "Just Can’t Get Enough", Human Leagues "Don’t You Want Me" og Eurythmics’ "Sweet Dreams Are Made of This" altid trækker et fuldt dansegulv, selvom mange ikke ved, hvem grupperne er. Soft Cells kæmpehit, der placerede sig på førstepladsen på hitlisterne i 17 lande, er en cover-version af et Ed Cobb-nummer, oprindeligt indspillet af Gloria Jones i 1964. Det blev dog først verdenskendt i 1981, hvor Dave Balls geniale synthpop-version forandrede alt for Soft Cell.

For 40 år siden mødte Marc og Dave hinanden på kunstskolen Leeds Polytechnic, og selvom det ikke var specielt sød musik, der opstod, blev dette møde starten på Soft Cell. De blev hurtigt en del af den eksperimenterende britiske elektroniske scene, hvor inspirationen særligt kom fra tyske Kraftwerk, der i 1974 revolutionerede musikscenen med albummet Autobahn. Formlen var synthesizere og trommemaskiner, og grupper som Fad Gadget, Human League, Cabaret Voltaire, Tubeway Army, Orchestral Manouvres in the Dark, Depeche Mode og altså Soft Cell tog den formel til sig og stod for en helt ny og kølig lyd i skarp kontrast til tidens øvrige genrer.

Det var to relativt fattige kunststuderende, som lillejuleaften 1979 koncertdebuterede på Leeds Polytechnic og året efter udsendte ep’en Mutant Moments. Ep’en blev finansieret af et lån, som Dave Balls mor gav de to unge musikere, der kort efter flyttede til London, hvor de blandt andre mødte Daniel Miller, der med sit eget band The Normal og det nystartede pladeselskab Mute Records også spillede en central rolle på den engelske synthpop-scene.

Soft Cell kunne sikkert sagtens være endt som et Mute-band, men Marc og Dave blev også kontaktet af produceren og pladeselskabsejeren, den kun 17-årige Stevo, som var i gang med at samle musik til det legendariske Some Bizarre Album, som udover Soft Cell også var første udgivelse med grupperne Blancmange, Depeche Mode og The The. Om det var navnet Some Bizarre eller Stevos vildskab, der betød, at Soft Cell endte på dette label er uklart, men til gengæld blev Daniel Miller hyret til at indspille en række demoer samt de to første singler, "A Man Could Get Lost" og "Memorabilia".

Successen udeblev dog og Phonogram Records, som finansierede Some Bizarre, gav bandet én chance mere. Den greb de så effektivt, at verden kort tid efter blev en hel anden for duoen.

"Tainted Love" havde været et mindre hit på de nordengelske natklubber og en del af Northern Soul-bølgen, som især Marc Almond havde dyrket. Gloria Jones var gift med Marc Bolan, som også var et af Almonds store idoler, så da Dave Ball foreslog nummeret, var der ingen modstand fra Almond. Da han sammen med 20.000 publikummer havde medley’et af "Tainted Love" og singlens b-side "Where Did Our Love Go" fremhævede Almond endnu engang Ball som den, der gjorde det hele muligt med netop disse to numre.

"Tainted Love" blev produceret af Mike Thorne, som var kendt som producer for The Wire og senere producerede navne som The The, Bronski Beat og Communards, og singlen ramte førstepladsen på den engelske hitliste et par uger efter udgivelsen i sommeren 1981. Herefter fulgte 16 andre lande, og singlen blev den bedst sælgende i England i 1981. Herefter var verden åben for Soft Cell, der med ét var forvandlet til en popduo.

Koncerten i O2 Arena i London kunne sikkert sagtens være iscenesat som en popaften med fokus på gruppens største radiohits, men Marc og Dave ville det anderledes. Helt anderledes. Naturligvis blev hits som "Tainted Love", "Bedsitter", "What!" og ikoniske "Say Hello, Wave Goodbye" leveret til stor jubel for det højt syngende publikum, men Soft Cells kantede og små-snuskede univers fyldte langt mere. Numre som "Baby Doll", "Numbers" og "Sex Dwarf", hvor der synges om kærlighedsløs sex præsenteret i et skærende og næsten disharmonisk lydunivers, satte sammen med de punk- og garagerockinspirerede "Meet Murder My Angel" og "The Best Way to Kill" en tyk streg under Marc Almonds egen analyse, som han kom med under koncerten: We were not really a popband!

Højdepunkterne kom da også fra den mørke side af Soft Cells repertoire: En opdateret udgave af det buldrende og desperate nummer "Martin", den pågående og prustende "Heat" og naturligvis "Sex Dwarf", der for kendere af bandet er mindst lige så ikonisk som "Tainted Love".

Efter indspilningen af debutalbummet Non Stop Erotic Cabaret fra 1981 og minialbummet Non Stop Exotic Dancing var Soft Cells position i både Europa og USA uværgerligt forbundet med verdenshittet, men på opfølgeren The Art of Falling Apart fra 1983 stod det klart, at Soft Cell ikke havde tænkt sig at udnytte deres status som popband. Det var tydeligt, at de aldrig havde forladt deres udgangspunkt, hvor en gruppe som den amerikanske elektropunkduo Suicide spillede en massiv rolle.

I 1982 og 1983 eksploderede Soft Cell som gruppe i en rus af den nyvundne succes og stoffer, og allerede i begyndelsen af 1984 spillede de første gang det, de troede skulle være deres afskedskoncert. Det skete kort tid før udgivelsen af det kompromisløse album This Last Night in Sodom, som var en stor, tyk fuckfinger til alle journalister, der havde kategoriseret Soft Cell som pop. Allerede, mens de indspillede albummet, var de klar over, at løbet var kørt, og de gik derfor planken ud og lavede et statement, der ikke må glemmes, når man taler om Soft Cell.

Til O2 Arena-koncerten, der bød på intet mindre end 31 numre og varede 2 timer og 45 minutter, var denne periode langt fra glemt, og derfor blev Soft Cells endelige afsked også en reminder om, hvordan de gerne vil huskes: En elektroduo, hvor inspirationen langt mere blev hentet i horror movies, dystre bøger, storbyernes red-light districts og punkens attituder end i den traditionelle popmusik.

I 2001 annoncerede Soft Cell, at de arbejdede på et nyt album, og at de ville optræde live igen. Deres comeback blev aldrig rigtigt fuldbyrdet. Måske på grund af albummet Cruelty Without Beautys lidt for store afstand til gruppens øvrige repertoire og den deraf manglende succes. I tre år fik Almond lokket Ball med ud at spille, men i 2005 sluttede historien igen. Det skete dog, uden at de fik sagt ordentlig farvel til deres trofaste fans, og derfor begyndte Almond og ikke mindst Ball for et par år siden at gøre klar til den store finale: En kæmpekoncert i O2 Arena, et boxsæt bestående af 9 cd'er og en 1 dvd og ikke mindst to ny sange, "Northern Lights" og "Guilty ('Cos I Say You Are)".

Både numre fra comeback-albummet og "Northern Lights" blev spillet til koncerten, og selvom det ikke var her, publikums begejstring var størst, hang de godt sammen med resten af koncerten.

Ikke mindst fordi koncerten blev afviklet med en superflot scene-opbygning, lækkert lysshow og nogle fænomenale visuals kombineret med billeder fra scenen. Et flot og gennemført set-up, der måske viste, hvordan Soft Cell var endt, hvis de var blevet et stationband a la Depeche Mode.

Det gjorde de ikke, og nu er Ball og Almond krøbet i endeligt hi som band. Dave Ball lever tilbagetrukket, men arbejder dog fortsat som producer og musiker, mens Marc Almond siden 80’erne har haft en velkørende solokarriere. Det blev et rørende, men ikke oversentimentalt øjeblik, da "Say Hello, Wave Goodbye" afsluttede koncerten. Med store smil forsvandt Ball hurtigt ud af scenen, mens Almond lignede en, der ikke havde lyst til at gøre det helt forbi.

Som Almond mod slutningen af koncerten sagde: It was a bumby road, but a hell of a ride"...Og selvom der var småfejl og flere omstarter af numre, var det kun det sidste der for alvor gjaldt for koncerten søndag aften i London.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA