Rørende såvel som oprørende aften i poesiens tegn

Digte & Lyd, Musikhuset, Aarhus

Rørende såvel som oprørende aften i poesiens tegn

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Arkivfoto af Bisse

Scenen er sat som en dagligstue, der – med et mikrofonstativ i den ende ende og to lænestole i den anden – indbyder til nærvær ved første øjekast. Langt scenens bagvæg står lyddesigneren Simon Littauer trukket tilbage i selskab med en mixerpult forklædt som spillemaskine, hvis knapper blinker i takt med det stigende beat, der guider publikum mod deres nummererede pladser. Lyset dæmpes og efterlader salen sort, på nær en enkelt lyskilde, der i ægte poetry-slam stil bevidner, at en digter er på vej til at indtræde den oplyste plet, for, i nogen grad, at dele ud af sit hjerte. Aftenens program står mere eller mindre ubevidst hen og inviterer publikum til at værdsætte det nærvær, som kun nuet kan bringe. Ane Cortzen er aftenens værtinde.

Olga Ravn *****

Forestillingen begynder med forfatterspiren Olga Ravn, der i 2012 debuterede med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng og siden har udgivet fire litterære udspil i form af to digtsamlinger og to romaner. Lyden af modular-synthesizere, der bevæger sig mellem techno, glitch og et eksperimenterende improvisatorisk maskin-univers intensiveres til en mere rytmefast stadighed, idet aftenens første digter viser sig på scenen. Den unge forfatter akkompagneres af musiker og producer Simon Littauer. I lange, hvide klæder nærmer hun sig mikrofonen og åbner med sin fløjsbløde stemme op for en personlig fortælling på papir, om det at være nybagt mor og alle de nye livsomvæltende følelser, det medfører. Med publikums øjne rettet mod sig hiver Olga Ravn os med ind i sin selvnævnte "baby-blues", der dækker over, hvordan en mors rolle skal være og hvordan man som kvinde kan undgå at blive udslettet af den. Og selvom tekstens tematik synes temmelig indadskuende, er den alligevel universel på en sådan måde, der rammer langt de fleste i salen. Noget, Olga Ravns behagelige stemme og tydelige musikalitet i sammensmeltningen med de elektroniske vibrationer i høj grad er medvirkende til.

Olga Ravn forlader scenen for få sekunder efter at vende tilbage igen – men denne gang til den varme stol, hvor Cortzen på bedste talkshow vis sidder klar med en række spørgsmål om den personlige poesi. Det er rart og hyggeligt at være i stue med Olga Ravn, der varmer salen op med sin mildhed og sit naturlige performer-gen – om end transformationen fra at stå på scenen i kunstnerskikkelse til den bløde stol var unødvendig. 

Theis Ørntoft ***

Theis Ørntoft er endnu et af den danske litteratur scenes nye skud på stammen, som med garanti er kommet for at blive. Siden sit gennembrud med den anmelderroste Digte 2014 har han skrevet sig ind i branchens bevidsthed med historier om hvordan det føles at være i live i begyndelsen af et årtusinde, på kanten af sammenbrud og subjektivitet.

Mixerpulten køres væk og efterlader Ørntoft mutters på scenen med intet andet end sin egen vejrtrækning at støtte sig til. Ørntoft er heldigvis en yderst disciplineret oplæser, der gør sig perfekt i artikulation og taktfasthed og virker tryg i sit eget stof – men alligevel er det som, de mange sanseindtryk fra før siver med ud i fraværet af den lydlige kollage. Ørntoft gør sit bedste for at fastholde publikums opmærksomhed med sine politiske og sommetider yderst billedrige fortællinger, der, trods de stærke sætninger og den dynamiske oplæsningsteknik, desværre bliver en anelse ensformig i lyset af Ravn og Littauers opførsel. Ligeledes følger der ingen artist talk, hvilket sandsynligvis skyldes, at Ørntoft har erstattet Yahya Hassan, der af flere årsager måtte aflyse sin plads i forestillingen.

Helle Helle ****

Efter en kort pause sænker roen sig igen iblandt publikum, der er sultne efter mere ord-gåsehud. Anden akt åbnes i en samtale mellem Cortzen og minimalismens mester, Helle Helle, der går på tilblivelsen af sidstnævntes nye bog De - en fortælling om et mor-datter-forhold, sygdom, kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80'erne. Helle er særdeles scenevant og rækker ud mod publikum med en mildhed og humor, der fra første sætning velmodtages. Selvom det kan virke småkedeligt og sågar malplaceret med de korte artist talks, bringer det dog publikum en fornemmelse af forfatteren og udligner rummet i mellem dem. Helle vanthed på scenen kommer særligt til udtryk under oplæsningen af den nye bog, der kaster om sig med skægge socialrealistiske fortællinger. I modsætning til Ørntoft virker det ganske fint at der er stille omkring ordene, da de letforståelige fortællinger står bedst alene – tomme, som de er.

Bisse ****

Efter et musikløst andet akt vender tonerne endelig tilbage til salen – denne gang fremført af sangskriverkometen Bisse, der snart er aktuel med sit niende album, der, ifølge ham selv, er en slags Danmarks-revy. På højenergisk og indlevende facon skaber Bisse en ny performance gennem sine sungne tekster. Et flygel ruller ind på scnen, mens Bisse hvisker "Godaften ... og godnat" for derefter at brage i gennem al den stilhed, der før var. Med sin gennemtrængende vokal og kaotiske tekster viser Bisse os en anden side af poesien, samt en ufattelige energi, der med sikkerhed når ud til bagerste række. Det hænder dog flere gange, at ordene drukner i en mumlende artikulation samt hårde anslag fra det overdådige instrument, som Bisse forbløffende godt – men alt for blærerøvs-agtigt – spiller. Jeg får følelsen af at overvære et lille barn, der har fået lov til at hamre legende løs på tangenterne med improvisatoriske melodier og ord skrålende ud i lokalet, som var han helt alene.

At Bisses lyrik kommer fra en anden verden end forfatternes, skinner klart igennem. Men ikke nødvendigvis på en dårlig måde – blot meget kontrastfuld. Hvor den skarpe omhu og præcision før var i højsædet, har al struktur og sammenhæng mere eller mindre nu fået fuckfingeren. Bisses eksperimenterende stil og fandenivoldskhed klæder bestemt aftenens forestilling, selvom nogle af numrene kan klandres for at være skrevet en anelse hurtigt. Bisse lullede os til ro – ellers også gjorde han os bare yderst udmattede. Vi forlod i hvert fald salen med balsam-indsmurte sjæle trukket gennem rørende såvel som oprørende musikalske- og lyriske oplevelser med stof til eftertanke; både til kroppen, hovedet og hjemturssamtalen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA