x
Altoverskyggende Brett Anderson forvandler Koncerthuset til en sveddryppende klubscene

Suede, DR Koncerthuset

Altoverskyggende Brett Anderson forvandler Koncerthuset til en sveddryppende klubscene

Anmeldt af Rasmus Jensen | GAFFA

Selvom solen er gået ned over DR Byen, og skumringstimen for længst er ovre, vil det engelske britpopband Suede det anderledes, da de lægger vejen forbi DR Koncerthuset med deres nye album ”The Blue Hour”, hvis titel indikerer tidspunktet mellem sol og mørke. Suedes ottende studiealbum varsler en anderledes dyster lyd fra storbyens opland, pakket ind i pompøsitet og storladne strygerarrangementer, med lidt færre up-tempo rocknumre og storbyromantik.

Brett Anderson som en anden Messias

Klokken 21:00 lyder de første introtoner til det nye nummer ”As One”, og allerede inden det første bandmedlem har betrådt scenen, løber de mest dedikerede fans op til scenekanten fra deres siddepladser. På det tidspunkt hænger et stort halvgennemsigtigt fortæppe ned foran scenen, som bevirker, at bandet fremstår som skygger, blæst op på det store lærred. Da først forsanger Brett Anderson betræder scenen og den eminente Richard Oakes introducerer sit overlegne ringende guitarspil – som er et gennemgående projektil igennem hele koncerten – eksploderer frontgruppen af fans, som snart viser sig at inkludere hele den udsolgte sal. Der går ikke lang tid, før Brett Anderson meget hellere vil om på den anden side af fortæppet og ud til sine fans, som hylder ham som en anden Messias. Brett Anderson besvarer meget passende deres tilbedelse med omkvædet ”Here I am”, og så er retningen for aftenens koncert tonen slået an.

Velspillende band

Suede kan stort set ikke sætte en fod forkert i aften, og selvom det er Brett Anderson, der er den altoverskyggende frontfigur, entertainer, rockstar og koncertens ultimative midtpunkt, er jeg ligeså imponeret over bandets sikre musikalske kunnen, hvor allerede nævnte Richard Oakes på guitar og altmuligmanden Neil Codling på keyboard og til tider guitar og andenstemme skiller sig ud, med Simon Gilbert på trommer og Mat Osman på bas som det sikre fundament.

Efter ”As One” er det nærmest umuligt for bandet at sætte en fod forkert, for hovedvægten er, til trods for turnéens navn, lagt på det ældre materiale. 12 af de 21 sange er fra Suedes tidlige periode op til 1996 og med tourdebut til ”This Hollywood Life” og ”Still Life” fra ”Dog Man Star”-albummet fra 1994 – vel nok det bedste Suede-album, hvis du spørger mig – har de nye numre det uretfærdigvis det svært.

Greatest hits-koncert

Det er som om, de nye sange nærmest nødtvunget er puttet på sætlisten, nu når man er på tour med det nye album. Dermed ikke sagt, at de nye numre ikke står distancen, men det virker dog mere til, at Suede har lyst til at spille en greatest hits-koncert. Hvad det også mere ligner. Personligt havde jeg gerne set, at der også var blevet gjort plads til både ”Wasteland” og ”Don't be afraid if nobody loves you” fra deres nye album, som begge er udgivet som singler og har et stort hit potentiale i min optik. 

Brett Anderson får flere gange mine tanker hen på David Bowie. Med sin androgyne fremtoning og sin æggende og pirrende optræden indfanger han ikke kun de allerforreste, men hele salens publikum i en nærmest ekstatisk stemning.

Efter få numre står de fleste op, og koncerten får hurtigt en sveddryppende klubstemning over sig, som står i skærende kontrast til DR Koncerthusets højkulturelle rammer.

En symbiose af energi

Jeg kan ikke andet end at beundre Brett Anderson som showman og kan ikke komme i tanker om andre, som på samme måde er i så perfekt sync med sit publikum. Til tider ligner det en ren symbiose af energi, som eskalerer for hver gensidig berøring. Hvis det ikke var for mikrofonledningens begrænsede længde, er jeg sikker på, at Brett Anderson var løbet helt op på bagerste række og havde interageret med publikum.

Det er dog ikke nødvendigt, for musikken og specielt de store hit som ”So Young”, ”Filmstar”, ”Trash” og ”Beautiful Ones” får salens temperatur til sprænge skalaen flere gange. Kun få gange kommer temperaturen lidt ned, som under det akustiske medley af ”Down/ By the Sea”, som bliver fremført solo og unplugged.

Nostalgien har gode kår

Over halvdelen af setlisten består af sange fra bandets fire første album (hvis man tæller b-side opsamlingen Sci-Fi Lullabies med) til og med 1996 og er guf for fansene. Det er tydeligt, at det ”kun” er dem, der er mødt op, og nostalgien har derfor gode kår. Det ligner et band, som bevidst dyrker sit bagkatalog og hellere vil se tilbage end fremad, til trods for, at deres sidste tre album har befriet Suede fra den kunstnerisk nedadgående spiral, de var endt i omkring albummene ”Head Music” og ”A New Morning”.

Man kan vælge at tolke hitparaden som befriende eller bagstræberisk. Jeg ligger et sted midt i mellem, da jeg gerne vil se Suede som et band, der konstant er i bevægelse og udfordrer egen kunstneriske integritet, hvad de ikke gjorde meget i aften. Der var til gengæld en intensitet og nerve igennem hele koncerten, som flere gange hensatte mig i en euforisk stemning med minder om teenageårenes brydningstid. Det tror jeg ikke jeg var ene om. En storslået opvisning ned ad memory lane, hvor Brett Anderson var den perfekte ledestjerne.    

Sætliste:

  1. ”As One”
  2. ”She”
  3. ”Outsiders”
  4. ”This Hollywood Life”
  5. ”We Are the Pigs”
  6. ”So Young”
  7. ”To the Birds”
  8. ”Tides”
  9. ”Roadkill”
  10. ”Still Life”
  11. ”Cold Hands”
  12. ”It Starts and Ends With You”
  13. ”Filmstar”
  14. ”Metal Mickey”
  15. ”Trash”
  16. ”Animal Nitrate”
  17. ”Down/By the Sea”
  18. ”The Invisibles”
  19. ”Flytipping”

Ekstranumre: 

  1. ”Beautiful Ones”
  2. ”Life is Golden”

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA