x
Effektivt popmaskineri om dagligdags fortrædeligheder

Shania Twain, Royal Arena, København

Effektivt popmaskineri om dagligdags fortrædeligheder

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Hvad sker der, når en kunstner som Shania Twain, der er vant til at begå sig i Nashville og Caesar’s Palace i Las Vegas, optræder i Royal Arena? Kan publikum identificere sig med teksterne – og er der mere at hente musikalsk end hurtigt glemte sing-along-kvaliteter?

Da lyset blev slukket og lyden skruet op, var det Queens pompøse “We Will Rock You”, der lagde op til Shania Twains spektakulære entre. Pludselig blev der sat spot på én af publikumsindgangene på den højre langside, hvorfra aftenens stjerne nu skulle bane sig vej op til scenen. En entre, der lagde grunden til aftenens sætliste med den måske lige vel selvsikre programerklæring i det første nummer: “Life’s About to Get Good”.

Den positive tilgang blev ført videre i “Come On Over” med ordene: “Gotta be yourself, gotta make a plan / Gotta go for it while you can”, mens der til gengæld var usikkerhed at spore i teksten til “Up”. For slet ikke at snakke om fortvivlelsen og frustrationerne over bedrag i “Poor Me”.

Tosomhedens veje og vildveje

Nogle vil måske mene, at Shania Twains tekster byder på lommefilosofiske almindeligheder i metermål. Jeg er ikke utilbøjelig til at være enig. Og så kan jeg alligevel sagtens forstå et behov for at skrive sig ud af personlige oplevelser i enkle termer og uden behov for, at publikum skal igennem længerevarende rundbords-sessioner for at finde den dybere mening. “Don't Be Stupid (You Know I Love You)” er for eksempel et ganske enkelt og klart modsvar på en partners snigende jalousi.

Hvor tekstuniverset i Shania Twains sange cirkulerer enkelt om tosomhedens veje og vildveje, var der til gengæld overvældende variation i et sceneshow, der langt hen ad vejen hensatte musikledsagelsen i anonymitet, men som også i glimt lod guitarister, violinister og korsangere – og ikke mindst trommeslageren – komme frem i forgrunden i de velkoreograferede arrangementer. Hvis ikke de da ikke pludselig var at finde oven på de fem kvadratiske kloder, der koncerten igennem blev kørt op og ned og frem og tilbage. Klodser, der desuden fungerede som lærred for farverige mønstre, billeder og film. En scenisk effekt, der sammen med Shania Twains hyppige omklædninger til tider stjal opmærksomheden fra musikken.

Tunge rock-arrangementer

Begejstringen fra salen var stor koncerten igennem, ikke mindst da ørehængere som “That Don’t Impress Me Much” og “Whose Bed Have Your Boots Been Under” trak publikum op af stolene. Friskheden og letheden i de oprindelige udgaver var måske ikke helt at finde i arrangementer, der lagde markant vægt på tunge rock-arrangementer for især guitar og trommer. Også i numre, der ellers burde have emmet af Nashville’ske halballer.

De nære ting og oplevelser er i høj grad det, der bærer Shania Twains selvskrevne tekster. Og så kan man så alligevel fundere lidt over, om det er manden, der kommer hjem til sin kvinde, eller omvendt i “Honey I’m Home”. Det sidste ville i hvert fald vende det klassiske billede af hjemlig husførelse på hovedet, når det vil være kvinden, der kommer hjem og beder om at blive nusset i nakken og bare kunne flade ud i sofaen for at se tv. Med ”I’m Alright” bevægede følelserne sig ind på sart grund med en tekst om – igen med fortvivlelse og frustrationer – at blive vraget af sin partner. En tekst, der kalder på et mere stille og underspillet musikalsk underlag end denne aftens noget voldsomme arrangement.

”Still the One” blev fremført på en lille platform bag i salen, hvorefter Shania Twain inviterede udvalgte publikummer op for at få taget selfies. Det er muligvis en ”nærhed”, der gør sig i USA, men her i Royal Arena virkede det bare overfladisk og kunstigt. Ikke mindst da to piger i løb skulle forsøge at bære slæbet på stjernens kjole på hendes vej tilbage til hovedscenen.

Sange fra midt på vejen

Med flere sange fra det seneste album ”Now” viste Shania Twain, at der fortsat er popmusik at finde fra hendes side, om end det er af den ufarlige slags midt på vejen. Der er ikke så meget tale om at udforske nye musikalske territorier som om at cirkulere i ingenmandsland mellem pop, rock og country. I dag med større vægt på de to førstnævnte genrer end på tidligere albums.

Under alle omstændigheder gik aftenens sætliste rent ind hos et publikum, der for langt størstedelen endte med at være stående, da de første toner af ”Man! I Feel Like a Woman!” blev slået an. En ikke uventet afrunding på en aften, der bød på flot sceneshow, velsmurt popmaskineri og en sangerinde, der desværre fra tid til anden nærmest blev væk i sit eget alt andet lige udvendige setup.

 

Sætliste:

Life’s About to Get Good

Come on Over

Up

Poor Me

Don't Be Stupid (You Know I Love You)

That Don’t Impress Me Much

Any Man of Mine

Whose Bed Have Your Boots Been Under

Honey I’m Home

I’m Alright

You’re Still the One

More Fun

From This Moment On

I'm Gonna Getcha Good!

Party for Two

Swingin' With My Eyes Closed

(If You're Not in It for Love) I'm Outta Here!

Man! I Feel Like a Woman!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA