Gribende gospel i Operaen med The Savage Rose

The Savage Rose, Operaen, København

Gribende gospel i Operaen med The Savage Rose

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

“Amen!” var der en, der udbrød efter Annisettes korte, håbefulde tale mod slutningen af aftenens koncert. “AMEN!” står der på min blok.

“Glem Den Store Bukkebruse på den anden side af havet," som hun sagde. For han er snart væk. Tænd håb i stjernerne og lad det drysse ned over dem, der skal leve i fremtiden.

Lige der kulminerede det. Den bedste og mest rammende overskrift for en godt og vel to en halv times lang koncert var “gospel”. Slet og ret. Gospel. Med et mageløst swingende band i ryggen lod Annisette sin karakteristiske vibrato manifestere forløsende fortællinger om håb, forsoning – og vrede over de forhold, der bydes mennesker ude i verden, bl.a. i flygtningelejre.

Især i sættets sidste nummer "Love and Freedom", hvor Annisette, indrammet af sit sorte hår, som en åndemaner forsøgte at fremmane kærlighed, sad jeg med en gribende fornemmelse af at være til stede under en gospelgudtjeneste med en ypperstepræstinde, der måske mere minder om en indiansk shamaninde end om en reverend i en sydstatskirke.

Den stemme, der stadig bor i den spinkle, 70-årige sangerindes krop. Ja, stemmen. Uendeligt stor. Uendeligt udtryksfuld. En urkraft. Vis. Kærlig. Generøs. Krævende. Bluesy. Soulful. Som en 360 graders vokal horisont med udsigt til alle de drømme, der blev drømt og for den sags skyld også de drømme, der mangler at blive drømt. 

Koncerten begyndte med Annisette, der kom ind på scenen med en kuffert, i baggrunden en harmonikalignende lyd. Så tog hun sine støvler af og lagde dem i kufferten. Det blev der grinet lidt af i Operaen. Annisette optræder altid i bare tæer.

Allerede dér i første nummer, “Pigestemmer” fornemmede jeg noget, der bedst kan beskrives som emotionelle kuldegysninger.

Og det samme igen i “Moonchild’s Dream”, som Thomas Koppel skrev til Michala Petri for godt og vel 25 år siden. Enormt stemningsskabende.

Derfra videre til 1968-nummeret “Open Air Shop”, der af en eller anden grund fik mig til at tænke på George Gershwins “Summertime”.

Det var også her, jeg kom til at tænke på netop afdøde Tony Joe White – kongen af swamp, som nogle kalder ham. Swamp som i den dengang nye blues- og soulfyldte rocklyd, der opstod i de amerikanske sydstater samtidig med, at Thomas Koppel og Annisette fandt sammen med Anders Koppel, Jens Rugsted, Flemming Ostermann og Alex Riel.

I et medley af to numre fra det seneste Savage Rose-album Homeless, “Harrassing” og “Exit”, havde bandet og lydmanden fået greb om den sumpede, funkede lyd, som den blev defineret med comeback-albummet Black Angel.  

Som han har gjort de senere år spiller Frank Hasselstrøm keyboards og blæsere. På orgel er Palle Hjorth erstattet af Nikolaj Hess, der senest har optrådt med Kira Skov.

I rummet mellem deres keyboards i hver sin side af scenen ovenover den formidable rytmegruppe, Jacob Haubjerg, bas, og Anders Holm, trommer, skabtes den fedeste lydkulisse til Annisettes blues-chant.

Som en form for Booker T. and the MG’s ført op til 2018.   

Det gjorde det jo så ikke sværere at identificere lyden af Muscle Shoals, Stax og American Recording Studios, at de to eminente korsangerinder, Naja Koppel og Amina Carsce Nissen, optrådte i retro 60'er/70'er-outfit, mens de sang “Shame on you” – i øvrigt med koreograferet dans.

Et moment, der stadig sidder på nethinden, var da den i øvrigt konstant livlige Anders Holm fik et smil fra Annisette, i et af de mange tilfælde, hvor han stod på sin stol og klappede. Som ikke-musiker kan det være svært at sætte sig ind i den særlige følelse af symbiose, der opstår, når det løfter sig fra samspil til noget større.

Det tror jeg, det gjorde i en forrygende rocket crescendo-afslutning af “Byen vågner”, hvor de fem musikeres blikke mødte hinanden. I hvert fald set fra femtende række i "Det store, flotte slot", som Annisette kaldte Operaen.

I netop dét nummer var det tydeligt, at selvom Thomas Koppels gamle kompositioner stadig er arkitekttegningen, er huset under konstant ombygning.

Hvad der ikke bare lige nu, mens anmeldelsen skrives, men også længe fremover vil stå som et moment af storhed var, da “No More Love to Give” fra 2012 gik direkte over i klassikeren “Wild Child” med Annisette siddende på gulvet. 

Først den tunge ballade om at miste. Så den rene følelseseksorcisme. Udover, at musik i sagens natur først og fremmest er lyd, er den også en mosaik af de billeder, lytteren lader den være soundtrack til. I mine ører er den skønne, dunkle molballade “No More Love to Give” et smertelig hilsen fra Annisette til Thomas Koppel i det hinsides. Bilder mig ind, at jeg så deres datter Naja tørre et par tårer væk under morens gribende sang?

Lige der var jeg tæt på at gøre hende følge.

Igen ordet til en publikummer i salen. “Hvor er det smukt, Annisette!,” Råbte hun.

Det kan ikke skrives bedre. Så hvorfor forsøge?

 

LÆS OGSÅ: GAFFA-skribent udgiver bog om Savage Rose


Sætliste

Pigestemmer

Moonchild’s Dream

Open Air Shop

You’ll Be All Right

Harrassing/Exit

Black Angel

We Go On

You’ll Know in the Morning

 

Pause

 

Lille Melankoline

Byen vågner

No More Love to Give

Wild Child

The Storm

Screams of Captured Birds

Dear Little Mother

Messenger

Your Daily Git

Freedom to Love

 

Ekstranumre

 

Kringsatt av Fjender

Long Before I was Born

Early Morning Blues


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA