x
ANMELDELSE: Dyster og dybfølt forestilling for øjnene, ørerne og hjertet

Diverse, Aarhus Teater: Dancer in the Dark

ANMELDELSE: Dyster og dybfølt forestilling for øjnene, ørerne og hjertet

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Småsnak i de bløde stole og host fra det efterårsramte publikum transformeres ufortøvet til et blikfast nærvær mod scenen, idet lyset dæmper sig denne aften på Aarhus Teater. En spinkel mørkhåret figur iklædt lasede klunser og step-lignende sko danser nynnende ind på scenen og åbner ballet til Patrick Ellsworths dramatisering af Lars von Triers omtalte film af samme titel, der, da den landede i år 2000, delte vandene. Personligt havde jeg svoret, at jeg aldrig ville se den igen – til det var den simpelthen for dyster og ubærlig. Men her sidder jeg altså med klamme håndflader, klar til at opleve den i nye rammer.

Dancer in the Dark er historien om Selma, der grundet en arvelig øjensygdom oplever tiltagende blindhed, alt imens hun arbejder på en fabrik for at ernære sig selv og sønnen, Gene. Hendes indre brænder for at skrabe penge sammen til en operation, der kan redde hans skæbne fra hendes, men livet er langtfra en dans på roser for den opofrende Selma, der, når bakken bliver for stejl, forsvinder ind i sin livlige fantasi, hvor musikken hersker og fortryller selv de største udfordringer til magi.

Scenen som instrument

For det søde væsen Selma er musikken allestedsnærværende. Om det er en blyant, der taktfast bankes mod bordet eller mekanisk støj fra fabrikkens mange maskiner, er sådan set underordnet; melodierne findes i hver en lyd, og rytmerne i hver en bevægelse. Dette virvar af soniske sanser, som Selmas musical-elskende indre flyder rundt i, forstærkes kun i takt med, at hun gradvist mister synet. For selvom lyset slukkes, ophører dansen aldrig. Selma vil vise os, at musikkens kraft er livets vigtigste komponent, der kan sætte smerten i parentes til selv det allersidste vers er sunget – en tematik, der, 1:1 med filmens, atter tager pusten fra mig.

Bag forestillingens lyddesign står Morten Riis og Marie Koldkjær Højlund, der begge er anerkendte navne på den danske musikscene og tilsammen udgør The Overhead. De er vant til at tage udgangspunkt i hverdagens reallyde i deres lydproduktioner – og deres professionalisme i det eksperimenterende felt kommer i høj grad til sin ret i forestillingens fængende lydcollage, der symboliserer Selmas indre (særdeles aktive) verden. En cadeau skal lyde til kunstnerduoen, der har formået at lade musikken vokse ud af samtlige teaterbrædders sprækker i en symbiotisk sammensmeltning med den historie og scenografi, der udspiller sig på scenen.

Mod på mørket

Forestillingen er i høj grad tro mod Triers originale filmunivers, hvilket langt hen ad vejen giver mening. Filmen, der desuden blev nomineret til en Oscar, er i sig selv så velskrevet og fin, at det ville være synd at udsætte den for større ændringer. Dér, hvor stykket tilbyder noget nyt, er i den nykomponerede musik, der da også ganske vellykket hiver stykket i en mere personlig retning. Enkelte steder synes replikkerne dog en anelse kunstige, ligesom det, i forhold til de fordanskede sangtekster, ikke havde skadet af kæle for den flotte lyrik frem for den præcise. Men selv når forestillingen bliver for forudsigelig og småkedelig, stabler den hurtigt sig selv på benene igen. Den vover noget, og det er sejt – for i teaterregi er det modigt at gå i retning mod det mørkladne, hvor tant og fjas er til skamme.

Uhyggeligt velspillet

Skuespillerpræstationerne er på denne aften særdeles stærke og indlevende hele vejen rundt. Der hersker en hvis følelse af respekt for værket og den tunge tematik, som særligt Sofia Nolsøe (Selma) fordrer. I grænselandet mellem at spille en skrøbelig skæbne og en stædig kriger, indfanger hun cirka den samme ånd, som Björk selv – naturligvis uden den kolossale karisma, som er den ikoniske sangerinde enerådende.

Jeg går på en og samme tid fyldt og tom fra teatret, med en følelse af, at klumpen i halsen ikke kan tages med vand lige foreløbig.

 

Dancer in the Dark: En ny musikforestilling baseret på film af Lars von Trier. Dramatisering Patrick Ellsworth. Sangtekster Patrick Ellsworth og Stine Pilgaard OVERSÆTTER Stine Pilgaard ISCENESÆTTELSE Anne Zacho Søgaard LYDUNIVERS Marie Koldkjær Højlund & Morten Riis MUSIK Marie Koldkjær Højlund, Morten Riis, Klaus Q Hedegaard & Steffen Lundtoft Jensen SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN Helle Damgaard LYSDESIGN Mathias Hersland Koreografi Kasper Ravnhøj MEDVIRKENDE Sofia Nolsøe, Nanna Bøttcher, Christian Hetland, Anders Baggesen, Luise Skov, Holger Østergaard, Lise Lauenblad, Christoffer Hvidberg Rønje*, Marie Koldkjær Højlund, Steffen Lundtoft Jensen, Aarhus Teaters Kor m.fl.

*Studerende ved DDSKS, Aarhus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA