x
Fra futurepop til fadbamse

VNV Nation, Forbrændingen, Albertslund

Fra futurepop til fadbamse

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det begyndte så godt. Koncertarrangør og klub Braincorp havde gjort deres forarbejde og sat alle ben rigtigt, fået ordet ud til folket og samlet et fyldt Forbrændingen på en råkold novemberaften, ja, flere stod endda klumpet sammen i kulden udenfor og ventede, allerede inden dørene åbnedes. Og der eksisterer da også et specielt bånd mellem netop Braincorp og VNV Nation, som klubben har præsenteret flere gange, også dengang VNV Nation var knap så store som i dag. Men helt sikkert bedre. Det vender vi tilbage til. For inden aftenens hovednavn var det tid til opvarmning fra Köln.
 
Holygram
Omring kl. 21 indtog det fem mand store Holygram scenen med trommer, guitar, bas, synthesizer og vokal, sidstnævnte også pletvist udstyret med elektronisk trommepad og sample-trigger. Musikken var meget rendyrket postpunk, rig på de vanlige pejlepunkter i retning af tidlig The Cure og Joy Division, sine steder måske også med smag af nyere navne såsom f. eks. Savages. På visse numre blev der også shoegazet undervejs lige så vel som der blev plads til smag af indierock. Ikke meget nyt siden firserne, kunne man fristes til at sige, og det ville nok et pænt stykke hen ad vejen være korrekt, men til gengæld meget fornemt eksekveret. Gruppen spillede godt sammen, var tight og skarpe, hvorfor de også fremstod som et godt liveband, slet og ret.
 
Lyden var generelt god, om end synthesizeren godt kunne have været lidt højere og vokalen helt sikkert skulle have været det. Måske var man bange for at ramme feedgrænsen, men det betød, at de numre, hvor der f. eks. ikke var alt for megen lydtryk på i omkvæd, var dem, der fungerede bedst, for her stod vokalen, der typisk bar de centrale melodier, bedst frem i helheden. Heldigvis var det ikke ødelæggende for koncerten, og gruppen fremstod som velspillet og gjorde bestemt en god figur, som de sagtens kan være tilfredse med.
 
VNV Nation
Ikke så længe efter gik VNV Nation på scenen, badet i blåt LED-lys. Gruppen er og har reelt altid været Ronan Harris, men sidste år forlod den mangeårige partner Mark Jackson projektet og Harris flankeres i dag af tre yngre sortklædte herrer på synthesizere og elektroniske trommer. Hvor Holygrams vokal var lidt for lav i forhold til resten af musikken, forholdt det sig lige omvendt med Ronan Harris, hvis vokal blev meget dominerende i forhold til resten af udtrykket, som til tider næsten havde karakter af baggrund. Heldigvis kom han godt fra land, Harris, med sikre vokalpassager, og helt fra begyndelsen af var publikum med. Klapsalverne blev dog mindre markante, efterhånden som forestillingen skred frem og udviklede sig fra koncert til pinligt standup show.
 
Harris har altid været en karismatisk mand på en scene, han har altid haft et godt tag på sit publikum, en god humor. Derfor var det heller ikke specielt overraskende, at han allerede efter første nummer kastede sig ud i en temmelig lang snak. Den fortsatte efter næste nummer og næste igen, og da pauserne mellem numre tilsyneladende ikke var nok, ja, så fortsatte snakken også undervejs i numrene, først under instrumentalpassager og derefter også i stedet for både vers og omkvæd, hvor manden pludrede løs og helt oplagt ikke var specielt interesseret i at optræde som egentlig vokalist.
 
Og hvad talte han så om? Var det i det mindste spændende sager eller bare en smule sjovt? Nej og nej. Det handlede om, at han var fra Irland og kunne lide øl. Skål derude. Jeg er jo fra Irland, så jeg kan lide at drikke øl. Har I det godt? Skål. Nåda, kan vi få lidt flere øl på scenen? Og det fortsatte sådan, nummer efter nummer efter nummer, med en fest, der blev mere og mere krampagtigt tåkrummende. På dette tidspunkt forlod jeg min plads oppe foran for at vandre ned bagved – det her havde ganske simpelt ramt grænsen. Der skulle vise sig at være omtrent en halv koncert igen af et sæt, der i forvejen var for langt og kun blev trukket endnu mere pinefuldt ud af den evige snak, som bød på hastigt akkumulerende gentagelser i en sådan grad, at man faktisk stod og frygtede for, om manden havde udviklet problemer med korttidshukommelsen – Ronan, for helvede, det er femte gang, du siger det her nu. Og det var ikke engang sjovt første gang.
 
Narcissistisk kollaps
VNV Nations musik har altid trukket på elementer fra både ebm, synthpop og techno, herunder måske især trance, og stilen er blevet døbt futurepop, en subgenre, gruppen bestemt har været med til at fremelske, sammen med navne som f. eks. Covenant og Apoptygma Berzerk. Hvor Covenant typisk har været mørkere i klangen og Apoptygma Berzerk bl.a. flirtede med emorocken, så har VNV Nation aldrig været bange for at bevæge sig helt derud, hvor trance-elementerne lænede sig faretruende i retning af bedaget halvfemser-dancepop – hvilket i flere tilfælde medførte nogle ret charmerende stilbrud, der var med til at gøre VNV Nation unikke. Men når den slags udsættes for konstant skål og jeg-skal-lige-have-lidt-mere-øl, og vi taler altså sådan pludren under snart sagt hvert eneste nummer, i stedet for at synge tekster, så forsvinder charmen nu engang, og man står tilbage med en fornemmelse af halbal i halvfemserne, med fadølsanlæg og bøllehat. 
 
Det var ikke sådan, at det tyndede ud, men folk begyndte at forlade koncerten, og klapsalverne blev mere høflige end entusiastiske. Hvilket ikke undgik Harris' opmærksomhed, hvorfor han nu tilføjede sin i forvejen pinlige optræden endnu en flig af hold-nu-op: nemlig konstant opfordren til at klappe og synge med, komplet med du-kan-jo-ikke-teksten-høhø. Og den slags er man vel nok mand for at gentage de første syv-otte gange, det manglede da bare. Vi skulle også hele tiden høre om den USA-turné, bandet skulle videre på, og vi skulle også have at vide, at den sangtone, der nu blev holdt så og så mange sekunder her i aften, det var Harris' personlige rekord. Dette efterfulgt af (endnu) en lang snak, der nu handlede om, at man kan jo hvad man vil, bare man lægger hjertet i – det fik Yanni-interviews og wellness-peptalkere til at fremstå som intellektuelle giganter. På dette tidspunkt gav jeg op og satte mig til at læse under sidste del af koncerten, inden jeg måtte springe sidste ekstranummer over for at nå sidste tog hjem.
 
Hvad var vi vidne til? En afsluttende koncert på gruppens Europa-turné og en Ronan Harris, der ærligt og, fristes man til at sige, uden skam i livet, proklamerede, at i aften ville man bare have det sjovt. Åbenbart på publikums bekostning. Var det en fest? Åh ja, i hvert fald til at begynde med, men den stivnede undervejs. Ydermere er jeg i rollen som koncertanmelder ikke til stede for at bedømme om der er gang i en god fest. Jeg må forholde mig til, hvad der foregår musikalsk, og hvordan det fungerer som koncert. Ronan fungerede ikke. Slet ikke. Han vrøvlede rundt i sine tekster, smalltalkede i stedet med publikum, drak øl, fablede igen og igen om Prins Valiant over for en gæst med langt lyst hår (Prins Valiant har sort hår...) og hans vokalpræstation blev teknisk ringere og ringere fordi – og det er pointen – han var skide ligeglad. For sandheden er jo nu engang, at nej, Ronan, man kan IKKE bare, hvad man vil, hvis man lægger hjertet i det. Man skal også tage sig sammen og gøre sig umage. Ronan Harris gjorde ingen af delene. I stedet præsenterede han et regulært narcissistisk kollaps, hvis manuskript tilsyneladende lød: Ronan er for sej, lige meget hvad han siger og hvad han gør. Jeg kunne bedre lide ham, før han blev selvfed, dengang han bare var fed.
 
Der er tilsyneladende ikke rigtig nogen, der ved helt præcist, hvorfor Mark Jackson valgte at forlade VNV Nation, men efter aftenens koncert tror jeg sgu, jeg har et rimelig solidt bud. Og det er også nærliggende at få den tanke, at Jackson måske var i stand til at give Harris noget reelt modspil, som han tydeligvis ikke får i dag. Jeg var godt nok advaret lidt i forvejen af tidligere fans, der i de senere år har opgivet bandet af de her årsager, men hånden på hjertet, det her var ekstremt. Jeg har været til Lis og Per, og jeg har været til Rick Astley – begge var milevidt bedre end det Ronan Harris præsterede til denne koncert. Men jeg vil give udelt opfordring videre til alle, der virkelig hader VNV Nation: tag ind og se dem nu; de har en forsanger, der komplet smadrer hver eneste sang på pinlig vis.
 
Jeg synes jo bestemt, VNV Nation har lavet mange gode ting, men jeg er bange for, at jeg også melder mig i flokken af folk, der har fået nok af Harris' egotrip. Jeg giver i stedet sejren helt og aldeles til Braincorp, som fik samlet en stor flok og afviklet et godt arrangement på professionelt og komplet stilfuldt niveau. Det var der andre på aftenen, der godt kunne lære noget af.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA