x
Lettere skuffende kærlighedspunk

IDLES, Loppen, København

Lettere skuffende kærlighedspunk

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Det kan godt være, at man kan sætte næsen for langt op efter en koncert. Det må jeg i hvert fald nok konstatere, at jeg havde gjort i forbindelse med britiske IDLES' koncert på Loppen, torsdag aften. Jeg havde på en eller anden facon regnet med en helt skelsættende oplevelse og fik i stedet en lettere standard rockkoncert – med virkelig god energi og stemning, dog! Loppen var helt udsolgt, med alt hvad der tilhører af tropisk indeklima og ti meter lang kø til garderoben. Intet ondt om Loppen – der er et af de virkelig intime koncertsteder i København – men måske koncertarrangørerne skulle have fulgt efterspørgslen og rykket koncerten ind på en større scene? Nuvel. Vi fik Bristol-rockerne i mere intime forhold.

Kolossale sommerhuse
IDLES har muligvis det mindst punk publikum, jeg nogensinde har set til en sådan koncert. Dette skyldtes nok, at bandet på en eller anden facon har fået imaget af at være det nye band, som musiknørder anno 2018, elsker. Du ved – vi sære typer, der stadig går op i vinyler og genrekonventioner og streamer hele albums, selvom det er totalt passé i andres øjne. Et overvejende publikum af ældre mænd. Jeg stod således kort inden koncerten og røg en cigaret sammen med en flok af disse, der diskuterede deres sommerhuse i Nordsjælland. Ikke specielt punk! IDLES har leveret højdepunkter de sidste to år i form af debuten Brutalism og dette års Joy as an Act of Ressistance, som undertegnede tildelte 6 stjerner for et par måneder siden for nærværende magasin. Jeg var hurtig til at tildele pladen den vilde titel ”årets rockudgivelse”, og det står jeg stadig ved. IDLES blæser på tidens trend og leverer hård, punket rockmusik med mundrette, velskrevne tekster og tillader sig samtidigt at mene noget med dem.

Samtidig er bandet ekstremt velspillende og har i forsanger Joe Talbot en ekstremt karismatisk stemme og frontfigur. Det kunne man også hurtigt konstatere, da bandet gik på med åbneren fra Joy, den Swans-lydende ”Colossus”, hvor bandet langsomt bygger en postpunket drone op for senere at bryde ud i total entotrefire-punk. Det står hurtigt klart, at guitaristerne Mark Bowen og Lie Kiernan er bandets vilde indspark mens den funktionelle rytmegruppe Jon Beavis (trommer) og Adam Devonshire (bas) holder de to larmehoveders galskab sammen. Men en stor del af publikums opmærksomhed går dog til den karismatiske mand i midten: For Joe Talbot er en vred mand med et stort hjerte.

To punk or not to punk?
At IDLES efterhånden er blevet rockbandet for en ny generation af ”social justice warriors”, er et faktum, jeg har forsøgt at undlade at kommentere, men det kan man simpelthen ikke undgå at italesætte efter en hel aften med de gæve gutter. For Joe Talbot er ikke bange for at fortælle os, hvad han mener. Hverken i sine tekster eller på Loppen, og IDLES er tydelige frontfigurer for politisk korrekthed. Hvilket jo heller ikke er specielt punk. Men Talbot står, som kropsliggørelsen af IDLES' musik og meninger, som repræsentanten for en flok virkeligt åbenhjertede mænd, der forsøger at tage den nødvendige kamp op mod macho-tendenser, integrationspolitik og mediernes forvrængning af virkeligheden. Og det italesætter Talbot fra scenen når han tildeler den ene sang efter den anden til immigranter (”Danny Nedelko”), depressive skæbner (”1049 Gotho”), junkier (”Benzocaine”) og feminister på aftenens første højdepunkt ”Mother”, fra debuten. Der er noget smukt i at et helt udsolgt Loppen råber med på sangens omkvæd: "MOTHERFUUUCKER!!". Senere får Brexit også en udstrakt langemand på "Great".

Jeg er personligt glad for et band, der tør at have en mening i 2018, men jeg kan også tænke mig til, at nogle måske er ved at kløjes i den meget nutidige politiske korrekthed. Det virkede heldigvis ikke, som om publikum havde fået nok af det. Men der blev et par gange sat et par publikummer på plads, hvis det hele blev ”for punket”. Således blev moshpits og de meste agressive publikummer sat på plads af Talbot og det medbragte crew. Det er i virkeligheden slet ikke ret punk. Men det er IDLES nu altså heller ikke.

Glædelig jul
At kalde IDLES for punk er en lidt ambivalent situation, og det gik for alvor op for mig under koncerten, at det ikke er tilfældet. IDLES bruger punkens energi og virkemidler til noget helt andet end de punkbands, man allerede kender. Væk er den mørke, aggressive destruktion og indenfor er den insisterende positivitet. Den vrede mand, der elsker alle! Det er det, der sælger sange som ”Danny Nedelko”, ”Television” og især ”Samaritans”, fra scenen. Især sidstnævnte med sit helt fantastiske spyt i ansigtet på den påtagede mandighed, som mange mænd er blevet opdraget med. Maskulinitet ER en maske! Især det Katy Perry-citerende ”I KISSED A BOY AND I LIKE IT!” fik husarerne med på råb.

Det var dog sjovt nok sangene fra Brutalism, der blev leveret stærkest, og det var også her, at Kiernan og Browen for alvor gav den los og væltede dansende ud blandt publikum og leverede guitaren videre til uvidende stakler blandt publikum. Browen brød ud i en pludselig a cappella-version af Mariah Careys ”All I Want for Christmas”, hvilket blev fuldt til dørs med et ”merry Christmas” fra Talbot, der derefter måtte irettesætte et lettere destruktivt publikum, som udbrød ”fuck christmas”. ”What? Christmas is awesome!” udbrød Talbot, og scenariet siger virkelig meget om IDLES.

IDLES er et rockband der elsker jul, deres mødre, dyr, børn og sikkert også alt andet. Det 18 numre sæt afsluttede med den klassiske råbe-sang ”Well Done” og den vanvittige ”Rottweiler”, der endte ud i to minutters eksperimenterende pedal-larm. Dette er dog ikke IDLES' stærke side, så måske de skal lade larme-eksperimenterne være i fremtiden. I det hele taget gled dele af koncerten ind i hinanden, da IDLES valgte at fokusere på deres vilde side, som godt kan fremstå en anelse ensformig. Ærgerligt, når bandet har en anden, mere dyster side i numre som ”June” og ”Slow Savage”, som ville have tilføjet oplevelsen en ekstra dimension.

Man kan ikke undgå at føle at koncerten kunne have været så meget mere end den blev: En god rockkoncert med alt, hvad det indebærer af klichéer – komplet med vilde guitarister, "are you feeling good?"-udbrud og Talbots danske "tak!". Men det laver ikke om på, at IDLES er et af tidens vigtigste rockbands, og at de leverede en stærk rockkoncert.

Sætliste:

  1. Colossus
  2. Never Fight a Man With a Perm
  3. Morher
  4. Faith In the City
  5. I’m Scum
  6. Danny Nedelko
  7. Divide and Conqueor
  8. 1049 Gotho
  9. Samaritans
  10. Television
  11. Great
  12. Love Song
  13. White Privilege
  14. (All I Want for Christmas (Mariah Carey-cover))
  15. Benzocaine
  16. Exeter
  17. Cry to Me (Solomon Burke-cover)
  18. Well done
  19. Rottweiler

(Og nej.. IDLES spiller ingen ekstranumre – som Talbot selv siger: "They're weird")


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA