x
Charmerende klaverbåret pop cementerer sin berettigelse

Tom Odell, Store Vega, København

Charmerende klaverbåret pop cementerer sin berettigelse

Anmeldt af Rasmus Hans Jensen | GAFFA

Jeg kan vælge at gå to veje: Den dybdeborende og tilbundsgående dissekering, hvor jeg med et kirurgisk indgreb ser mig blind på det ordinære, den lette pop, det ligefremme og det ikke eksperimenterende. Hvor teksterne rimer på hjerte og smerte, og hvor den alt for perfekte frontfigur Tom Odell udfylder sin rolle med alt for meget flødeskum og påtaget charme.

Eller jeg kan vælge at lade mig overvinde, af den inkarnerede og særdeles charmerende Tom Odell og hans letflydende popperler, som bølger op og ned mellem små nærgåede klaverspil og infernalske, grænsende til eksploderende klaverballader. Som inkarneret Elton John- og Billy Joel-fan bliver det en smal sag, for sjældent ser jeg en ung popartist, som komponerer og fremfører sine sange med en så overbevisende pondus.

Et taknemmeligt og dedikeret publikum

Det skal hurtig nævnes, at Tom Odell, selv hvis han havde haft en dårlig dag, i aften kunne skære igennem til publikums hjerter, som en sløv køkkenkniv i en blød klat smør. Med det sagt føler jeg, at Tom Odell oprigtigt virker tilpas og hjemme på scenen, hvad han også selv nævner. Det er derfor også en fryd at opleve den intense stilhed, som publikum fembringer under numrene. Der høres ikke meget snak, som er et tegn på et lyttende og dedikeret publikum. Desværre en sjældenhed nu til dags.

Selvom Tom Odell kun er 27 år, har han allerede udgivet tre album og fået diverse priser og er sammenlignet med førnævnte Elton John, Chris Martin og Jeff Buckley, og hvis jeg selv skal komme med nogle sammenligninger, synes jeg, at Tom Odell lægger sig i slipstrømmen af artister som Gavin DeGraw, James Morrison og James Blunt. Hvis hans musik var blevet udgivet i midten af 00’erne, havde han uden tvivl været et endnu større navn, end han er i dag.

Enkle og overbevisende melodier

Tilbage til aftenens koncert i Store Vega, hvor Tom Odell optræder for tredje gang. I skarp silhuet og bag klaveret indtager han scenen med titelnummeret fra sit seneste album ”Jubilee Road”. Historiefortællende fører han os ned ad gaden, hvis inspiration skal findes i Østlondons gader, hvor albummet blev til. Et album, som underligt og desværre kun bliver repræsenteret af fem sange i aften, hvor ”Queen of Diamonds” og ”Don’t Belong In Hollywood” godt kunne have erstattet ”Sparrow” eller ”Entertainment” efter min mening.

Det, som teksterne mangler i dybde og kompleksitet, kompenserer melodierne for i kvalitet og atmosfærefyldte arrangementer. Ofte er det simple og enkle en svær disciplin, men i aften får vi den ene gode melodi efter den anden. Med klaveret som det bærende element virker det som om, at koncerten flere gange går op i en højere symbiose med publikum, som applauderer og synger med under flere numre eller simpelthen lader sig forføre af de solide popsange.

En showman

Ofte går Tom Odell stemmemæssigt højt op og nærmest overdøver resten af musikken og bringer en kraftfuldhed og energi ud over scenekanten, som er imponerende. Tom Odell er naturligt bundet til sit klaver, og man skulle derfor ikke tro, at han har mulighed for at lave det store sceneshow. Men Tom Odell er en showman, som ikke lader sig begrænse, og de få gange, hvor han forlader klaveret, som fo eksempel under ”Entertainment” og ”Hold Me”, hvor en pige bliver hevet op på scenen, er han nede blandt publikum og andre gange oppe på eller under sit klaver.

Af kuriøse indslag skal nævnes coverversionen af The Beatles' ”Get Back” blandet med et Mozart-klaverstykke, endnu en coverversion med ”Honky Tonk Women” af Rolling Stones, som Odell fint får til at passe i slutningen af ”Till I Lost”. Det mest kuriøse og et tegn på hans begejstring for København er, da han impulsivt kommer i tanker om en lydprøve på Vega for nogle år siden, hvor han spontant komponerede en sang, som aldrig er blevet færdig. Det bærer ”Copenhagen”, som jeg har valgt at kalde den, også præg af, men sjovt og et ekstra lokalt krydderi på en skøn aften.

Keep it simple

Simpliciteten er i højsædet, og hvilken lettelse er det at stå og nyde det, som føles så enkelt, banalt og ægte på samme tid; fra bandopsætningen, trommer, guitar, bas og klaver til scenografien, som kun består af et hvidt bagtæppe, som dog bliver oplyst i diverse farver, alt efter sangens stemning og videre ud i musikkens atmosfære.

Mest af alt beviser Tom Odell essensen af god sangskrivning og det smukke i det simple. For der bliver ikke fremført én melodi, som ikke får publikum til at gynge med og indeholder et gran hitpotentiale. Foruden de åbenlyse, hvor ”Another Love” selvklart skiller sig ud, markerer ”I Know”, ”Grow Old With Me”, ”Concrete” og ”Magnetised” sig også ved et eskalerende arrangement, som ender i et musikalsk og mangefarvet crescendo.

Ud fra publikums begejstring, fællessang, applaus og ikke mindst lydløse opmærksomhed, er der ingen tvivl om, at Tom Odell i aften ikke skal overbevise nogen om sit talent, men det behøver han heller ikke. Jeg cykler hjem med et smil på læben og en overbevisning om, at klaverpoppen lever og har en lysende fremtid for sig efter Elton John og Billy Joel.

 

Sætliste:

  1. ”Jubilee Road”
  2. ”I Know”
  3. ”Sparrow”
  4. ”Supposed to Be”
  5. ”Wrong Crowd”
  6. ”If You Wanna Love Somebody”
  7. ”Can't Pretend”
  8. ”Behind The Rose”
  9. ”Grow Old With Me”
  10. ”Hold Me”
  11. ”Son of an Only Child”
  12. ”Get Back” (The Beatles-cover)
  13. ”Entertainment”
  14. ”Copenhagen” (Ikke færdiggjort sang. Titel ukendt)
  15. ”Another Love”

Ekstra:

  1. ”Go Tell Her Now”
  2. ”Concrete”
  3. ”Till I Lost”
  4. ”Honky Tonk Women” (The Rolling Stones-cover)
  5. ”Half as Good as You”
  6. ”Magnetised”

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA