Oh Land vender tilbage til begyndelsen – og har aldrig været bedre

Oh Land, Store VEGA

Oh Land vender tilbage til begyndelsen – og har aldrig været bedre

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, har stået i rampelyset et utal af gange på både den danske og internationale musikscene. Alligevel er denne aften helt speciel. For da Nanna som 22-årig kastede sig over musikken, efter en brast drøm som balletdanser, skrev og producerede hun det, der skulle blive hendes debutalbum Fauna – en plade, der i raketfart skød hendes karriere i gang, men som aldrig blev opvist i sin helhed, før nu. Denne aften på Vega markerer 10-året for det anmelderroste album, der absolut ikke er gået i glemmebogen.

En gennemmusikalsk musling

Lyden af fuglekvidder fylder salen i minutterne op til koncertens start og leder så småt det stående publikum ind i det på en gang skæve og smukke univers af reallyde og skramlende beats, der venter os. Seksmandbandet fordeler sig på scenen med hovedpersonen i front klædt ud som musling, med en stor, rund perle på maven, der sætter en hvisken i gang blandt publikum om, hvorvidt hun mon er gravid – et rygte der dog afkræftes senere, da dragten ryger af, og en ny kjole kommer på. "Numb" åbner ballet, akkurat som på pladen, og inviterer os ind et sansespækket og yderst gennemført lydunivers, der overrasker positivt. Flere af Faunas elektroniske elementer er bevaret, mens synth og trommer i det smukkeste supplement er kogt sammen med violinspil og trestemmige korarrangementer inspireret af den klassiske verden. I omtrent hvert tredje nummer placerer den gennemmusikalske musling sig ved flygelet, hvor hun legende og langt videre fra de statiske blokakkorder skaber en dragende dynamik i performancen. Særligt under “Frostbite” og “Koo Koo” indkapsles de mystiske kompositioner, der tager Fauna til nye højder og bekræfter, at det er hendes hidtil største værk, mens hittet "Heavy Eyes" aldrig har lydt bedre.

Hele salen er med, mens vi lettere hypnotiserede føres kronologisk igennem pladens tolv numre. Aftenens forførende set-up og ikke mindst de fængende harmonier fører os gradvist dybere ind i værket, hvor ingen numre falder igennem de nye fortolkninger af det gamle. Efter en lille time forsvinder Oh Land i en let og fri bevægelse lig sin vokals ubesværede fraseringer sammen med sine korpiger, Katrine Muff og Katinka Fogh Vindelev, om bag bagtæppet til den tryllebindende "Deep-Sea". De er væk til sangen rinder ud, hvorefter der lyder et bevæget "Tak til Fauna".

Slutningen af en æra

Der bliver bukket og nejet på scenen og hujet og klappet i salen, mens et tøjskifte og et fornyet blik i øjet hos bandet bevidner, at koncerten ikke har nået sin vejs ende. Opførslen af Fauna er afrundet for første og sidste gang, og det er tydeligt at fornemme Oh Lands kærlighed til pladen og de ti år, den repræsenterer – heriblandt det sidste, der ifølge hende selv har været det "sværeste i mit liv". Der melder sig da også en helt særlig respekt og opmærksomhed rettet mod scenen til upremieren af den personlige "Human Error", hvis ærlige tekst om at blive skilt med et lille barn i hænderne efterlader de fleste øjne våde, ikke mindst hos sangerinden selv. Herefter følger en række af de mere velkendte numre, som "Head Up Higher", "Wolf & I" og "Renaissance Girls", der desværre trækker aftenen en smule væk fra Faunas mystik til en mere hitskåret popfest.

Det magiske lå i den råde tråd, der smøg sig i gennem koncertens første halvdel – netop fordi der blev kredset om det samme album, der i forvejen bærer et relativt enstonende (dog langt fra kedeligt) udtryk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA