x
Den nye Go Go Berlin-lyd fører formentlig til bandets endelige gennembrud

Go Go Berlin, Tobakken, Esbjerg

Den nye Go Go Berlin-lyd fører formentlig til bandets endelige gennembrud

Anmeldt af Alexander Hemstedt | GAFFA

Oprindeligt skulle koncerten spilles i Tobakkens multisal, som kan rumme næsten lige så mange mennesker som store Vega (red. 1.300 publikummer) i København. Et lidt svigtende billetsalg i Danmarks femtestørste by og omegn har ført til, at koncerten blev flyttet til Tobakkens intime lille sal med en kapacitet på 250 stående publikummer. Her mødes man i øjenhøjde med den optrædende kunstner, og det hele er endnu mere autentisk i en ægte klubkoncertatmosfære.

Selvfølgelig kan man også forklare de ikke afsatte billetter med, at GGB ikke har udgivet nyt materiale siden 2015 i form af albummet Electric Lives ud over den alternative version af singlen Maybe Tomorrow i 2017 og Here Comes the Darkness i 2018 i form af en YouTube-video i samarbejde med Red Bull Music og GAFFA (se videoen her). Derudover var bandet headliner på Made in Esbjerg-festivalen også i 2017. Derfor har den ene eller anden potentielle billetkøber i Esbjerg og omegn nok tænkt: ”Hvorfor skal jeg købe billet? Jeg venter med at købe en GGB-billet, til bandet udgiver ny musik.”. Forståeligt i nogenlunde grad. Man glemmer dog ved denne tankegang, at Go Go Berlin er et fremragende live-band, der leverer gang på gang. Det er også tilfældet i Esbjerg denne kolde torsdag aften.

Et nyt album er netop på vej og bandet har ved flere lejligheder erklæret, også i GAFFA-interviews (læs her og læs mere her), at man er godt i gang og har måske endda materiale til hele tre nye album. O.C.E.A.N.-turnéen med sine to dele her i efteråret 2018 og til foråret 2019 kan forstås som en form for opvarmning og appetitvækker for at promovere et ikke endnu udgivet album.

Smagsprøver fra det nye album spækket med gamle lækkerbiskener

Koncerten begyndes med netop den nye sang The Ocean, der starter sættet og stemningen stille og roligt op. Iørefaldende er den mere elektronisk-vægtede lyd, hvor pianist Anders Søndergaard har fået meget mere plads i bandets lydbillede. Dette virker forfriskende.

Det kræver meget mod og troen på sine egne musikalske evner, når man starter en koncert med to for publikum helt ukendte sange. For undertegnede at se er det kun selveste Rammstein (red. Ramm4) og hr. og fru Danmarks jyske yndlinge Nephew (red. Grundvold), der har gjort det samme på deres sidste turnéer, og der virkede det fremragende hos de tyske giganter og måske mindre godt hos Simon Kvamm og Company. Hatten af for Go Go Berlin i dette tilfælde. Esbjergenserne tager godt imod bandet og de nye numre, og klubkoncertatmosfæren er allerede til stede.

Synergien mellem publikum og band

Der er en god energi, og det er hele bandets fortjeneste og ikke mindst forsanger Christian Vium, der oprigtigt og autentisk virker glad for at stå foran publikum og viser sin spilleglæde. Efter de to første endnu ukendte numre får vi et par GGB-lækkerbiskener i form af sangene Kill Me First, Gimme Your og Electric Lives. Alle tre sange er i skabet og viser det mange gange bekræftede kæmpestore (live-)potentiale, dette band har. Ikke kun på det danske marked, men særligt også i udlandet, særligt på verdens tredjestørste musikmarked, Tyskland.

Den nye Go Go Berlin-lyd

Derefter får vi endnu et nyt, men takket være GAFFA og Red Bull Music ikke ukendt nummer i form af Here Comes The Darkness, som måske forklarer den nye Go Go Berlin-lyd i en nøddeskal: Meget mere synthesizer og keys parret med elektroniske trommer, en lækker guitar og en smooth el-bas, der danner rammerne for, at Christian Viums stemme oven over kan komme til sin ret. Vi taler dog om en forholdsvis stor lydforandring i forhold til albummene New Gold og Electric Lives. Lydforandringen minder undertegnede meget om den store forandring som hos for eksempel svenske Mando Diao, der gik en helt anden vej med deres meget elektronisk baserede album Aelita efter det rockede album Give Me Fire!. Aelita splittede i dén grad vandene i sin tid.

Det samme eksempel kan høres ved netop GGBs alternative version af sangen Maybe Tomorrow, der kommer efter Here Comes The Darkness. Masser af lidenskab og passion i Viums sangstemme, der bevidst underbygges af musikken. Mikkel Dyrehaves guitarsolo til sidst i sangen passer perfekt til at cementere følelsen af længsel. Det lyder som et ganske enkelt koncept i teorien, i praksis derimod er der mange fælder og disse fælder falder GGB netop ikke i, men præsterer nogle rigtig gode sange, som formentlig vil appellere til et endnu bredere publikum end hidtil.

Selvfølgelig vil også nogle gamle fans af de første album ikke synes om denne nye mere elektronisk prægede synthesizer-lyd. Men hvad vil man have? Et band med musikere, der videreudvikler sig, eller et orkester der forbliver stående? Undertegnede er splittet, da dette afhænger fra band til band. Hos for eksempel Volbeat er alt, der kom efter albummet Guitar Gangsters & Cadillac Blood ikke særlig godt og alt for poppet for anmelderen at se – men dette er netop smag og behag. I Go Go Berlins tilfælde er de nye lydelementer for mig at se yderst forfriskende og holder.

Klimaks og en god koncertaften

Koncertaftenen afsluttes med yderligere to nye sange, Love Me og See The Light og klassikerne Castles Made of Sand, Kids og Raise Your Head. Ved Castles Made of Sand får vi fællessang og ved Raise Your Head klimaks i vores klubkoncertatmosfære. Alt i alt en rigtig god koncertaften på Tobakken i Esbjerg denne torsdag aften. Vi kan glæde os til det nye Go Go Berlin-album og håber på flere informationer snart.

 

Sætliste:

The Ocean

Go On (Forever)

Kill Me First

Gimme Your

Electric Lives

Here Comes the Darkness

Maybe Tomorrow

Love Me

Castles Made of Sand

See the Light

Ekstra:

Kids

Raise Your Head

 

Lineup:

Christian Vium – Vokal, guitar

Mikkel Dyrehave Hansen – Guitar og backing-vokaler

Anders Søndergaard – Keys og backing-vokaler

Christoffer Møller Østergaard – Trommer, percussion og backing-vokaler

Nick Lee – el-bas


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA