x
ANMELDELSE: Der står én, enestående

Damo Suzuki & Himmelrum , Momentum, Odense

ANMELDELSE: Der står én, enestående

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

I en tid hvor alt er tilgængeligt altid, er der så noget mere værdifuldt end enestående oplevelser? Når man går fra at se gode film, til at se gode teaterstykker eller, mere passende, når man går fra at lytte til gode album til at opleve gode koncerter. Man bliver hurtigt bevidst om følelsen af aldrig rigtig at få lige præcis den oplevelse igen. Der vil altid være gradbøjninger og man får garanteret muligheden for se det band spille igen på et andet tidspunkt. Japanske Damo Suzuki, kendt primært som forhenværende forsanger i Can, har fået et nærmest religiøst forhold til den umiddelbare menneskelige oplevelse af nuet, hvilket naturligt har ledt mennesket til at danne Damo Suzuki’s Network. Konceptet er uhyre enkelt, Suzuki rejser rundt i verden for at møde og spille koncert med bands, der passer ind i hans syrede og improviserede stemningsfyldte lydunivers. Suzuki synger og de andre spiller.

Da Suzuki kom til Danmark var de andre, der skulle spille, bandet Himmelrum. I Teater Momentums intime og charmerende gamle biograf, var der en rådden lugt og en asen og masen for at få alle de spændende og spændte personligheder ind foran scenen. Det er forskelligt for alle, hvor grænsen går mellem blot interessante eksperimenter og hjemligt betagende musik. Det disciplinerede publikum lod dog til at lade sig rive med af begyndelsen med kun trommeslager og violinist og de tilhørende strittende ører dirrede for at finde ud af hvor på spektret vi befandt os denne aften. Skulle det være endnu en Thurston Moore-lignende seance med skår i glæden eller var vi på vej ud i Momentum Musik, når det er helt uovertruffent som en enestående koncertoplevelse.

Som Darren Solomons "In B flat" eller Kutimans lydcollager blev Himmelrums og Suzukis lydflader sat op mod hinanden på allermest organiske facon. Det var mageløst hvordan Damo Suzuki langt fra overtog scenen og kun i enkelte øjeblikke fik lyden til sin stemme, der var mærkbart og betydeligt utydelig. Strittende ører kunne engang i mellem opfatte messende mantraer som “I wanted to love her” eller “when I go down”, men var det virkelig det eller var det bare ørernes behov for mening i den improviserede syrerocks rorschach-tegninger? Det var vanskeligt at opfange, hvor meget der opstod i øjeblikket og hvor meget der var opstået i lydprøverne eller i sammenspillet før publikum dukkede op, netop fordi musikken var perfekt placeret i det grænseland, hvor hjernen leger og desperat opsøger mønstre.

Enten var du fanget eller også var du ikke. To guitarer sprang frem fra tid til anden, små støjflader fra et keyboard stak til en vokal der vekslede mellem Tom Waits og Bobby Mcferrin og i koncertens front var trommer og trompet. Det var en udsøgt menu med tematik uden at være insisterende. Efter en god halv time med abstrakt stemningsmusik slog trommerne over i et tempo man næsten kunne rokke til og Suzuki, guitarer, trompet og keys fulgte trop. Der var enkelte steder, hvor ændringer var for abrupte men også absolut forventelige for en koncert, der skal forestille at være fremstillet i nuet. Og det var svært at tro, for det virkede så vellykket.

Der var et enkelt ophold i musikken, hvor Damo Suzuki eksisterede i nuet uden musikken med vittigheder om det dyre Danmark og tanken om at spille alt det forløbne i baglæns rækkefølge. Anden del var langt mere en hyldest til Can og krautrocken i bonus. Den buldrende stemning af ældgamle naturkræfter var udskiftet med dronede rytmer og nogle lytteværdige riffs. Der var for en stund nogle udvekslende blikke mellem guitaristerne.

Som en af de bedste siddekoncerter i mands minde var man hurtigt i trance eller kamp eller omfavnelse med den udfordrende musik. Fordi lyden var så vekslende mellem genkendeligt og fremmed blev hver en bevægelse distraherende. Hver eneste gang der skulle hentes øl eller tisses eller filmes, var der en lille knivspids frustration over at man skulle bruge sine dyrebare koncentration til at registrere sine omgivelser. Et host, en latter og lidt småsnak var derimod egentlig bare kærkomne tilføjelser til lydbillederne. I øvrigt virkede Momentums omgivelser i den gamle biograf aldeles afgørende for at man kunne få stilheden til at sænke sig over den fine koncert. Selv band og Damo var fastlåst i deres æteriske gruppesamtale.

Sjældent har en koncert været så finurlig og vedkommende, at tiden er fløjet af sted. Og det på trods af den selvfølgelige mangel på hooks og gentagelser og i sidste ende renspillet musik. Man kunne have savnet, at koncerten bevægede sig ud i nogle flere følelser, og at Suzuki evnede det vrede og for alvor spontane midt i de mere indelukkede og dybfølte stemninger. Som enhver anden fornem og enestående oplevelse virkede slutningen brat og nærmest ufortjent op imod det, som er foregået. For Himmelrum har dette været en mulighed og en milepæl i bandets udvikling mens det næsten bare var en nødvendig fredag i Danmark for Damo Suzuki, der fortsætter sin søgen eller sin pligt i at spille sjælen ud rundt omkring i verden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA