x
ANMELDELSE: Autentisk forførende tyrkisk klarinet

Cüneyt Sepetci, Alice, København

ANMELDELSE: Autentisk forførende tyrkisk klarinet

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jeg havde egentligt troet, at jeg bare skulle have anmelde en fest. Cüneyt Sepetçi er kendt som en bryllupsmusiker i Tyrkiet, men har på det seneste fået anerkendelse og spillejobs i Europa også. Han har tre udgivelser til sit navn, hvor den seneste hedder Bulgar Gaydas. I stedet fik jeg set en koncert, der som et maleri var skøn at se på, såvel som smuk at høre på. Helt uprætentiøst fik Sepetçi inviteret de fremmødte ind i musikken. Festen udeblev ikke, men var betinget af en høj musikalsk kvalitet.

På den anden side af kitsch

Ud på scenen træder denne herre i et stort jakkesæt med blankpolerede sko. Her står han i et rødt spotlys med en hvid klarinet under sit karakteristiske overskæg. På hans flanke sidder Volkan Sever med en synthesizer, der skal stå for hele backingtracket. Det er det minimale set-up. Ingen fancy lys. Intet overflødigt på scenen – ud over en klaverstol, der tjente som "stativ" for klarinetten. Det kunne være en scenografi fra en David Lynch-film. Det lignede det. Bare ikke spor mærkeligt og fremmedgørende. Tværtimod er det sympatisk og inkluderende.

Hvad er musikken så for noget? En ting, jeg bekymrede mig for, om det ville blive plastisk og kitsch med en trommemaskine og synth som det eneste akkompagnement. Uden tvivl kunne det have været fedt at høre musikken med rigtige trommer. Men det havde ikke nødvendigvis været bedre. Cüneyt Sepetçi spiller improviserede arabeske melodier, mens Volkan Sever lægger akkorder under, hvis han ikke spiller med på improvisationen. Tempoet er raskt og rytmen skæv, så musikken nærmest tumler af sted. Selvom jeg pligtopfyldende har lyttet, hvad der fandtes af optagelser igennem, kan jeg kun identificere enkelte passager, der minder om noget fra optagelserne. Den ene undtagelse er det tredje nummer, der er et cover af surfrockeren Dick Dales ”Miserlou”.

Mens ”Miserlou” bliver spillet, bliver der stille og roligt lagt op til aktivitet i publikum. Foran scenen står folk i en bue, som om man er bange for at optage pladsen lige umiddelbart foran kunstneren. Den form for disciplin gør, at den første der bryder ud for at danse eller bare komme tættere på, altid vil blive en del af showet. Det kan godt være en lidt nervepirrende. Heldigvis er der en kvinde, der tør danse, som om ingen kigger. Og når disciplinen først er brudt, kommer der andre til. På et tidspunkt står de to musikere bare og betragter publikum danse, mens backingtracket kører. Det er, som om de ikke helt forstår det. Nok også fordi det ikke er alle, der danser, som man plejer at gøre i Tyrkiet. Alligevel er det en skøn forening, og de, der ikke danser, nikker. Mellem numrene bliver der klappet, og Cüneyt Sepetçi løfter sin højre hånd og bukker let med et taknemmeligt smil.

Musikken skabte fællesskab

En gængs orientalsk fantasi er billedet af slangetæmmeren, der forfører slangen med sin fløjte. Billedet er dog også en god beskrivelse af, hvad musik faktisk kan gøre. God musik er ikke bare konsonans mellem toner. Det skaber også en fælles mental tilstand mellem publikum og kunstner. Denne mentale konsonans kan man som kunstner ikke give et publikum uden først at kunne føle publikum. Musikken bliver et ordløst samtykke om, at man kan nyde den uforstyrret. Uden at være anmassende får kunstneren et tøvende publikum til at danse og nyde musikken.

Musikere er som regel – sammen med musikanmeldere – de mest ligegyldige mennesker, der findes. De kan ikke lade være med at ævle løs, både for at camouflere, at bandet står og stemmer, men endog også over musikken. Sepetçi spillede bare. Og i en verden, hvor vi konstant bombes af ord, er det uvurderligt bare at kunne lytte, tænke eller måske slet ikke tænke i lidt over en time.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA