x
En syntetisk triumf i et psykedelisk suk

MGMT, Store Vega, København

En syntetisk triumf i et psykedelisk suk

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

At MGMT skulle komme tilbage i så høj grad, som de gjorde det i år, ville have fået selv den mest åndsforsnottede Pitchfork-anmelder til at grine sin røv i laser. At de samtidig skulle lave et af årets bedste plader er decideret uhørt. Alligevel er det sket ,at Andrew VanWyngarden og Ben Goldwasser er kommet tilbage i stratosfæren med albummet Little Dark Age. I sin blanding af samtidssatire og en nærmest skamløs hyldest til alt, hvad der rører sig af kreative indslag i 80’ernes synthpop cementerede pladen endnu en gang MGMTs klare force: Det skarpe, eksperimenterende og fængende pop-hook. En arv, som bandet ellers insisterede på at smide fra sig på pladerne, der fulgte debuten Oracular Spectacular. Disse plader kan godt ses som interessante eksperimenter ud i psykedelisk musik – men de led oftest under problemet, at der var så mange andre, der gjorde det bedre end dem. Det er derfor to slagne, hjemvendte popsoldater, der går på scenen i udsolgt Store Vega en råkold tirsdag aften.

Det psykedeliske fonduesæt
Det er en underlig oplevelse at se MGMT live. En god, men underlig oplevelse. Det minder mig på en sær facon om første gang jeg fik serveret fondue. Det er ikke umiddelbart noget, man havde regnet med at nyde, og det er ikke alt, man bliver udsat for, der smager lige godt, men det der smager godt kunne man æde sig ihjel i. Numrene fra de to psykedeliske plader Congratulations og MGMT truer indimellem med at punktere totaloplevelsen, der ellers opstår, når højdepunkterne fra debuten og Little Dark Age går hånd i hånd. Stemningen er ellers høj, da bandet går på scenen og hilser kejtet. Og dog vælger de at åbne et potentielt euforisk bal med den psychfolkede ”Alien Days”. Et nummer, der åbner MGMTs klart svageste plade (den selvbetitlede) i et psykedelisk univers, som alle fra The Flaming Lips til Animal Collective har gjort mere interessant. Så står MGMT bare stærkere, når de graver de synthpoppede skæringer frem og lader dem skinne, som de bør. For her er VanWyngarden og Goldwasser ikke bare dygtige. De er decideret fænomenale.

Vi får allerede i aftenens anden og tredje skæring leveret den fest, vi havde håbet på med den komiske ”When You Die” og storhittet ”Time to Pretend”. Og så er det ellers fuld fart over stemningen, der eskalerer i takt med den animerede hjort med neon-gevir, der løber rundt på bandets bagskærm. Til gengæld får vi også den lange progressive ”Siberian Breaks”, der på papiret er enhver musikanmelders våde drøm. Et 12 minutter langt nummer med otte forskellige variationer. Men sangen virker bare aldrig rigtig som det magnum opus, MGMT gerne vil have den er, og bandet punkterer i stedet for den stemning, som de lige har bygget op med ”Time to Pretend” og ”James”. MGMT duer ikke som neopsykedeliske hippier, der tweeter om stjernestøv.

Det syntetiske oprør
Bedre bliver det på ”Little Dark Age” som står som en af bandets bedste sange overhovedet, en sang der desværre trækkes lidt ned af en ret noller lyd, som truer hele aftenen. Derefter punkterer stemningen lidt igen, da VanWyngarten overlader mikrofonen til Goldwasser, siddende yderst på scenen til en ellers fin version af den rolige ”When You’re Small”. Selvom det er charmerende er det også frustrerende. For når MGMT leverer, så leverer de en fandens god oplevelse. Den afsluttende tretrinsraket ”Electric Feel”, ”Me and Michael” og ”Kids” leverer en ekstatisk psych-popfest, der kryber helt ind under huden.

Det er på en eller anden facon imponerende, hvor meget energi bandet lægger i de singler, der gjorde dem kendte, og endnu ikke er faldet for ”Creep-faktoren". MGMT står til topkarakter, når de smider den quirky lo-fi rock og lader synthesizerne tale helt for sig selv, og højdepunktet kommer i afslutningen på ”Kids”, hvor nummeret trækkes ud i et knusende og opløftende rave-crescendo, der giver selv mit lungebetændelsesramte korpus lyst til at drukne i det syntetiske oprør. Madchester ad libitum.

Crowdsurfende badeand
Bandet giver endelig slip på den lettere indelukkede stemning på scenen under ekstranummer-sættet og lader publikum indenfor i deres univers. Således har en badeand været placeret på en plyssvamp foran på scenen hele aftenen (don't ask!), og først nu bliver installationen italesat. Det viser sig at være en ”encore-duck”, og vi får allernødigst lov til at hjælpe anden med at crowdsurfe under aftenens sidste nummer, ”Weekend Wars”. Før denne sære misere disker bandet også op med deres telefonskritiske ”TSLAMP”. En sang, der handler om al den tid, man spilder med at kigge ned i sin telefon. Nogenlunde samtidig står fire kvinder omkring mig og snapper sangen på deres telefoner. Det kan ikke blive mere meta, mine damer og herrer.

MGMT leverede en charmerende og ind i mellem sønderknusende koncert, når de lod de hæsblæsende popmanifester glide ud i stratosfæren. Men samtidig mistede de momentum, når de forsøgte at stå distancen som eksperimenterende prog-poppere. En glimtvis genial aften i selskab med de amerikanske legebørn.

Sætliste:

  1. Alien Days
  2. When You Die
  3. Time to Pretend
  4. James
  5. Flash Delirium
  6. Siberian Breaks
  7. Little Dark Age
  8. When You’re Small
  9. Electric Feel
  10. Me and Michael
  11. Kids

Ekstra:

  1. Congratulations
  2. TSLAMP
  3. Weekend Wars

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA