x
Energisk og veloplagt stortalent

,

Energisk og veloplagt stortalent

Anmeldt af Lauge Elkjær Larsen | GAFFA

Klokken var præcis 20:00, da opvarmeren, den talentfulde IDK, indtog scenen iført en maske. Den 26-årige rapper er godt på vej til at blive den næste store stjerne. Det beviste han i den grad også på scenen søndag aften. Meget ligesom Denzel Curry spænder IDK's musikrepetoire bredt, hvilket han udnyttede til pomp og pragt. IDK forstår at varme et publikum op og er særdeles god til at inkludere alle de yderst energiske fans. Det var derfor lidt ærgerligt, at ventetiden efter IDK's perfomance var en anelse for lang, hvilket var årsagen til, at de fleste fans i den udsolgte sal faldt en anelse til ro igen. Jeg havde gerne set Denzel gå direkte på scenen lige bagefter. Jeg ved, at han var klar, for under IDK's opvarmning lavede Denzel et rullefald ind på scenen, hvorefter han tilbragte omtrent et halvt minut sammen med IDK. Sjov idé, der virkede temmelig spontan. 
 
Denzel Curry overtager scenen
 
Denzel åbnede ballet, på passende vis, med intronummeret "TA13OO", fra sit seneste album under samme navn. Et album, der har taget Denzels karriere til nye højder og et album, som er en af mine personlige favoritter fra i år. Han var iført en gul hættetrøje, men den blev hurtigt flået af. Der var stegende hedt i Lille Vega – alt for varmt. Heldigvis var 23-årige Denzel Curry så venlig at uddele vandflasker til et par stykker fra det svedende, men ikke mindst entusiastiske publikum. 
 
Det er svært præcist at skulle beskrive Denzel Currys musikalske stilart. Beatsene kan til tider minde om SoundCloud-rap, men Denzel er bestemt ingen SoundCloud-rapper. Hans tekster er langt over niveau, og til tider finder han sig selv over andre former for beats end sine karakteristiske velproducerede trapbangers. Tracks som "Sirens" med J.I.D og "Cash Maniac" har en anden tilgang til produktionen og det overordnede lydunivers, hvilket er forfriskende, både til en koncert og på et album. 
 
Højdepunkter fra den veloplagte entertainer
 
Denzel var utrolig god til at få publikum med, og alle i salen blev en aktiv del af koncerten. Han arrangererede moshpits (og du kan tro, der var moshpits!), talte med publikum og udstrålede en smittende energi. Han spurgte blandt andet crowden om, hvad de synes om rapscenen i øjeblikket. Denzel forklarede selv, at han respekterer alle, men, at han også har sine problemer med sin egen generation af rappere. Nummeret "Percs", et kritisk track om nutidens hiphop, blev herefter spillet for fuld udblæsning. Andre højdepunkter var numrene "Sumo", "Clout Cobain", "ULT" og selvfølgelig "Ultimate". 
 
Et andet højdepunkt på aftenen var, da Denzel lavede en hyldest til sin afdøde ven, XXXTENTACION. Han gav den populære rapper et par ord med på vejen og spillede blandt andet "#ImSippinTeaInYoHood" og "Look At Me!". Imellem moshpits og kaoslignende scener fandt jeg dette som et smukt moment.
 
Imponerende 
 
Hvad der imponerede mig mest var Denzel Currys evne til at springe rundt på scenen, imens han på fornemmeste vis rappede hvert eneste ord - selv på sine allerhurtigste og mest krævende passager. Det så let ud, og Denzel udstrålede overskud. Han har et gigantisk talent på alle parametre. Han kan performe, skrive geniale tekster, og hans flow samt energi er absolut topklasse. 
 
Det hele sluttede af med, at Denzel takkede publikum for deres tilstedeværelse, hvorefter han gik om bag scenen. Selvfølgelig kom han tilbage med et ekstranummer. Et sidste brag! Eller rettere sagt "Vengeance". 
 
Alt i alt en rigtig god koncert. Denzel Curry er uden tvivl en af nutidens bedste hiphopartister, og det fik han i den grad bevist. Han er fuld af energi, men selve det musikalske aspekt bliver på ingen måde ofret af denne grund. En ære at se ham live! 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA