x
Napoleon Solo: Open Channel D

Napoleon Solo
Open Channel D

ANMELDELSE: Uptempo ska og 2-Tone med danske Napoleon Solo

GAFFA

LP / Jump Up Records
Udgivelse D. 31.12.2018
Anmeldt af
Henrik Bæk

Der skulle gå næsten 30 år, inden de danske ska-veteraner Napoleon Solo skulle udgive et nyt album, men der er på ingen måde skruet ned for hverken tempoet eller spilleglæden fra det otte mands store band fra København.

Det var i sommeren 1984, at bandet blev dannet med rødder i britisk 2-Tone, jamaicansk ska og amerikansk soul. Bandet tog navnet Napoleon Solo – opkaldt efter hovedpersonen i den amerikanske tv-serie The Man from UNCLE. 2-Tone-genren er en uptempo udgave af den langsommere jamaicanske ska og var i disse år blevet kendt gennem britiske bands som Bad Manners, The Beat, The Specials, Selecter og Madness.

I de første par år var bandet en fast del af det hjemlige reggaemiljø, men i de følgende år slog bandet også igennem internationalt med en række succesfulde turnéer i Tyskland og England. I 1988 optrådte bandet på The London International Ska Festival og blev samme år kåret til et af de ti bedste ska-bands i verden af det anerkendte engelske musikmagasin New Musical Express. I 1989 udgav Napoleon Solo albummet Shot! i Danmark, England og Tyskland.

Efter en pause på 10 år vendte bandet tilbage i 2009 i forbindelse med Copenhagen Ska Convention og har siden da spillet adskillige koncerter, blandt andet som opvarmning for The Specials i Vega.

Albummet Open Channel D er det første hele album siden 1989 og bemærkelsesværdigt nok med stort set samme opsætning som fra 1984.

Selvom de otte herrer med årene er blevet lidt mere gråhårede, så kan det ikke høres på spilleglæden, der stadig smitter som en farlig influenza i vintermånederne. På albummets 13 numre er bandet stadig loyal overfor deres 2-Tone/ska sound, og selvom der hovedsageligt er tale om nyt materiale, så er der også givet plads til nye versioner af tidligere live-baskere som 0059, Nobody Told Me, House Conflict og Video Brainwash.

Albummet kickstarter med det dansevenlige All I Need, der oplagt lægger stilen for resten af albummet, der byder op til dans, så på med den sorte habit, den hvide skjorte, de sortpudsede dansesko og den sorte Trilby hat for "the ska-fever is here".

Open Channel D er produceret af bandets sanger og guitarist Jasper Holst Jørgensen i samarbejde med bandet og indspillet i The Bunker i København. Stanley Getz II har masteret albummet i Getzone LLC i Texas, USA.

Open Channel D er ude på amerikanske Jump Up Records og tyske Pork Pie Records – både på vinyl og cd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA