Various: Step Forward Youth – Roots Masters From The Punky Reggae Party

Various
Step Forward Youth – Roots Masters From The Punky Reggae Party

Greensleeves Records præsenterer reggae-klassikere på samlebånd

GAFFA

2 x CD / Greensleeves Records
Udgivelse D. 18.01.2019
Anmeldt af
Henrik Bæk

Normalt så er opsamlingsalbum kendetegnet ved at de typisk kun rummer numre, som det pågældende selskab, selv tidligere har udsendt.

Sådan er det imidlertid ikke med Step Forward Youth – Roots Masters From The Punky Reggae Party, der er udsendt af det engelske Greensleeves Records, der sidste år kunne fejre 40 år jubilæum indenfor reggaegenren. Albummet rummer 36 reggaenumre fordelt på en dobbelt CD – alle fra den spændende innovative periode i reggaemusikken – kaldet The Golden Era Of Reggae Music fra 1976 – 1979.
Selvfølgelig er der givet plads til Greensleeves klassikere som Capital Letters UK Skanking (12’ mix), Reggae Regulars The Black Star Liner og Ranking Joes Drunken Master, men ellers så er alle øvrige numre udsendt på forskellige pladeselskaber. Her finder man blandt andet Augustus Pablos blytunge dub King Tubby Meets Rocker Uptown, Horace Andy & Jah Stitchs insisterende Zion Gate, Junior Byles tophit Fade Away, Cultures visionære Two Sevens Clash, Steel Pulses tankevækkende Ku Klux Klan og Aswads Three Babylon, der handler om politiforfølgelse.  

Om baggrunden for henvisningen til punkgenren så skyldes dette, at såvel punk- som reggaegenren eksploderede i England tilbage i 1976 med et ægteskab, der skulle vise sig at holde i mange år fremover. Punk- og reggaekunstnere teamede i disse år ofte sammen om events som RAR (Rock Against Racism) og Anti Nazi League og spillede ofte til de samme koncerter. Begge grupper følte sig udstødt af det etablerede samfund og blev forfulgt – reggaefolket på grund af hudfarve og dreadlocks – punkerne på grund af deres ’anti-establishment-attitude’ og ofte provokerende fremtoning. Sammen havde det de et fælles mål og musikken blev redskabet for deres kamp for anerkendelse. I 1977 sang Bob Marley således på nummeret Punky Reggae Party: 'The Jam, The Danmed, The Clash will be there – rejected by society, treated with impunity'.

Punkbevægelsen elskede reggaemusikken, hvilket især stod klart, da punkgruppen The Clash i 1977 genindspillede Junior Murvins Police & Thieves og kærligheden blev gengældt, da reggaebandet Misty In Roots i 1979 signede punkbandet The Ruts til deres pladeselskab People Unite.

Om alliancen mellem de to ellers vidt forskellige musikalske genrer kan man læse mere om i den medfølgende booklet med mere end 4.500 ord samlet af reggaehistoriker Noel Hawks, der gennem interviews med blandt andet Bob Marley, udforsker de sociale, kulturelle og økonomiske faktorer, der lå bag punk/reggae fænomenet.   

Step Forward Youth – Roots Masters From The Punky Reggae Party er et stærkt opsamlingsalbum, der på glimrende vis portrætterer en interessant epoke i musikhistorien om to stilarter, der havde det til fælles at de begge leverede musik til outsiders – spillet af outsiders.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA