Sundays: Wiaca

Sundays
Wiaca

ANMELDELSE: Kvalt debut i folkpoppet sovs

GAFFA

Album / Celebration Records
Udgivelse D. 26.01.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Moderne folkpop er desværre præget af en knugende tendens til tomhed i produktion og udførsel, der går ud fra en midtersøgende trang til at ae lytteren pænt. Danske Sundays, med den velmenende Magnus Jacobsen i front, formår ikke at nå de højder, som idolerne har sat, på deres debut. De meget følsomme og egentlig fine sange bliver konstant kvalt i et totalt overproduceret tapet af pladder.

Alt for tit mudrer tusinde synthesizere og kor-stemmer sammen med de akustiske guitarer og skaber en FM-bølge af kedsomhed, der lader ens tanker flyde ud i dosmersedler, rengøring og opvask. Interessante er Sundays først, når de på ”Passengers Choir” bruger loopende elektronik a la Radioheads A Moon Shaped Pool eller på pladens stærkeste sang ”Whenever There is Time”, hvor rytmebunden er baseret på akustiske samples og en rytmisk funderet melodi. Dette bryder med resten af pladens kransekage-kvalme.

Værst bliver det på den afsluttende, forvrøvlede "Don't Call Me Jesus", der handler om Jacobsens problemer med at have fødselsdag den 24. december. En ting er at føle sig overset på grund af juleaften, men en anden ting er at føle eksistenslede, fordi man deler fødselsdag med Kristus. Jeg føler heller ikke, at jeg skal leve op til Thorvald Staunings idealer, bare fordi jeg er født den samme dag som ham. Det virker, rent ud sagt, dumt. Vi ved godt, du ikke er Jesus!

Jeg er ret sikker på, at Sundays er inspireret af genrens sværvægtere, men lydbilledet minder mere om Ed Sheerans softrock-singler eller Mumford and Sons' storslemme banjohelvede. Placerede man de her sange i et mere råt, rootspåvirket lo-fi landskab, ville det være anderledes spændende at lytte til dem. I stedet får man en debut, der kvæles af sine egne, højtravende ambitioner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA