x
Kogende fusionsgryde

Dinosaur, Teater Momenum, Odense

Kogende fusionsgryde

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Med London som epicenter oplever britisk jazz i disse år en kunstnerisk genfødsel, hvor navne som Collocutor og Emanative dygtigt fusionerer jazzen med alt fra electronica til folkemusik i et fordomsfrit og mangfoldigt felt af musikalske muligheder.

Dét har man fået færten af i Odense, hvor Momentum Musik har lagt hus til en efterhånden lang række af aktører fra denne London-scene. Ja, man har endda lavet en hel lille éndagsfestival dedikeret udelukkende hertil, Jaeyide Jazz Festival, der løb af stablen første gang i august sidste år. Og tilmed med stor tilslutning fra det odenseanske koncertpublikum, hvilket beviser dens eksistensberettigelse. Især nu hvor hæderkronede Phono Festival har måttet dreje nøglen om.

Koncerten med kvartetten Dinosaur torsdag lå i fin forlængelse af Jaeyide, for orkesterlederen, den kun 28-årige trompetist og komponist Laura Jurd, betragtes af mange som en ung komet på den britiske jazzhimmel. Udover Jurd består Dinosaur af bassisten Conor Chaplin, trommeslageren Corrie Dick og ikke mindst Elliot Galvin på synthesizere, der med sin egen trio selv er et af scenens markante navne.

Dinosaur albumdebuterede i 2016 med Together, As One, der blev udråbt til en mindre jazzsensation af engelsk presse og tillige kastede en Mercury Award-nominering af sig. Sidste år udkom opfølgeren Wonder Trail til atter stor begejstring, og det var med det i ryggen, de indtog den pornopinke teaterkulisse, der udgjorde scenen på Momentum denne aften.

Den pornografiske setting var dog lidt malplaceret, for det var ikke ligefrem sexappeal, der strømmede fra prisbelønnede Laura Jurd og kompagnis lidt nørdede, rytmekonservatoriske fremtoning. De lumre omgivelser blev dog snart forvandlet til en musikalsk legestue, hvor førnævnte Elliot Galvin stjal opmærksomheden og med sin febrilske vekslen mellem klaver og synthesizer blev aftenens såvel musikalske som visuelle fikspunkt.

Vi skulle dog et stykke ind i koncerten, inden der kom rigtig kog i fusionsgryden. Ej heller syntes jeg umiddelbart at kunne genkende ret mange af de i øvrigt ganske iørefaldende numre fra Wonder Trail, som jeg ellers havde lyttet flittigt til hele dagen inden. I hvert ikke indtil den ret bedårende, folkloristiske ”Set Free”. Men der var så også vokal på, hvad der ellers generelt ikke er. Alt i alt var der lidt for lange passager, hvor musikken ligesom flød ud, og et forvirret publikum begyndte at klappe inden numrene var slut.

Allerbedst fungerede de passager, hvor Jurd og Galvin spillede op til hinanden, og hvor hendes genrehistoriske, Miles Davis'ske fraseringer mødte hans luftige synthflader. Heri lå den frugtbare fusion mellem nyt og gammelt; det, der gør Dinosaur til mere end blot en hyldest til Miles Davis anno In a Silent Way (1966). I de bedste perioder, hvor musikken ikke bare pegede tilbage, men også frem i tiden, viste kvartetten, at denne særegne dino langt fra er uddød endnu.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA