x
Psyko-pop og kølig business

Tears for Fears, The O2, London

Psyko-pop og kølig business

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er første gang, jeg på denne februar-aften i 2019 skal se popduoen Tears for Fears. Jeg har ellers kendt dem i mere end 35 år, men chancen har altså ikke budt sig før, så det er ikke uden en vis grad af nervøsitet, at jeg finder min plads i blok 111 i den store, men flotte og imponerende O2 Arena i London.

Lad mig afsløre med det samme, at Tears for Fears hverken skuffede eller fejede benene væk under mig. Roland Orzabal og Curt Smith, som ER Tears for Fears, er begge gode sangere og habile musikere, og sammen med deres backingband på fire personer leverede de en koncert fokuseret på duoens største hits, som også mere eller mindre er deres bedste numre.

Som duo har Tears for Fears udgivet fire album, og de tre mest succesfulde ligger helt tilbage i henholdsvis 1983, 1985 og 1989. Siden da har Roland Orzabal udgivet to albums under navnet, men dog uden at Curt Smith var en del af bandet, og endelig er der reunion-albummet Everybody Loves a Happy Ending (2004), som aldrig nåede de samme hitlistehøjder som duoens første tre.

Til koncerten onsdag aften er det særligt duoens første tre album, som numrene kommer fra, og publikum har tydeligvis også været med helt fra begyndelsen, da især numrene fra The Hurting (1983) og Songs from the Big Chair (1985) får folk op at stå og til at synge med. Kæmpehits som "Everybody Wants to Rule The World", "Head Over Heels" og "Sowing the Seeds of Love" sidder lige i skabet, og man kan vel sige, at det er som det rendyrkede poprock-band, Tears for Fears gør sig bedst.

Debutalbummet The Hurting bliver ellers ofte slået i hartkorn med de tidligere 80’eres synthpop-scene, men selvom The Hurting både er mere elektronisk og mørk end efterfølgerne, har Tears for Fears aldrig for alvor tilhørt den scene. Orzabal og Curt mødte hinanden som teenagere i den sydengelske by Bath, og her spillede de i en række forskellige bands, inden de fandt formlen i Tears for Fears.

Navnet er en sammentrækning af en terapiform (tears as a replacement for fears) udviklet af den amerikanske psykolog Arthur Janov, der var kendt som John Lennons psykolog i 70’erne. Og netop psykologi og mentale tilstande spiller en stor rolle i duoens tidlige tekstunivers, hvor inspirationen fra fx Talking Heads og Brian Eno er tydelig. Til koncerten fik vi ikke mindre end fem numre fra The Hurting, og samtidig med at det i undertegnedes ører er de klart mest interessante sange, er det samtidig også de numre bandet, har sværest ved at gengive live.

Især "Change" og "Mad World" (ja, det er dem, der har lavet det nummer) lider under at skulle spilles af et seks mand stort band, mens "Pale Shelter" og især "Memories Fade" går bedre. Spøjst nok er det "Suffer the Children", som går bedst hjem, for den synges af korsangeren Carina Round i en nedskaleret og afdæmpet version.

Fra 1991 til 2000 var Curt Smith ikke en del af Tears for Fears, og bruddet bestod blandt andet i uoverensstemmelser angående forretningen Tears for Fears. Duoens manager var gået konkurs og dømt for bedrageri, og uenigheden om, hvordan de skulle fortsætte førte til, at de gik hver til sit.

Orzabal fortsatte under navnet, og først i 2000, hvor de to mødtes igen for at færdiggøre nogle kontrakter, genoptog de samarbejdet, udsendte i 2004 et nyt album og har siden turneret sammen ad flere omgange, selvom Smith i dag bor i USA og Orzabal fortsat bor i England.

Om der var tale om forbrødring i 2000, da de igen blev en duo, står hen i det uvisse, men der hersker vist ingen tvivl om, at Tears for Fears i dag mest er et forretningssamarbejde og langtfra det venskab, der for 40 år siden førte de to sammen i bandet. Inden den igangværende turné opstod der pludselig tvivl om, hvorvidt Curt Smith ville være at finde på scenen. Bandet øvede i London, men Curt Smith var ikke med og vidste ikke noget om det. I fjorten dage måtte fans derfor vente i uvished, inden Smith på Twitter bekendtgjorde, at han skulle med og glædede sig til turnéen.

På scenen var det dog svært at spore den store glæde. Selvom Orzabal mellem to numre gav udtryk for, at det var en stor ære at stå på en så stor scene med så stort et publikum, var det ikke den fornemmelse, der prægede koncerten, og det var bemærkelsesværdigt, at Orzabal og Smith på intet tidspunkt havde nogen som helst kontakt med hinanden ud over deres fælles sang, som stadig er en af Tears for Fears’ store forcer.

Der er helt sikkert god økonomi i Tears for Fears anno 2019, som jo også bringer bandet forbi Roskilde Festival til juli, men måske er der trods alt en dybereliggende grund til at fortsætte et samarbejde, som måske ikke er det hjerteligste. Som Curt Smith i en af sine ganske få henvendelser til publikum sagde: ”Forskere har vist, at det er mentalt sundt at gå til koncerter. Faktisk er det sundere end yoga.” Livemusik i stedet for frygt og tårer.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA