x
Astrid Sonne: Human Lines

Astrid Sonne
Human Lines

ANMELDELSE: Introvert sommerfugleeffekt

GAFFA

Album / Escho
Udgivelse D. 16.02.2018
Anmeldt af
Jens Dræby

Albummets sidste nummer "Alta" lyder for det meste som en samling mediterende strygere, der samstemmer i en henførende trance, og det fungerer ikke for sig selv, men perfekt som en konklusion på et album af afsides rejser gennem tomrum af vand eller mørkt stof. Astrid Sonnes debutalbum imponerenr ved en træfsikkerhed og nogle minimalistiske, men særdeles effektive og alligevel nuancerede virkemidler. Human Lines er mødet mellem Arca og Amon Tobin i Skandinaviens kolde atmosfære.

Selvom albummet er frembragt af både improviserede greb og Sonnes baggrund i klassisk musik, føles værket enestående og helstøbt, særligt ved gentagne gennemlytninger. Strukturen bevarer spændingen, og numrenes længde er overbærende i forhold til deres hovedsagligt eksperimenterende karakter. Nummeret "Real" blusser op med en wobble-bas og flyder undervejs ud ambient støj og et afsides ekko af korsang blot for at opløses af en kort, simpel sample, der minder om et brudstykke fra et gammelt stykke hårdtslående tysk techno.

"Life" er en videreudvikling eller forsimpling af et Nicolas Jaar-koncept med loop på loop af noget boblende xylofonisk percussion. Sonne fortæller historier på Human Lines og belønner enhver lytters lyst til at mærke musikken midt i collagerne. Pladens mesterstykke "A Modular Body" føles fortjent, som et resultat af forhandlingen mellem Sonne og lytter og det flygtige musikalske univers. Som med "Life" er der tale om gentagne hypnotiske sekvenser, der skiller sig markant ud ved at være helt nøgne uden nævneværdig støj, blot som vekslende oscillation af rytmer og toner.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA