x
FKJ var en totaloplevelse i Store Vega

FKJ, Store Vega, København

FKJ var en totaloplevelse i Store Vega

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Når man går til mange koncerter, sker det ind i mellem, at man bare må stoppe op og erkende, at vedkommende, der står på scenen foran én, besidder et fuldstændigt enestående talent. French Kiwi Juices koncert i Store Vega Valentinsaften var en af de oplevelser. Om det var grundet årets største datingdag er uvist, men FKJ spillede i hvert fald mere end halvanden times håndspillet, elektronisk Nu Jazz fusioneret med French House, og det var både lækkert, kælent og tight as fuck.

Til trods for at det kun er knap fire måneder siden, den fransk-newzealandske multiinstrumentalist spillede for fulde sale i Pumpehuset, formåede FKJ at sælge Vega helt og aldeles ud. Det københavnske publikum havde en stærk repræsentatation af kærestepar i deres midt-til-sluttyvere og ditto vennegrupper af singler, som alle havde det til fælles, at de var ude for at nyde lillefredag og overvære en af tidens mest alsidige og talentfulde musikere på den globale scene.

På slaget 21 gik lyset ned, og en montage af sammenklippede filmsekvenser af en travl storby kom til syne på et tredelt scenetæppe, lavet af et gennemsigtigt stof. Sekvensen blev sluttet af med ordene “Environments change you. I needed a change” hvorefter silhuetten af Vincent Fenton, som FKJ har stående i passet, kom til syne i højre side af scenen ved pianoet og tog os igennem åbningsnummeret "We Ain't Feeling Time". Herefter fulgte “Losing My Way”, hvor en guitarspillende Tom Misch blev projiceret op, ligesom silhuetten af Masego gjorde det på “Tadow” mod showets slutning.

De visuelle sekvenser forblev en gennemgående del af forestillingen, hvor både klaver og elpiano var udstyret med kamera, som blev projekteret live på tæpperne i løbet af koncerten. Blev der ikke filmet på scenen, var det drømmende og livagtige montager af alt fra regnskove til svævende horisonter, der satte stemningen under numrene. En fed og anderledes måde at udnytte de visuelle virkemidler til en koncert og samtidig et udtryk for et meget gennemført show, der formåede at bringe alle sanser i spil blandt publikum.

FKJ er nemlig ikke bare multiinstrumentalist. Han er et multitalent. En musikers musiker, der har styr på de tekniske aspekter. Foruden at spille guitar, bas, klaver og saxofon synger han også med en silkeblød og følelseladet vokal. Han optræder alene på scenen, med et setup, som ud over føromtalte instrumenter har controllers og loop station tilknyttet. Alle numre blev således mixet og loopet live fra scenen, så det til tider føltes som en stor jam session, som vi som publikum havde fået lov til at træde ind i. Fenton diskede skiftevis op med soloer på både guitar, keyboard, piano og selvfølgelig signaturinstrumentet saxofonen, som alle blev mestret med kirurgisk præcision. Man kunne frygte, at lydbilledet kunne blive en smule forsimplet eller fladt, men FKJ formåede virkelig at mætte lydbilledet, og lydfladerne smeltede sammen og skabte en organisk symbiose, kombineret med en synthed elektronisk atmosfære.

Til tider var det nærmest svært at forstå, at der ikke var noget af musikken, ud over trommerne, der ikke blev spillet live. Den fåmælte franskmand virkede mest af alt som en legesyg musiker, som i manglen på et fast studie på sin tour lod kreativiteten få frit løb fra scenen og folk på Vega få noget for pengene.

Netop dette var måske også aftenens eneste anke. Med godt og vel en time og 40 minutters show blev det hele en smule langtrukkent. Derudover var det, som om ikke alle i publikum var lige gearede på også at holde fokus på scenen, når numrene blev mere stille, eller Fenton var i gang med at opbygge et nummer fra sin station. Der gik i hvert fald lovlig meget snak og fadølsstemning i den til tider, særligt de steder hvor bassen og trommerne ikke var der til at holde folk på tæerne.

Det var dog alt i alt en eminent oplevelse, som blot blev forstærket mod slutningen, hvor især fremførslen af “Skyline” i et intenst rødt lys, kronet med en fabelagtig keyboardsolo, stod klart. Ligeledes var der fuld plade til den romantisk forførende "Vibin Out With ((( O )))" og selvfølgelig gennembrudshittet "Tadow", komplet med det sexede saxofonriff, som gør nummeret til, hvad det er – en opvisning i TrapHouseJazz, som nummerets rapper Masego har døbt genren. Der er ingen tvivl om, at French Kiwi Juice besidder en X Factor, som er de færreste musikere forundt, og det bar frugt Valentinsaften på Vega.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA