Hvorfor bliver folk så sure på jer, ibens?

ibens, Lille Vega, København

Hvorfor bliver folk så sure på jer, ibens?

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Jeg har efterhånden skrevet et par anmeldelser i de år, jeg har anmeldt for GAFFA. Men jeg har dog endnu ikke oplevet at skulle forsvare en anmeldelse så meget som de 6 stjerner, jeg forleden gav til trioens nye, fremragende album carstenshenriskkristians. Af en eller anden grund er der et eller andet grundlæggende ved ibens, der irriterer rigtig mange mennesker i så høj en grad, at man er nødt til at skrive i diverse kommentarfelter, at bandet lyder som en ”kat, der bliver trukket ned ad Ringgaden”, eller at jeg giver bassist Henrik Marstal taletid ved at skrive, at han spiller ambient-synth på en plade. Om det er de efterhånden mange kontroverser omkring Marstal, Carsten Lykkes særegne stemme eller den poppede levering, ved jeg ikke, men lytter man til ibens' bagkatalog er det unægteligt svært at forstå, hvad det er der gør folk så sure.

Jeg har aldrig selv været super-fan af ibens, hvilket også var årsagen til, at carstenshenrikskristians tog fusen på mig. Jeg havde oprindeligt sagt ja til at anmelde pladen af rene nostalgiske årsager, da jeg aldrig har været overdrevet vild med ibens' tidligere plader. Ufornuft har nogle stærke kvaliteter, men faktum var at jeg med det nyeste album sad aktivt og ledte efter kritikpunkter – hvor efter jeg måtte smide det hele på jorden og kalde et mestetværk for et mesterværk. Dog holder ibens ikke helt samme momentum live, da de går på scenen i går på Lille Vega.

Forsigtig forvandling
I koncertsammenhænge står ibens som den ultimative, nedbarberede rockmaskine: Trio-opstillingen. Bas, trommer og guitar. Og det passer perfekt til aftenens åbning, som tager udgangspunkt i debut-albummets åbningssekvens med ”Mon du er” og den udødelige ”Ølstykke i november”. Netop sangene fra den plade, som udgør halvdelen af sætlisten, står skarpere live end på pladen, der desværre er præget af en ret tidstypisk halvfemser-produktion. Det står dog også hurtigt klart, at ibens er ved at rejse sig igen efter en længere pause, og de tre musikere udstråler en genert usikkerhed, der desværre også går ud over den power, som de ellers burde besidde, når konceptet er så stramt.

Henrik Marstals bas spiller en endnu mere central rolle live, og man kan sige meget om mandens mange meninger – men bas kan han sgu godt spille. Carsten Lykke besidder et naturligt talent for en god publikumskontakt, der aldrig bliver for meget, og så klæder den hvide Telecasters singlecoil-lyd i øvrigt både de gamle og nye sange. Jeg savner personligt lidt mere slag i trommeslager Kristian Obling Høeg. Manden spiller rigtig fint, men en anelse for forsigtigt, og både Lykke og Marstal mønstrer intensiteten i deres spillemåde efter trommesættets naturlige volumen (klassisk rocktriodynamik), men det gør desværre, at ibens aldrig når at rocke helt igennem på de mere slagfærdige numre.

Lad os ta’ langt, langt bort
De nye numre skinner på pladen, men lider samtidig lidt under det manglede ambient-finish, som er et væsentligt virkemiddel på carstenshenrikskristians. Den effektive hybrid mellem den håndspillede poprock og Eno-ambiens mangler live, og det er lidt synd for de mange fine sange, som vi ellers får ret så mange af. Midt i sættet får man et medley fra det ellers glemte, Marstal-løse andet album Maskulin, som egentlig ikke står så stærkt, mens især ”Europcar” er en reminder om, hvor undervurderet et album Ufornuft var, med sit drømmende refræn.

Skal man være helt tørvetrillende, kunne man godt have ønsket sig, at flere sange fra dette album blev luftet live – eksempelvis titelsangen, ”Bus nr. 5” og ”Nangijala”. Men fokus er på debuten og de nye sange, hvor især ”Ej, ser du virkelig sådan ud” starter en overraskende fællessang, med sin ironiske kommentar til onlinedating – mens ”Langdistanceforholds” omkvæd sætter gang i rockdrømmene hos publikum. Den klassiske sang om ”Solveig” afslutter mainsættet, og jeg er ovebevist om, at Carsten Lykke under hele sangen havde fået både Solveig og resten af Lille Vega til at synde.

Den blå cykel, der aldrig blev fundet
De obligatoriske ekstranumre leveres på en lidt mere afslappet facon, og det lader til, at bandet rent faktisk har fået spillet sig varme, hvilket ”Dødssyg søndag” glimrer ved, mens vi får en lettere omarrangeret intro til bandets gennembrud: ”Jeg savner min blå cykel”. En sang, som jeg kan forestille mig har været lidt af en lænke om halsen på bandet. Lidt ligesom ”Creep” for Radiohead. Men Carsten Lykke tager det med oprejst pande, selvom han fortæller publikum, at han rent faktisk er ret ligeglad med den pågældende cykel her 22 år efter.

At bandet stadig spiller sangen, med samme pondus som i 1997 er alligevel bemærkelsesværdigt, og ibens slutter hele festen af med den nye ”Hvorfor er folk så sure på dig, Henrik?”, hvis tekst er en nødvendig italesættelse af Marstals kontroverser – dog uden på nogen måde at pege fingre ad manden. Og jeg synes sgu egentlig, det fungerer ret godt, når nu Marstals meninger til tider tager mere fokus end musikken. Man kan sige meget om det, men det må være frustrerende i forhold til bandet – sikkert også for manden selv. 

Evnen til folkekærlighed
Og det er lidt synd! For ibens besidder et stort katalog af mundrette, iørefaldende popsange, der læner sig op ad en helt klassisk, dansk tradition og havde de haft mere held i sprøjten, kunne de være meget større, end de er nu. Jeg synes ikke, Vega-koncerten var perfekt overhovedet, men der var mange højdpunkter i løbet af aftenen. Bandet kunne overveje at udvide lmed et ekstra medlem, der spiller de manglende synth- og guitarroller live, men jeg er sikker på, at der ville være en anderledes sikkerhed på scenen, hvis jeg ramte bandet i slutningen af denne miniturné. Men faktum er, at ibens er et utrolig godt rockorkester, og tanken om, hvad de kunne have udrettet, hvis de ikke havde været knust af omverdenens forjættede meninger, er næsten skræmmende. Fire stjerner herfra!

Sæt:

Mon du stadig
Ølstykke i november
Ulige uger
Kernefamiliemisundelse
Europcar
Vi lover hinanden
Hilmer tog mig med på bar
Uden vi skal ses igen
Drømmer om dig/Nøjes med hinanden nu/Sorgerne på forskud
Ej, ser du virkelig sådan ud?
Langdistanceforhold
Dengang jeg var 18 år
Tror du det er let
Solveig

Ekstra:
Dødssyg søndag
Jeg savner min blå cykel
Hvorfor bliver folk så sure på dig, Henrik?




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA