Fin dansk folk-rocket forårsbebuder

In Lonely Majesty, Sun Beside Me

Fin dansk folk-rocket forårsbebuder

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Titlen på debut-ep’en fra den østjyske indie-folk-gruppe In Lonely Majesty, Sun Beside Me, er yderst velvalgt, for der er masser af lys og farver på udspillet, både tekstligt og musikalsk, i den ellers ofte melankoli-dyrkende genre. Tempoet er hyppigt højt, og der er masser af både en- og flerstemmige kor i de ørefaldende sange. Åbningsnummeret ”For You and Me” viser vejen med fingerspillet akustisk guitar, diskret banjo og ”ah-ah”-kor, der falder ind, samtidig med at farten sættes i vejret, mens teksten viser gruppens sans for ordspil med linjen ”Afraid of being a rock I turned into a stone”. Udtrykket fortsætter med ”Sing in the Dark”, som handler om at finde et lys i mørket, og som sjovt nok er blevet et stort hit i Egypten takket være en Pepsi-reklame.

Den vuggende og keyboardorienterede ”All Wait” og ”Broken Mind” viser gruppen fra en mere afdæmpet side, om end sidstnævnte også går op i gear undervejs, og er også fine sange uden at feje benene væk under lytteren på samme måde som de to ovennævnte. Carpark Norths bassist Søren Balsner står bag den meget vellydende produktion, og det eneste mindre irritationsmoment er forsanger Lasse Helboes til tider ret tydelige danske accent med korte vokaler, hvor han eksempelvis udtaler ”gone” som ”gun”.

Super-originalt er det ikke, og eksempelvis Mumford & Sons og Jonah Blacksmith har også diverteret med et åndsbeslægtet udtryk fra scener og pladeriller i ud- og indland, men det er absolut solidt håndværk, som sætter gang i både singalong-musklen og rytmefoden. En tidlig forårsbebuder, som forhåbentlig også kan nydes i festivalsæsonen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA