x
Et computerfartøj

Aleksi Perälä, Radar, Aarhus

Et computerfartøj

Anmeldt af Andreas Jensen | GAFFA

Den finske Aleksi Perälä gæstede Aarhus fredag aften for at give et blik på og indblik i det musikalske univers, som han selv, eller måske ikke engang han selv, skaber. Perälä er en af ophavsmændene til den såkaldte Colundi-sekvens, som er en alternativ måde at bygge musik op på. Fik vi denne aften en smag på de 128 ræsonnerende frekvenser?

Fredag aften var der samlet omkring firs mennesker på spillestedet Radar på Godsbanen i Århus. Efter aftenens første sæt med den svenske elektronista Klara Lewis ventede alle spændt på aftenens anden elektroniske solist, den finske musiker, Aleksi Perälä. Det blev en koncertoplevelse, som en elektronisk lægmand ville kunne beskrive som en bred, bakket, fremmedartet og velkendt oplevelse.

Ham med Colundi?

Selvom navnet Aleksi Perälä måske ikke er kendt af mange mennesker, så vækker hans navn og musik global anerkendelse, og hans virke kan vel nærmest beskrives som en global niche indenfor elektronisk musik. Han har en lang række album bag sig, hvoraf en stor del af af dem bygger på den såkaldte Colundi-sekvens.

Uden at gå i detaljer omkring teknikken, baggrunden og filosofien bag Colundi-sekvensen skal det blot kort nævnes, at det er et musikalsk system, skabt af Aleksi Perälä og Grant Wilson-Claridge, der var medgrundlægger af det engelske pladeselskab Rephlex 1991.

Den anden part i Rephlex var for øvrigt den lidt mere alment kendte Aphex Twin. Således nok navnekast for nu. Colundi-systemet adskiller sig fra den velkendte vestlige tonale skala ved at arbejde med en inddeling af tonerne i 128 ræsonerende frekvenser.

Men Colundi er også blevet en slags undergrundsbevægelse, der arbejder med musik og andre kunstarter, arbejdende ud fra lignende princip. Således er flere andre kunstnere også begyndt at arbejde med Colundi-princippet, men her relevant i forhold til denne aftens koncert står det store spørgsmål: Hvordan skal man lytte, se høre, opleve en Aleksi Perälä-koncert? 

Computeren i rummet

Med sin laptop foran sig gik Aleksi Perälä på scenen ved 23-tiden. Ser vi bort fra de fængende rytmer, han fik sendt ud gennem Radars altid vellydende lydsystem, mindede den finske elektro-connoissseur, stillestående og koncentreret bag sin laptop, mest om udsigten uden for Radar, hvor Godsbanens kreative legeområde er under nedrivning til gavn for endnu mere arkitekttegnet beton i byen. 

Men dette valgte jeg at tolke som denne dj's personlige udtryk, ligesom andre kan trylle levende magi og dans ud af og omkring en enkelt computer på et bord. Således kom musikken i hvert fald i centrum.

Den elektroniske pulserende bas, der til tider var hårdt skåret, til andre tider blød og rund, fulgte en alsidighed af temaer, der på samme tid var genkendelige og fremmedartede. Der var noget organisk over musikken, noget sfærisk og livligt, men hver gang kroppen havde fundet sig et rytmisk leje, ville små skift og ændringer alligevel ikke give fred til en elektronisk musikovergivelse. 

On eller Off?

Andre passager under koncerten føltes direkte plug-in-bårne, det vil sige som den elektroniske musiks analogi til fordums tids rytmeboks. Men trods denne fornemmelse for play-off, ville Perälä igen bevæge sig ind på noget, der vækkede noget mere i publikum.

Trods den gennem hele koncerten nogenlunde tomme halvcirkel foran computeren på scenen var det et oplagt og engageret publikum, der var til stede. Dette var alligevel ikke udelukkende en lytte- og tænke-koncert. Det var lige så meget musik til kroppen. Musik behøver ikke at være nemt tilgængeligt, men nogle gange skal man lige afkode den specifikke musisks særegne sprog, som i dette tilfælde måske var Colundibaseret?

Jeg nåede ikke at overgive mit sind eller min krop under denne koncert. Men musikken fængede og forvirrede, og det var en meget oplevelsesmæssig interessant, til tider nærmest dissonant udfordring. På en okay måde.

Det er på mange måder et inspirerende og engageret projekt, Aleksi arbejder med, og personligt tror jeg, at et sæt, der var i dobbeltlængde, altså op mod to-tre timer, ville kunne forene musikken og publikum i højere grad.

Selvom det faktisk fungerer i koncert-øjemed, må man nok trods alt rubricere denne koncert som en nichegenre i den elektroniske musik. Ikke utilgængelig, og absolut på højt niveau, men den afkræver en eller anden form for billet af forståelse. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA