x
Fire funklende stjerner i soulens navn

Liss, Coco O., Obongjayar og Selma Judith, JOURNEY.soul, Vega, København

Fire funklende stjerner i soulens navn

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

JOURNEY.soul er en del af det nye musikevent JOURNEY fest, der de seneste dage har udfoldet sig på en håndfuld københavnske spillesteder. Med fokus på det moderne musiklandskab har både nye og mere garvede artister betrådt scenen og stadfæstet den overvældende mængde af talent, der spirer i den musikalske jord i både ind- og udland.

Fredag aften i Store Vega stod i r&b og soulens tegn og var, genrene tro, i høj grad dedikeret til det sjælfulde.

Selma Judith ****

Det var en småsitrende Selma Judith, der bød Vegas gæster velkommen som aftenens første act. Og til stor glæde for det velmødte publikum havde hun medbragt sin signifikative rekvisit: harpen. Som en engel i mørket spillede hun sig varm med en mild og modig coverversion af Norah Jonas’ ”Don’t Know Why”, kun akkompagneret af det nøgne strengespil og sin fods taktslag på scenens sorte brædder. Englen og ”den søde pige” skulle dog hurtigt vise sig at være en illusion. I det sekund, bandet indtrådte på scenen, blev vingerne og glorien nemlig kastet langt væk og erstattet med en seriøs omgang girl swag båret frem af ordene ”let me fuck you into the daylight”, alt imens den klare vokal dog forblev lige så blid som de smilende øjne, der velmodtaget søgte publikums.

Med kun tre singler i bagagen formåede Selma Judith at fange og ikke mindst fastholde salens interesse hele sættet i gennem, på trods af performancens noget slatne og forudsigelige facon, der flere steder fik mig til at føle mig som fluen på væggen til en session i bandets øvelokale. Om den smådovne attitude skyldtes coolness eller nerver, var svær at gennemskue. For selvom Selma Judith – med rette – af flere er blevet udråbt som det nye lofi r&b-håb herhjemme, var ydmygheden for at pryde aftenens plakat stor – og nok også lidt for stor, da hun sluttede af med at sige ”efter os kommer de mere rutinerede og spiller”. For ud fra publikums gejst at bedømme stod hun altså øverst på fleres favoritliste denne aften!

Obongjayar ****

Fra første anslag fik den nigeriansk-engelske kunstner slået aftenens tema fast. Først var han soulet på den silkebløde måde i kærlighedssangen ”Blue Skies”, der må gå for aftenens vokalpræstation no. 1 spækket med flatterende fraseringer og en enkel tekst, der, ud fra Steven Umohs (forsanger) indlevelse at bedømme, blev skudt direkte ud fra hjertekulen. Dernæst var han r&b’et på en tempofyldt og tøjlesløs måde, hvor sveden dryppede og en trommestik fløj til vejrs hvert fjerde sekund. Med et kæmpe overskud på både vokal- og performancefronten – og fra hele bandet i det hele taget – skinnede kærligheden til det nigerianske ophav stærkt i gennem alle slag og strofer og inkorporerede forestillinger om tro og sort identitet i Umohs søgen efter sig selv. Særligt i den kraftfulde ”Creeping” blev hans eksperimenterende tilgang til genren betonet.

Derfra var det som om, at han ændrede karakter med numrenes fremgang; han blev gradvist mere ømfindtlig, nærmest arrig, skulende ud på publikum på en mystisk og fokuseret måde, der fik de fleste til at undvige hans blik. Af samme grund var det en svag respons, der mødte ”make some fucking noise”-opfordringen, som forvandlede sig til en ordre, som blev gentaget op til flere gange, før Obongjayar til sidst var tilfreds og kunne forsvinde om bag scenetæppet med et noget forvirret og omkuld-blæst efterladt publikum – og med en helt særlig lugt hængende i luften.

Coco O. ***** (billedet, arkivfoto)

Aftenens tredje koncert startede hele nede på jorden. Den tidligere Quadron-sangerinde var kommet for at præsentere sin nye musik og sin nye retning for første gang. Uden facade, bare med rene følelser – og et tostemmigt kor i ryggen – lukkede hun salen ind i sit vellydende soul-univers med en a cappella version af ”1000 Times”. Og allerede efter få strofer høstede hun stor applaus hos den storsmilende crowd, som var hun aftenens hovedperson alene. Og der er ingen tvivl; Coco er i førersædet, hvad angår ærlighed og naturlig gennemsigtighed i dansk musik for øjeblikket. Siden dobbeltsinglen under titlen Dolceaqua udkom sidste år, har sangfuglen flere gange udtalt, at et brud blev drivkraften, der gav hende mod på at finde sig selv i musikken. Og det hun har gjort. Det nye, endnu uudgivne materiale rummer en smuk og vedkommende dvælen ved den hjertesorg, der sættes i front i den upolerede poesi, i tråd med de sange, vi allerede kender fra Cocos hånd.

Divaen med det imponerende vokalspænd var på denne aften trådt et skridt tilbage og havde i stedet gjort plads til sin lavmælte og rørende dybsindige søster forrest på scenen, der særligt under en siddende opførsel af ”Bled for You” sneg sig ind under huden. Og lige som ”heartache”-rillen virkede endeløs, kom et kvad om at være ”in the making” som voksen den noget monotome melodi til undsætning og pustede liv til det minimalistiske set-up – der i øvrigt passer perfekt til Coco, som både vil det store og det små. Derfra fyrede bandet en fest med Coco i spidsen. Sart, skabet og …soulet!

Liss ***

Til at hindre, at en potentiel pause-stilstand skulle overtage salen imellem de fire koncerter, forvandlede scenen sig til dj-pult akkompagneret af skiftevis Mads Axelsen og Chinah. Et klogt træk, der blev et act i sig selv og forhindrede ballonen i at løbe tør for luft. Det lod dog ikke til at fange nogens opmærksomhed, hvem dette job var landet hos, og det kunne derfor have været hvem som helst, der ”vendte plader”.

Endelig blev det tid til, at Liss skulle give deres bud på, hvordan soulen skal skæres. Og her udgjorde de åbenlyst aftenens poppede touch. Præcis som aftenens tidligere acts startede kvartetten i det blide – en opbygning, der gik igen som den røde tråd i mellem de fire artisters optrædener, og som var særdeles godt skåret til Søren Holms dragende vokal, der fik masser af plads til at brage igennem. Det var tydeligt at mærke vennernes vante sammenspil, der fik det hele til at glide let og ubesværet, selv i urpremieren af en række spritnye numre. Alligevel var det de velkendte hits, der tog flest kegler hos publikum, der nu var anderledes feststemt som klokken nærmede sig midnat – og i ”Always” peakede hele balladen, da Coco pludselig indtrådte på scenen. De to karismatiske sangere udgjorde en så skøn og velklingende duo, at håbet for at de kunne have noget i støbeskeen sammen brænder på fuldt blus. Aftenen blev rundet af med ”Try” og ”Sorry”, der efterlod et højtsyngende og funk-følende Store Vega. Liss var uden tvivl i god form, om end koncertens samlede udtryk var en tand for ensformig og stillestående til at efterlade dybere spor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA