x
Solange: When I Get Home

Solange
When I Get Home

Krævende album både begejstrer og forvirrer

GAFFA

Album / Columbia Records
Udgivelse D. 01.03.2019
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Beyoncé er McDonald’s, og lillesøster Solange er Noma. Så simpelt kan det beskrives. Jeg uddyber dog gerne: Beyoncé er mestendels lettilgængelig og rammer det brede publikum – vi, der elsker poppet r&b, flotte musikvideoer, frække danserutiner og at stå og skrige ”girl poweeeer” ned i vores fadøl i Parken. Solange er – som havskum på en fancy tallerken rugbrødskrummefusioneret havørred – svær. Hun er krævende og sætter sin lytter på prøve.

Hvor True ep’en fra 2012 var sprød r&b med Dev Hynes i alle afkroge, var 2016-albummet A Seat At the Table et sammensurium af, hvordan der må se ud inden i Solanges krøllede kunstnerhjerne. Og hun fortsætter mere eller mindre, hvor hun slap, med When I Get Home. Der er lige så mange interludes, som der er numre på pladen, der temposkiftes og fikumderes i et væk, og producere som Sampha, Pharrell Williams, Blood Orange, Earl Sweatshirt, Tyler The Creator og Panda Bear gemmer sig rundt omkring på pladen.

Nogle af de mest håndgribelige skæringer på When I Get Home er nok numre som ”Stay Flo”, ”Almeda” og ”My Skin My Logo”. Og det er som om, jeg når at ånde lettet op i få minutter ad gangen, når jeg får serveret noget, der bare minder om en ”almindelig” sang i opbygningen. Men så kommer der et spring, en kompositorisk krummelure eller en gentagelse. Og det er jo nok et meget bevidst kunstnerisk tilvalg, når Solange helt cyklisk gentager de samme sætninger igen og igen. Her er albumåbner ”Things I Imagined” mest udtalt, men også på mange af de resterende skæringer går det igen. Og det irriterer mere end behager mine øregange. Jeg forstår det simpelthen ikke – måske er jeg simpelthen ikke avantgarde nok.

When I Get Home er et rasende interessant album, der er krævende og forvirrende og fedt og forfærdeligt på samme tid. Det er kunst! Om det er god eller dårlig kunst, kan jeg være i tvivl om fra skæring til interlude til skæring. Men hvad jeg ved er, at jeg er blevet udfordret. Og at Solanges smørbløde vokal stadig besnærer mig. Så vi lander på over middel. Når jeg har gennemlyttet albummet de kommende uger, fortryder jeg sikkert, at jeg ikke gav enten tre eller fem stjerner. Men sådan er gamet. Fire for nu og tak for at kræve noget af din lytter, Solange!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA