Magiske mørke – White Lies med Danmark i et nænsomt jerngreb

White Lies, Train, Aarhus

Magiske mørke – White Lies med Danmark i et nænsomt jerngreb

Anmeldt af Kristian Bach Petersen | GAFFA

Blot to numre inde i koncerten, efter ”Farewell to the Fairground”, smækker frontmand Harry McVeigh en triumferende knytnæve i luften. Der er styr på det. Sejren er i hus. White Lies er i sync med deres danske publikum, og med et stærkt nyt album i bagagen er der endnu flere dystre og dramatiske hits at flette ind i sætlisten.

White Lies har simpelthen fra første tone fat i hver en fredagskoncertgænger, og de slipper ikke undervejs.

Og numrene fra den nye ”Five” fylder godt i koncerten, hele syv ud af albummets ni numre bliver afleveret på et tætpakket Train, og publikum har tydeligvis allerede taget numre som ”Jo?”, koncertåbneren ”Time to Give” og den fremragende ”Never Alone” til sig, så McVeighs ulvesmil er helt forståeligt.

Faktisk vækker de nye numre næsten lige så meget gehør og glæde som den efterhånden 11 år gamle debutsingle ”Unfinished Business” og de bombastiske mol-toner på ”Death” og ”To Lose My Life” fra debutalbummet, hvilket er imponerende.

Også titelnummeret fra bandets tredje album, ”Big TV”, bliver leveret som lige dele blød Visage-klingende synth og mørk indierock og står sammen med ”Take it Out on Me”, fra 2016-albummet ”Friends”, som et par markante højdepunkter midt i sættet.

Hvis man skal tage de kritiske briller på, kan White Lies ind imellem godt virke som en lige lovlig velsmurt maskine. Der er ikke rokeret ét nummer på sætlisten siden bandets koncerter i Tyskland sidste uge (og man savnede blandt andet ”Denial” fra det nye album), bandet forfalder ofte til nem klap-og-syng-med publikumskontakt, og selvom alle som ét White Lies-nummer handler om ”love or death”, virker mørket ind i mellem som ren overflade.

På den anden side er det svært ikke at tro på, og blive smittet af, Harry McVeighs oprigtige spilleglæde, når han smilende og flittigt gestikulerende lader guitaren hænge om halsen og med hænderne peger og understreger teksternes indhold og holder øjenkontakt med publikum, som på den velspillede ”Hold Back Your Love”. Ind imellem kunne man dog godt ønske, at hans guitarer blev brugt lidt mere flittigt, og steder i koncerten, blandt andet på ”Believe It” og ”There Goes Our Love Again”, truer resten af bandet med at drukne frontmanden i lyd.

For når Charles Cave, plantet som en saltstøtte til højre på scenen, lader fingrene flyve elegant op og ned ad bassens hals, imens Jack Lawrence-Brown bag trommerne kører som en milimeter-tight maskine, så er er det virkelig en potent omgang. De to fungerer som et rytmisk powerhouse, der live løfter numre som den disco-klingende ”Is My Love Enough” i starten af sættet og senere rykker den nye publikumsfavorit ”Tokyo” og ekstranummeret ”Fire and Wings” rundt på overbevisende facon.

I disse dage er det næsten præcis 10 år siden Harry, Charles og Jack første gang spillede i Danmark – 5. marts 2009 i Lille Vega. I 2019 har White Lies cementeret sig som en solid og forståelig livefavorit herhjemme, og når man kan sende 1000 fredagsglade koncertgængere ud i natten, smilende og tilfredse, under mantraet ”let’s grow old together, and die at the same time” har man helt tydeligt gjort noget utrolig rigtigt.

 

Boniface ***

Boniface stod for at varme Train op forud for White Lies, og den opgave gik de fire canadiske ynglinge til med en imponerende energi og entusiasme, hvilket i nogen grad gjorde op for de mangler, der også var. Micah Visser, bandets front- og hovedmand, leverer på plade en skrøbelig og følsom 80'er- klingende synthpop, der egentlig matcher White Lies meget godt. Desværre fungerer Vissers vokal mindre godt live, den er simpelthen ikke særlig stærk. Kombineret med, at både Visser og hans to løjtnanter på bas og guitar konstant under opvarmningen kastede de vildeste rock moves og poses, grænsende til det komiske, blev deres halve times opvarmning aldrig helt skarp. Bandet var dog bestemt et sympatisk bekendtskab, og man bør, som minimum, unde sig selv at tjekke den fine ”I Will Not Return as a Tourist” ud.

 

Sætliste:

Time to Give

Farewell to the Fairground

Believe It

There Goes Our Love Again

Is My Love Enough

Hold Back Your Love

Unfinished Business

Jo?

Don't Want to Feel It All

Take It Out on Me

Swing

Big TV

Never Alone

Kick Me

Death

Tokyo

To Lose My Life

Ekstranumre:

Change

Fire and Wings

Bigger Than Us

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA