x
Anderson .Paak reddede sig i land i sin Beach Club

Anderson .Paak, Royal Arena, København

Anderson .Paak reddede sig i land i sin Beach Club

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Er man en af de heldige, der har haft fornøjelsen af at overvære amerikanske Anderson .Paak, akkompagneret af supportbandet Free Nationals live, ved man at de kan noget helt specielt. Samspillet er energisk, liveversionerne af .Paaks velproducerede numre er finurlige og legende, og ikke mindst fylder de både scene og rum med deres velspillede og minutiøst sammensatte liveshow.

Sådan var det også på Royal Arena. I hvert fald de sidste fem numre, godt og vel. Den forudgående del af koncerten, før vi nåede afslutningen, var desværre ikke på det niveau, som .Paak tidligere har lagt for dagen til sine danske liveoptrædender. Det var en jævn koncert til den gode side, men også en koncert, som desværre ikke kunne måle sig med den seksstjernede anmeldelse, der lukkede Arena-teltet på sommerens Roskilde med et brag.

Allerede under åbningsnummeret virkede noget til at være off. “The Chase”, som også er albumåbner på novembers Oxnard, bragede over anlægget, og på den anden side af et gennemsigtigt scenetæppe spillede det fem mand store Free Nationals med .Paak på trommer. Problemet var bare, at vi ikke kunne høre .Paaks vokal. Det samme gjorde sig gældende for den opfølgende “Who R U”, hvor hovedpersonen ellers var kommet frem på scenen og ud af skyggen. På “Bubblin’” blev det lidt bedre, men det var, som om lyden ikke var kommet helt i gear endnu.

Det var nemlig ikke kun mangelfuld mixing af vokalen fra mikrofonen ved trommesættet, det handlede om. Mellem numrene virkede det som om, .Paaks ellers normalt så sexede raspiness var afløst af mangel på vokalkapacitet. Den legende og overskudsagtige .Paak interagerede ikke indgående med publikum og måtte flere gange overlade omkvæd og passager til de fremmødte, med vekslende succes. I første halvdel af koncerten var han et skridt efter den dans, han plejer at føre an i og druknede i livebandets massive lydbillede, som han ellers har været kendt for at flyde så let og elegant henover.

For lad det være sagt: Oxnard levede ikke op til den hype, som blev bygget op over hele efteråret ’18. Numrene fra pladen, såsom “Saviers Road” og “Trippy” fanger heller ikke an, ligesom sangene fra et af dette årtusindes mest skelsættende hiphop-udgivelser, Malibu. Så da .Paak først turde skrue op for charmen og karismaen, var det næsten som at være tilbage under Arenas blå, kondensdryppende teltdug i juli. Ligeså mangelfuld den ellers fortryllende studieversion af “Might Be” var, grundet den hæse vokal, ligeså euforisk var uptempo-versionen af “Put Me Thru”. Ligeså malplaceret det var, da .Paak forlod scenen til Free Nationals-nummeret “Beauty & Essex”, lige så charmerende var fællessangen på de tillærte, sensuelle linjer fra NxWorries’ “Suede”. 

Så med en slutspurt, der talte en veludført “Come Down”, Kendrick Lamar-hittet “Tints” og selvfølgelig de uundværlige “Am I Wrong”, “Lite Weight” og Mac Miller-hyldesten “Dang!”, fik .Paak hevet helhedsindtrykket op på en bølge af dansabel goodwill. Skal man lide under høje forventninger? Det skal jeg ikke afgøre – faktum er, at Anderson .Paak fik hevet redningskransen til Beach Club’en ind i tide. Men det tårnhøje bundniveau, som .Paak havde med sig under armen sidst led et dyk, ligesom X Factoren var reduceret til en professionel, men rutinepræget præstation.

 

Sætliste:

The Chase
Who R U?
Bubblin'
Milk n' Honey
Glowed Up (Kaytranada cover)
6 Summers
Saviers Road
Smile/Petty
Heart Don't Stand a Chance
Beauty & Essex (The Free Nationals)
Anywhere
Might Be
The Waters
Trippy
Put Me Thru
Suede (NxWorries sang)
Come Down
Tints
Am I Wrong
Lite Weight
Dang! (Mac Miller Cover)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA