Big in Korea

Laibach, DR Koncerthuset, Studie 2

Big in Korea

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

ArtFreq har efterhånden præsenteret slovenske Laibach nogle gange, og hvorfor så igen-igen, kunne nogle måske finde på at spørge. Det kan der være mange gode grunde til, men et bud på kortfattet og solidt svar kunne lyde: med Laibach ved man aldrig helt, hvad man får. Aftenens koncert skulle vise sig at være et godt eksempel på lige præcis den pointe. Men mere herom senere, for inden koncert var der filmforevisning.
 
Liberation Day
Aftenen indledtes med Morten Traaviks dokumentarfilm, Liberation Day, om Laibachs famøse optræden i Nordkorea i 2015, hvor den slovenske gruppe – bizart nok, vil mange nok hævde – blev inviteret til at give koncert. Filmen fokuserer, måske ikke overraskende, på de oplagte udfordringer omkring projektet, udfordringer af dels teknisk, dels kulturel – og måske ideologisk – karakter, for i Nordkorea har man ikke just den store erfaring med at præsentere rockkoncerter, og nu er Laibach heller ikke just et hvilket som helst rockband. 
 
Kulturmødet vækker minder om Jean Michel Jarres berømte koncerter i post-Mao Kina i 1981, mødet mellem kineserne og den for deres vedkommende meget fremmedartede elektroniske musik, og der er da heller ikke altid fuld forståelse fra det nordkoreanske styres side omkring de rent tekniske krav fra Laibachs side i forhold til afvikling af koncert. Mere kulørt bliver det selvsagt, når statscensuren bringes på banen, for man er ikke på de kanter specielt begejstret for noget, der kan tolkes som systemkritik – da slet ikke, hvis det pakkes ind i fascistiske symboler. Nøgne kroppe, selv hvis der er tale om statuer, er også klart over stregen, og da Ivan Novak fra Laibach beslutter sig for at tage en gåtur gennem byen, helt på egen hånd, er det tæt på at udløse en krise, der kan føre til aflysning af hele projektet.
 
Sjovest bliver filmen måske alligevel, da Laibach, aftenen inden koncerten, beder om at få posteret vagt ved lydteknikerens mixerpult, da man frygter for at en eventuel søvnløs systembureaukrat kunne finde på at pille stik ud eller skrue på knapper i løbet af natten – sådan har vi alle hang til egne små totalitære tendenser, hvis bare frygten rammer præcist nok.
 
Sound of Music
Lidt over 21 gik Laibach på scenen og indledte koncerten med deres fortolkning af Sound of Music, som også var på programmet i Nordkorea, og allerede her stod det klart, at ikke alt var som det plejede i Slovenien. Mina Spiler er på barsel og således på denne turné erstattet af svensk-slovenske Marina Mårtensson, der egentlig har baggrund som jazzsanger. Lyden var fin, og de forskellige instrumenter og stemmer godt afstemt og defineret i det overordnede mix, så man kunne nyde de forskellige musikeres mange detaljer undervejs.
 
Sound of Music-numrene blev leveret med vanlig Laibachsk sans for teatralsk pondus, komplet med videoprojektioner, der på sort-humoristisk vis fremhævede andre udtryk og fortolkninger end, skal vi sige, de vanligt gængse, som når "So Long, Farewell" blev leveret til billedstrøm af kampfly, bomber, kanoner og eksplosioner og således antog en noget mere dyster karakter, eller "The Lonely Goatherd" blev pakket ind i lyd- og billedside, der åbnede op for en fortolkning i retning af det pædofile.
 
Boris Benko medvirker på vokal på flere af numrene på Laibachs Sound of Music-album, men var ikke til stede til koncerten. Marina Mårtensson overtog nogle af hans vokalpartier, hvilket fungerede fint, mens andre blev leveret fra track, mens Benko fremtonede på video, hvilket nok ikke fungerede helt lige så godt. Det er altid en udfordring med fremtrædende vokalpartier, der leveres af folk, der rent faktisk ikke er til stede og derfor må afspilles. Den er svær at løse. Alt i alt var det dog en detalje i et større puslespil, der ikke formåede at rokke ved den sikre og flotte levering af Sound of Music-materialet. Om man så synes, det er lige så spændende, når slovenerne fortolker Sound of Music, som når de fortolker Opus, Queen, Europe et. al. må nok være et spørgsmål om individuel smag og behag, som jeg trygt vil overlade til hver enkelt læser.
 
Det lykkelige Slovenien
Efter et kvarters pause fortsatte slovenerne med koncertens næste sæt, som man måske kunne kalde for Laibach Revisited; her var nemlig tale om numre fra den tidlige ende af gruppens karriere, inden det egentlige gennembrud med Opus Dei. Det vil med andre ord sige dyster og mavesur industrialmusik med reciterende og afgrundsdyb vokal på slovensk. Numrene var dog blevet ret grundigt rearrangeret og tydeligvis med øje på den konstellation af musikere, der udgør Laibach på denne turné, og det fungerede rigtig godt. Således gik der næsten Goblin-agtige horrorfilm-tendenser i "Nova Akropola", mens "Vier Personen" udviklede sig fra Kraftwerk-inspiration til noget nær industriel dødsjazz. Nummeret blev opført som hyldest til de arketypiske fire Laibach-medlemmer: Eber, Saliger, Dachauer og Keller, men uden de oprindelige medlemmer Milan Fras og Ivan Novak på scenen, formentlig en bevidst pointe, i og med Laibach altid har eksisteret som koncept snarere end som band, en maskine, hvor individuelle tandhjul kan skiftes ud, så længe kollektivet fungerer.
 
Denne del af koncerten bød desuden på meget gennemført visuel side, holdt mestendels i sort/hvid linoleumsstil, som man kender den fra Østeuropa, og med motiver, der i temmelig høj grad fokuserede på krigens gru, hvilket var med til at understrege den tunge stemning, der på mange måder var fritaget for den vanlige groteske humor, som ellers plejer at kendetegne Laibach. Her fik man, om man så må sige, stemning af krig, død og ødelæggelse råt for usødet.
 
Djævelsk kitsch
Laibach blev kaldt tilbage på scenen med klapsalver og kvitterede med en stærkt rykkende levering af deres Sympathy for the Devil-fortolkning, det tætteste på et af de gode gamle hits, man kom denne aften. For de to afsluttende numre var begge nye; "The Coming Race", skrevet til Timo Vuorensolas Iron Sky-fortsættelse og med Marina Mårtensson i hovedrolle som blues-diva samt den afsluttende "Surfing Through the Galaxy"; rendyrket country-kitsch, komplet med cowboyhat (og briller?).
 
Slovenerne kom vidt omkring denne aften, og velsagtens ikke med helt så rød tråd som vanligt, men til gengæld med en effektiv demonstration ud i alsidighedens kunst og ligeledes med mod til slet ikke at byde på sikre kort som "Life Is Life", "Geburt einer Nation", "The Final Countdown", "God Is God" og "Tanz mit Laibach". Ville man gerne have hørt dem? Bestemt. Samtidig må man også bare konstatere, at Laibach formåede at levere en fornem koncert uden netop disse sikre kort, en koncert, der ikke mindst præsenterede gruppen som dygtige musikere, men også slog en streg under det, der måske har været Laibachs stærkeste kvalitet gennem alle årene; viljen – og ikke mindst evnen – til musikalsk nysgerrighed og opfindsomhed. Gruppen vil altid først og fremmest være kendt som gennemført konceptuel størrelse, men det hører med til historien om Laibach – og er på ingen måde nogen ligegyldig detalje – at den konceptuelle størrelse altså også altid har været en særdeles kyndig musikalsk maskine.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA