x
Fat White Family: Serfs Up!

Fat White Family
Serfs Up!

ANMELDELSE: Fokuseret omgang sleaze fra engelske indierockere

GAFFA

Album / Domino
Udgivelse D. 19.04.2019
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

En rodet debut, en (angst)provokerende toer, og sandelig om ikke det volatile engelske band Fat White Family er klar med en treer.

Singleforløberen "Feet" bør være kandidat til en af årets bedste skæringer. Dramatisk og sexet driver frontmand Lias Saoudi nummeret frem over kantede guitarriff og Moroder-style synth. Det er ret fremragende.

Desværre, eller selvfølgelig måske, kan resten af albummet ikke matche denne vanvittige fem minutters åbning. ”Vagina Dentata” er mærkværdig blød croon, ”Rock Fishes” spøjst hypnotiserende pop a la Roxy Music, og ”When I Leave” kan bedst beskrives som surf’n’western – tak til Tremolo Beer Gut for dén genredefinition. Et eklektisk miks af 70'er-inspiration.

Stærkest står den Slade/Sweet-swingende ”Tastes Good With the Money”, hvor bandets åndsfælle udi sleaze, Baxter Dury, leverer indspark, men også den beskidte albumlukker ”Bobby’s Boyfriend” sidder tæt på bull's eye. Fat White Family er trods hårde odds og alt for mange stoffer ikke imploderet, og Serfs Up! er en strittende, aparte, men overordnet fed og flabet omgang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA