Allan Olsen: Laksetrappen – Et Skævt Tilbageblik

Allan Olsen
Laksetrappen – Et Skævt Tilbageblik

Det danske sprog er Allan Olsens legeplads i mesterligt storværk af en selvbiografi

GAFFA

Bog / Politikens Forlag
Udgivelse D. 15.03.2019
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at anden del af Allan Olsens selvbiografi har været en længe ventet udgivelse i det lille anmelderhjem, hvor undertegnede siden Tilfældigt strejfet har siddet på pinde for at finde ud af, hvilke veje Olsen tog efter at have forladt hjemstavnen Frederikshavn. Og Laksetrappen skuffer ikke. Tværtimod.

Det er altid et godt tegn, at man efter endt læsning kan lægge bogen fra sig og ønske, at den var et par hundrede sider længere – eller at et tredje bind var under opsejling. Den sidste mulighed må vi nok vente nogle år på, eftersom dette ”skæve tilbegablik” slutter sin historie helt fremme ved udgivelsen af Jøwt i 2013.

Som i sangskrivningen er det danske sprog også i prosaen Olsens legeplads, hvor han med imponerende overskud boltrer sig i poetisk nerve og detaljeret skildrede erindringsbilleder, der uden problemer matcher kvaliteten af samme i Dylans Chronicles. Billeder der tager læseren med på en rejse gennem tågede nætter med Johnny Madsen og beretninger om kærligheden til kvinder, venner, familie og guitarer.

Mødet med de første nordjyder i Aarhus foldes ud som følger: ”De var hjemmefra, det var tydeligt, for deres konsonanter hakkede skarpt som billardkugler mellem flade vokaler.” og det er en fryd at komme omkring vidunderlige nordjyske gloser som blandt andet ”fump” og ”pangel” samt formuleringer som ”Indimellem så jeg Janne krydse over Frederiksbjerg Torv nedenfor. Nogle gange alene, andre gange i selskab med et pistent drys af en fyr.”

Andre steder er der tale om rendyrket poesi som: ”Ud ad Jyllands Allé, og så Stadion Allé, hvor skovens gule blade slap deres kviste og fejede over gader og fortove som et flimrende, gyldent tæppe.”

Vedkommende dannelsesberetning

Laksetrappen er i det store hele en personlig beretning om at finde sig til rette i den tilværelse, man har valgt for sig selv – med de fordele og især udfordringer, livet og dets indretning har valgt at farve tilværelsen med. En fortælling, der nok er personlig, men også som de fleste andre vedkommende dannelsesberetninger almengyldig i sin videreformidling af det velvoksne vognlæs selvindsigt, der bringes på banen, og man som læser kan tage til sig.

”Hver gang tilværelsen ta’r et møjsommeligt hop fremad, står naturlovene der med deres krakilske lort”, lyder det for eksempel et sted, hvor Olsen i en fremskreden alder har købt en lækker bil og kommer til at se sig selv i spejlet, hvorved der øjeblikkeligt slås skår i glæden over investeringen.

Olsen har rejst rundt i store dele af verden, og særligt tiden i Irland tillægges betydning. Måske derfor bliver det nærmest helt Joycesk, når man i en imponerende sekvens får lov at følge tankernes flugt hen over et planlægningsmøde, hvor associationen i en besættende passage får frit løb fra de bænkedes dvalende kønsorganer hen over overvejelser om Jens Gaardbo og nedkørte dyr.

Andre steder løftes sløret for et sjældent indblik i sangskrivningsprocessen. Og om netop sangene lyder det et sted: ”Om det var penge, piger, respekt, prestige, beroligelse af de gamle, aflad for begåede synder eller hvad, det er lige meget, men der har været et mål med hver eneste.” Og: ”Jeg var ovenud tilfreds den dag, jeg kunne gå fra pen og papir og have rimet ’slagtøj’ på ’Midnight Cowboy’, ’dværghønseri’ på ’hoftedysplasi’, eller skrevet de to sidste linjer i sangen ’Én der er grim’: ’Sølle pjok af en mand / Som en Bobcat i kviksand’.”

Ægget eller sangen

”Sangene er ikke legetøj eller terapi, de er alvor.” Samme fornemmelse får man om bogen her. Det er ikke den umiddelbare historie bag de enkelte sange eller album, der er vigtige. Det er et spadestik dybere – ind til det indre og ydre liv, der har formet Olsen som person og menneske og dermed haft indflydelse på at sangene lyder, som de gør.

Efter endt læsning ved man måske stadig ikke, hvorfor Olsen har skrevet sangen ”Lille Hul”, for at komme lidt nærmere svaret på dét spørgsmål må man et smut forbi mandens fine hjemmeside, men man ved til gengæld, at han aldrig skriver en sang på en dag, hvor han har kogt et dårligt æg, og det forekommer egentlig mere relevant i forsøget på at få et helhedsbillede af manden bag sangene.

Som samlet værk udgør Laksetrappen sammen med sig forgænger ikke bare en mere end almindeligt vellykket selvbiografi, der problemløst skriver sig ind i top tre over de bedste blandt de mange eksempler på genren, denne skribent efterhånden har pløjet sig igennem gennem årene. Nej, de to udgivelser udgør også et prægtigt stykke genrekrydsende litteratur i egen ret. Med andre ord: bogen er på højde med sangene, og større ros kan der ikke lyde herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA