x
Intimitetens ukronede popdronning

Kimbra, Lille Vega, København

Intimitetens ukronede popdronning

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Der er mange fordomme om os anmeldere derude. En af dem er den klassiske Treo-vinkel, hvor man har anmelderen mistænkt for at være gået ind til koncerten med en forudindtaget holdning. En såkaldt ”nej-hat”. Den nej-hat var jeg iført, da jeg mandag aften luskede ind på Lille Vega for at høre Kimbra. Men skæbnen ville, at den new zealandske artpop-kamæleon rev nej-hatten af mig og stampede den totalt i stykker, efter den intime, intense oplevelse hun og hendes Din Tøjmand-klædte duo leverede.

Det primale hjerte
Nej-hatten bør italesættes. Den var blevet sat modvilligt på mit hoved, efter Kimbra havde annonceret, at hendes Europa-turné ville være i anderledes intime rammer, og dermed ville jeg ikke få det popbrag, jeg havde regnet med, i kølvandet på sidste års voldsomt oversete Primal Heart. En plade, jeg endte med at give fuldt hus i magasinet og en plade, jeg stadig står ved er et decideret popmesterværk. Kimbra valgte at omfavne alt fra TLC (”Recovery”) til Radiohead (”Version of Me”) på en plade, der turde levere kvalitets-pop af den bedste skuffe. Samtidig var pladen præget af et underliggende, selvudslettende mørke, der beskrev brud, håbløshed og åndslede, i nogle velskrevne og mundrette tekster.

Den eneste svaghed var i mine ører Kimbras stemme, der sammen med hendes bagkatalog bestående af den udmærkede Vows og den gumpetunge The Golden Echo ville kunne trække en koncertoplevelse ned. Så jeg blev decideret skuffet, da jeg hørte, at Kimbra valgte at tage udgangspunkt i den lettere ligegyldige ep Songs from Primal Heart: Reimagined og dens mere intime, jazzede versioner af Primal Hearts blændende popunivers. Det eneste, jeg faktisk så frem til, var endelig at kunne købe Primal Heart på vinyl – en plade, der har været umulig at opdrive i de københavnske pladeforretninger.

Den lange næse
Jeg skal da lige love for, at Kimbra gav mig en utrolig lang næse, som jeg kunne slæbe med hjem til Nørrebro efter koncerten. For det første er min anke om hendes svage stemme fuldstændig malplaceret. Det viste hun under aftenens første numre ”The Magic Hour” og Nina Simone-coveret ”Plain Gold Ring”. Kimbra var kun flankeret af klaver og kontrabas, og det gav hende fuldstændig frie tøjler til at udforske hele sit vokalregister, som har en lang større og decideret imponerende spændevidde, end jeg overhovedet vidste. Det var forrygende at høre hende hviske og skratte eller begive sig ud i forførende, stigende fraseringer med et voldsomt fuldregister. Selv i hendes øvre register sang hun helt fænomenalt – hvilket faktisk kom bag på mig! Baseret på stemmen alene burde den her koncert have fået ni stjerner. Kimbra leverede en af de meste overbevisende vokalpræstationer, jeg nogensinde har set live.

En sjov, levende og tænksom Kimbra annoncerede ret hurtigt, at aftenen ville være anderledes intim, og samtidig havde hun lært sig et par danske gloser, som altid er et populært trick hos publikum. I det sekund, Kimbra begav sig ind i sangforedraget, skiftede hun dog totalt karakter, og det var vildt at se en sangskriver, der levede sine sange så meget.

Intim og vag
Den nedstrippede lyd passede glimrende til ret mange af de gamle sange, hvor især dødshymnen ”Waltz Me to the Grave” og ”Rescue Him” glimrede. Førstnævnte blev introduceret med en lettere filosofisk tankestrøm om begrebet død og gav foruroligende minder tilbage til Diamanda Galás' dødscabarét, mens sidstnævnte nærmest bød på noget, der lød som Judy Garland. Vi kom altså vidt omkring i musikhistorien, hvilket er en tendens, som Kimbra har for vane at gøre. 

Svagest stod sangene fra Primal Heart (sjovt nok) , som i bedste tilfælde var lidt bagatelliseret i de intime arrangementer og i værste tilfælde mistede den umiddelbare gejst, i et forsøg på at nytænke arrangementerne for meget. Det sublime power-omkvæd i feminist-hymnen ”Everybody Knows” punkterede totalt på grund af nogle unødvendige, disharmonerende jazzakkorder, der punkterede melodiens tonalitet, mens den hyperventilerede popdrøm ”Lightyears” slet ikke kunne stå distancen i de stille rammer. Omvendt blev den hjerteskærende ”Black Sky” pludselig tusinde gange mere vedkommende, og jeg så adskillige publikummer knibe en tåre under netop den sang. Det var og er simpelthen bare så smuk en sang! Om den så er akkompagneret af futuristisk prutte-Juno eller langhåret kontrabassist. Afslutningsvis fik vi en knugende version af ”Version of Me”, med Kimbra yderst på scenen dæmonisk hvilslende ”stay for the person I’ll be”, samt den nye ”My Way” og det fællesklap-leflende hit ”Cameo Lover”, der afrundende en hjerteskærende, intens og decideret rar oplevelse med en veloplagt Kimbra.

Yas queen
Jeg har længe været irriteret over, at Kimbra ikke fik det endelige gennembrud, som samarbejdet med Gotye (den der med Naja, Johs og Bobby) satte hende i spænd til, for det burde mesterværket Primal Heart havde indfriet. Men pladen kom uheldigvis nogenlunde samtidig med mere karismatiske sangerinders album. Faktum er, at Kimbra ikke besidder St. Vincents avantgardisteri, Janelle Monáes androgyne image og Kali Uchis pop-tække. Men til gengæld er hun Kimbra! Og mens I andre har jeres popdronninger i Mariah Carey, Beyoncé eller Ariana Grande, så er hun min! Så lad den forsømte, eksperimental-, elektronika- og artrock-anmelder udbryde, for første og sidste gang: YAAAAAS QUEEN! SLAAAAY! :D

I øvrigt solgte de slet ikke Primal Heart på vinyl i merch-boden. Så jeg måtte samle min nej-hat op i rendestenen.

Sætliste:

  1. The Magic Hour
  2. Plain Gold Ring
  3. The Good War
  4. Hi Def Distance Romance
  5. Withdraw
  6. Waltz Me to the Grave
  7. Old Flame
  8. Rescue Him
  9. Black Sky
  10. Lightyears
  11. Past Love
  12. Version of Me

  13. My Way
  14. Cameo Lover


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA