x
Madrugada gav alt, de havde

Madrugada, Train, Aarhus

Madrugada gav alt, de havde

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Allerede den indledende tamburinrysten fra sanger Sivert Høyem indikerer, at dette bliver en stor aften. Instrumentet lyder som en klapperslange, klar til at hugge til. Madrugada er tilbage, 11 år efter at det norske mørkemandsrockband gik i opløsning. Det skete året efter, at deres fremragende guitarist Robert Burås blev fundet død i sin lejlighed, kun 31 år gammel. På det tidspunkt arbejdede bandet på deres femte album, der blev udsendt i 2008, men det blev deres svanesang, og efter den følgende turné, hvor Alex Kloster Jensen og Cato Thomassen havde overtaget guitaren, gik gruppen hver til sit. Den karismatiske Sivert Høyem fortsatte den solokarriere, han allerede havde indledt i 2004, mens bassist Frode Jacobsen blev medlem af gruppen Kitchie Kitchie Ki Me O.

Sidste år offentliggjorde bandet imidlertid, at de i 2019 ville tage på 20 års jubilæumsturné for det fornemme debutalbum Industrial Silence, med den oprindelige trommeslager Jon Lauvland Pettersen, der gik ud i 2002, og guitaristerne Cato Thomassen og Christer Knutsen – sidstnævnte også på keyboard. I hjemlandet har de spillet for udsolgte huse, og det gjorde de også forleden i Amager Bio, mens der i aften på Train er meldt ”få billetter”, ganske som i går på Posten i Odense. Bandet har tydeligvis været savnet, og publikummet er mere talrigt, end da jeg sidste gang så gruppen på VoxHall i 2008. Langt hovedparten ser ud til at have været med siden dengang i 00’erne. Den fyldte sal summer af forventning.

Lyset dæmpes, lyden af noget, der minder om torden høres over højttalerne, og skarpe blitzlys panorerer hen over scenen. Så kommer de fem medlemmer ind på scenen, Høyem til sidst, og lægger ud med åbningsnummeret fra Industrial Silence, den vuggende og intense rockballade ”Vocal”. Det er her, den rytmisk hvislende tamburin sætter dagsordenen fra første taktslag. Den bliver fulgt op af Sivert Høyems dybe, intense og snerrende vokal, der heldigvis ligger langt fremme i lydbilledet, så man tydeligt kan høre hans tekster, der ofte er stemningsskabende, billedrige snapshots om begær, sex og problematisk kærlighed. Ordene fremføres på en skridsikker rytmebund og fremragende arbejde fra de to guitarister, ikke mindst Cato Thomassen på melodisk slide-guitar. Musikken er melodisk og melankolsk rock med solid distortion på guitaren og elementer af både blues og country. Navne som Joy Division, Nick Cave, The Gun Club og mange flere har ikke levet forgæves, og Madrugada vil gerne vedkende sig disse navne som inspirationskilder på deres Facebook-side.

Uhyre effektiv rekvisit

Vi ved, at sætlisten består af hele albummet Industrial Silence, men sangene bliver ikke spillet i samme rækkefølge som på albummet. Det virker på én gang lidt forvirrende og gør samtidig koncerten tilpas uforudsigelig. Storskærmen kommer af og til i spil, for eksempel under den dramatisk opbyggende ”Sirens” med smuk slide-guitarintro, og hvor flammer på bagtæppet meget passende æder sig ind på lærredet under linjerne ”A fire sweeps across the land”. Countryrockeren ”Strange Colour Blue” ligger dog nogenlunde midtvejs på både album og ved koncerten og udgør et af højdepunkterne. Høyem har nu smidt jakken, scenelyset er ikke overraskende skiftet til blå, og Sivert Høyem spiller her akustisk guitar i første del af sangen, og både Cato Thomassen og Christer Knutsen betjener en slide-guitar, mens storskærmen viser midterstriben på en landevej, der bliver kørt nogle kilometer på. Inden det spoken word-påvirkede mellemstykke lægger Høyem dog guitaren, lyset bliver dæmpet, og Høyem begynder at lyse ud over forskellige grupper i publikum med en skarp projektør, som var vi forbrydere, der skulle afhøres. En enkel, men uhyre effektiv rekvisit.

Up-tempo-rockeren ”Norwegian Hammerworks Corps.” byder på mere spoken word-vokal og gnistrende elektrisk guitar, mens balladen ”Quite Emotional” beskrives som et af gruppens egne yndlingsnumre, og ”Electric”, der ifølge Høyem var den første sang, bandet skrev sammen, får lov at afslutte hovedsættet. På det tidspunkt er der gået næsten 80 minutter, for Industrial Silence er fra de glade 90’erne, hvor cd’en var hovedmediet, og et album derfor snildt kunne vare mere end en time, om end det dog er blevet et kvarter længere i liveversionen. Cato Thomassen har også været gavmild med guitarsoloer, blandt andet i groove-rockeren ”Higher”.

Madrugada er heldigvis rundhåndede med ekstranumrene, hvor vi får hele otte af slagsen, eller om man vil: Et helt nyt sæt, hvor vi kommer forbi nogle af deres bedste sange efter det store gennembrud med Industrial Silence. Ikke mindst den dystre, bas-drevne ”Black Mambo” og de smukke, savn-emmende ballader ”Honey Bee” og ”Majesty” med akustisk guitar og for sidstnævntes vedkommende stemningsfuldt orgel og bordeauxfarvet lys. Det er også en tydelig fanfavorit, og da Madrugada efter mere end to timer siger tak for i aften med endnu en ballade, ”Valley of Deception” – og virker oprigtigt beærede over det store fremmøde – kan man ikke ønske sig meget mere. Det skulle da lige være, at bandet har besluttet sig for at blive sammen – og udgiver et nyt album. De er mindst lige så tændte og velspillede nu, som de var i 00’erne – og publikum er i hvert fald klar.

Sætliste:

Vocal

Belladonna

Higher

Sirens

Shine

This Old House

Strange Colour Blue

Salt

Norwegian Hammerworks Corp.

Beautyproof

Quite Emotional

Terraplane

Electric

Ekstra:

Black Mambo

Hands Up – I Love You

Only When You’re Gone

Honey Bee

What’s On Your Mind?

Majesty

The Kids Are on High Street

Valley of Deception

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA