x
Stephen Malkmus: Groove Denied

Stephen Malkmus
Groove Denied

Lo-fi-helt på håbløs elektronisk mission

GAFFA

Album / Matador
Udgivelse D. 15.03.2019
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Den tidligere Pavement-kaptajn Stephen Malkmus er åbenbart god til at få sin vilje. I første omgang nægtede hans pladeselskab at udsende en række sange, han havde skrevet under sit ophold i Berlin. Idéen med et elektronisk album fra en musiker, som er kendt for sin udprægede lo-fi-sound faldt i dårlig jord. Facit blev, at Malkmus færdiggjorde sangene i sin opholdsstue i hjemmet i Oregon og derefter fik solgt albummet Groove Denied til pladeselskabet. Med stærk inspiration fra rave-kulturen og den elektroniske dance-scene åbner "Belziger Faceplant" ballet på en sær og kejtet måde, hvor Malkmus lyder, som om han er ved at blive kvalt i nogle toner fra outer space.

"A Bit Wilder" fortsætter mekanisk og uforløst ved at køre endeløst og søvndyssende i ring, mens den tåkrummende "Viktor Borgia" lyder som et sæt kegler på afveje i et Commodore 64-spil. Stephen Malkmus' leg med det elektroniske lyder som en forkrampet idé, hvor lo-fi-helten er på en håbløs elektronisk mission. Havde det ikke været for sidste halvdel af albummet, hvor han på "Groovy Rushing the Acid Frat", "Love the Door" og "Grown Nothing" vender tilbage til den velkendte slackerstil, der mestres til fulde, ja så havde Groove Denied endt som en pinagtig parentes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA