ANMELDELSE: Dystert eller døsigt?

Sharon Van Etten, DR Koncerthuset, Studie 2

ANMELDELSE: Dystert eller døsigt?

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Amerikanske Sharon Van Etten har altid været lidt af en sær størrelse på folkrock-scenen. Hendes dybe, personlige stemme er hendes sikreste trumfkort og burde have været nok til at holde momentum, men hendes introspektive og ofte vævende sange har aldrig helt ramt jackpot for undertegnede. Det var derfor en ren fornøjelse at gå på opdagelse i Van Ettens seneste album Remind Me Tomorrow, fra i år. Et album, der bryder fem års stilhed efter den let eksperimenterende Are We There fra 2014. I modsætning til de forrige plader byder Remind Me Tomorrow på et overvejende introspektivt, men også synthtungt, elektronisk påvirket lydbillede, som endelig giver Van Ettens personlige sangskrivning og modne stemme det legende lydunivers, den har haft brug for. Det var derfor en spændt GAFFA-anmelder, der var på pletten til Van Etten, søndag aften.

Det er et udsolgt Studie 2, vi befinder os i, men der er masser af plads, da Van Etten og band går på til tonerne af Portishead. Et passende valg, da aftenen starter i Remind Me Tomorrow’s dystre synth-eskapader, med den mørke ”Jupiter 4” og den mesterlige single ”Comeback Kid”, der introducerer en intens Van Etten, der både synger og agerer, som om det kunne være hendes sidste koncert. Aftenens første højdepunkt kommer dog, da Van Etten og band kaster sig ud i den mørke ”No One’s Easy to Love” som både på plade og i levende live er et af Van Ettens stærkese kort. Et nummer drævet af en hård, warpet synthbas og en underskønt omkvæd, der emmer af personlig smerte især med Van Ettens modne, mørke i vokalen. Van Etten virker dog ikke påvirket eller smertefuld under den obligatoriske publikumshilsen, og det er på de efterfølgende ”One Day” og ”Tarifa”, fra pladerne Epic og Are We There?, at aftenen begynder at falme en anelse. De mere indie-rock- og folkorienterede sange er svære at sætte sammen med de dystopiske og synthdrevne sange fra Remind Me Tomorrow, og jeg har selv svært ved at finde den røde tråd mellem det gamle og det nye. Dog introduceres guitaren i aftenens lydpalét.

Den mystiske “Memorial Day” med sine mørke vokalsamples, destruktive synths og messende mørke bringer koncerten tilbage på rette spor. Både den ondskabsfulde ”Your Shadow” og den voldsomme ”Hands” leveres sikkert – især sidstnævnte leveres i en endnu mere pumpet version end på pladen, hvor Van Etten pludselig åbner op for noget anderledes støjrocket, som minder om en mere poppet Chelsea Wolfe. Det er dog lidt, som om det overvejende modne publikum har mistet pusten. En mindre flok er begyndt at tale, og et par hvisker ”spil dem vi kender?”. Er folk simpelthen kommet for den ømme folk?

Aftenens overraskelse er et cover af Sinead O’Connors ”Black Boys on Mopeds”, en sang, der stadig er aktuel, selvom den er skrevet i et andet land – England – i en anden tid, under 80’ernes kriser og Falklandskrigen. Van Etten dedikerer den til sin to år gamle søn, som hun ikke har set siden marts. Tourlivet er hårdt. Den efterfølgende, Bruce Springsteen-inspirerede ”Seventeen”,får endelig et ellers ret stillestående publikum vækket lidt til live med sit mid-tempo motorik-beat og sit mundrette omkvæd. Den hvidvinsfulde, ældre kvinde, der står ved siden af mig, begynder at vinke rytmisk i sangens crescendo, hvor Van Etten synger helt igennem. Jeg vil også sende en hilsen ud til kvindens to meter høje mand, der spillede luftguitar og gik i knæ under Van Ettens signatursang ”Every Time the Sun Comes Up”. Publikum – primært par – griber med det samme fat i hinanden, rocker frem og tilbage og tantekysser – en ting, der unægteligt er svært under de dystre, eksperimenterende sange. Selvom jeg da kommer til at savne min egen kæreste, kan jeg ikke lade være med at undre mig over klientellet. Det virker, som om folk er kommet for den støvede folkrock-Van Etten, mere end de er kommet for den nye Van Etten. Har det brede publikum ikke fået hørt Van Ettens nye album? 

Første ekstranummer, ”I Told You Everything”, virker måske lettere malplaceret, men vinder, som på Remind Me Tomorrow, med sin superenkle rytmebund og voksende momentum – komplet med ømme harmonier og et dragende sangforedrag. Den energiske ”Serpents” passer meget bedre ind mellem de nye sange end de andre gamle sange og er en perfekt blanding af støjende americanarock og sugende mørke, men Van Etten sender os af sted med den nærmest hippieagtige hymne “Love More”, som ikke falder i specielt god jord hos nærværende anmelder, men sætter en fin åben slutning på en glimtvis genial aften ind i mørket og lader det folkhungrede publikum få den smule lys, de var kommet for.

Sharon Van Etten kan være en utrolig inspirerende performer, vokalist og sangskriver og har både før og nu for længst bevist, at hun har hvad der skal til, som americana-, folk- og indierock-sanger. Med Remind Me Tomorrow viser hun også, at hun er i stand til at rage ud fra komfortzonen og leverer vitale, interessante og eksperimenterende sange, uden at miste personligheden. Det var bare, som om det ikke rigtig gav pote i Studie 2 her til aften. Noget virkede uforløst, hvilket er sært, når nu de nye sange stod så stærkt. Dog var aftenen overvejende en succes, så vi runder op til et fuldt firtal.

Sætliste:

  1. Jupiter 4
  2. Comeback Kid
  3. No One’s Easy to Love
  4. One Day 
  5. Tarifa 
  6. Memorial Day
  7. You Shadow
  8. Malibu
  9. Hands
  10. Black Boys on Mopeds (Sinéad O’Connor cover)
  11. Seventeen
  12. Every Time the Sun Comes Up 
  13. Stay

  14. I Told You Everything
  15. Serpents
  16. Love More

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA