x
Nicotine Nerves: 1995

Nicotine Nerves
1995

ANMELDELSE: Impulsiv arrigskab og livsbekræftende formålsløshed

GAFFA

Album / Middle Ear Recordings
Udgivelse D. 22.02.2019
Anmeldt af
Simon Nielsen

Jeg hører til dem, der ofte ærgrer sig lidt over, at jeg var for ung til Roskilde Festival i 1992. Jeg hører til dem, der har det nederen over ikke at være født i Seattle og har oplevet Nirvana og skabelsen af Sub Pop. Jeg hører til dem, der lidt for ofte romantiserer nostalgien og sælger min sjæl og kommende børn, så jeg kan tage til koncert med Alice in Chains. Men midt i al håbløsheden over tidens rocktendenser falder der noget direkte ned i skødet på mig, som giver mig en ny tro på min egen generation. Nicotine Nerves er et af de bands. Her er der tale om originalitet og omfattende referencer til 90’ernes DIY og analogi.

Lidt paradoksalt starter 1995 med en lidt sur smag i munden, der de første godt ti sekunder af "Headache" lyder som en doven liveindspilning. Men mens jeg tænker på, hvordan Kurt Cobain egentlig har gjort det samme, rammes jeg at en eksplosiv støvle direkte i ansigtet, der ikke flytter sig før 37 minutter senere. Igennem balancerede vokalharmonier og guitarriffs, der river lige der, hvor de skal, trækker Nicotine Nerves tydelige referencer til den sumpede vrede i L7 og Hole, tilsat popmelodier fra den samme skuffe, som Nirvana og Pixies i sin tid dykkede ned i.

Hen over "Alive" og "Absurd" serveres der fængende omkvæd og dystopiske melodier, der trasker hen over lytteren, imens Nicotine Nerves på "Is That So Bad?" og "Smile" skøjter hen over et skizofrent energifelt. Rasmus Rankenberg Madsen vræler ad lytteren i et ekko af Kurt Cobain og Skin Yard, der serverer en revitaliseret fuck-finger til den algoritmefokuserede musikindustri, inden melankolien fra "Ocean" brydes af vreden på "Solitude", som kombinerer rivende punk med slentrende elementer af surf.

Listen over ikoner, der repræsenteres på 1995 er lang, og selvom albummet forhastet kan fremstå som en hyldest til fortiden, er nostalgitrippet indsmurt i en vitaliserende minimalisme, der ligger langt fra Royal Blood og Arctic Monkeys. 1995 er ætsende vrede og teenage angst, der kombinerer gennemtænkt sangskrivning og gribende popmelodier med impulsiv arrigskab og livsbekræftende formålsløshed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA