x
Vitale og veloplagte veteraner i Vejle

Culture Club, Spektrum Vejle

Vitale og veloplagte veteraner i Vejle

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

”You are going to have a much better night than you thought you were”, lyder det selvsikkert fra Boy George et par numre inde i aftenens koncert, og han får ret. For mange – inklusive overtegnede – havde nok regnet med at oplevet et lidt halvbedaget 80’er-orkester levere deres største hits, lidt fra den nye og så et par hæderlige coverversioner af dansevenlige numre fra kollegaerne. Sådan blev det langt fra. Jo, hits’ene fik vi, men ellers gik Culture Club deres helt egne veje i en flot koncert med varme, nerve og nærvær.

Denne anmelder skulle egentlig have oplevet Culture Club som afsluttende navn på Orange Scene på Roskilde Festival 1999. De var desværre nødt til at melde afbud, og i stedet lukkede Tv-2 festivalen det år. Da de så skulle have spillet til Købehavn næsten 20 år efter i december sidste år, blev det også aflyst, men tredje gang er åbenbart lykkens gang, for lidt over 20 går bandet rent faktisk på scenen i Vejle Spektrum, og alene den ni m/k store bandopsætning viser, at der ikke er gået på kompromis med kvalitet eller fremførelse.

Mikey Craigs bastante bas indleder koncerten med introen til ”Church Of A Poison Mind”, og Boy George kommer til det dedikerede publikums jubel ind på scenen og afslører en stemme, der er noget mere hæs end i velmagtsdagene. Men selvom vokalen har fået patina, er der stadig masser af sjæl i sprækkerne, og generelt leverer den flamboyante forsanger med hjælp fra korsangerne en rigtig flot vokalpræstation her til aften, hvor humøret er lige så højt som hans orange hat.

Morsom, charmerende og dramatisk

Publikum i provinsen kan have et noget blakket ry, men det gøres til skamme i aften, hvor folk virkelig er på, de synger stærkt med på sangene og virker oprigtigt begejstrede over selv mindre oplagte sangvalg, og det tjener manden til ære at have udeladt tvivlsomme karrierenedslag som hittet ”I’ll Tumble 4 Ya” til fordel for eksempelvis Boy Georges Hi-Gate-samarbejde ”Poverty”.

Bandet spiller aftenen igennem tight og med masser af overskud, mens Boy George udfylder sin rolle som morsom, charmerende og dramarisk frontfigur til perfektion. ”Without dissapointment there’s no fucking music”, griner han for eksempel, før vi får den stærke ”Let Somebody Love You” fra bandets seneste, solide udspil Life fra sidste år, hvorfra titelnummeret også skinner stærkt igennem i aften.

Mellem bandets egne træfsikre sange bliver der også drysset en håndfuld covers ud over sættet, blandt andet en ”Walk on the Wild Side”, der må have fået salig onkel Lou til at smile et sted i det hinsides sammen med David Bowie, der forfriskende nok hyldes med en stærk version af ”Where Are We Now” i stedet for det langt mere sikre kort ”Let’s Dance”, som ellers har været på sætlisten tidligere.

Ro og (k)ærlighed

Der er en ro og (k)ærlighed i Boy Georges sceneoptræden, hvad enten han giver den gas med selvopfundne dansetrin, med glimt i øjet hentyder til egne fejltrin ved at citere ”My Way” eller kommer med sødmefulde kærlighedserklæringer, og det smitter. Unge og aldrende skråler selvfølgelig med på ”Do You Really Want To Hurt Me”, men ud over den imponernede indsats fra bandet og Boy George er de kompromisløse overraskelser i sættet, der løfter koncerten. Der var for eksempel næppe nogen, der havde stået og håbet, at de ville slutte hovedsættet af med en hårdt rockende version af Yoko Onos ”New York Woman”, men det virker.

Det samme gør en nøgen udgave af Nina Simones udødelige ”That’s All I Want From You”, og efter "Get It On" sluttes der af med en glødende ”Karma Chameleon”, der sætter et flot punktum for en vitalt strålende koncert i livets og kærlighedens navn. ”Det var sgu meget bedre, end jeg troede, det ville være,” bemærkede en midaldrende mand iført nyindkøbt Boy George-hat til sin kone på vej ud på parkeringspladsen. Enig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA