x
Still The Man: Myth

Still The Man
Myth

ANMELDELSE: Alt for meget kan også være rigeligt!

GAFFA

Album / HQ Records
Udgivelse D. 14.03.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Still The Man bevæger sig i en lyd, der kunne minde om Nick Cave, hvis han havde været deltager i RuPauls Drag Race. For der er ingen tvivl om, at bandet er inspireret af den alternative musiks mørkemænd. Således lægger forsanger Ole Løhdes dybe, skabede drama-vokal sig utrolig tæt op ad Scott Walker og David Bowie. I så høj grad, at jeg i løbet af Myth kunne sidde og sige ”Der lyder han som ”Farmer in the City” eller ”Hov! Det er ”Heroes”!”.

Men det gør faktisk ikke noget. For Løhde besidder en personlig dramatik i sin stemme, som hverken findes i Walkers dystopiske tristesse og Bowies dramatiske coolness. Således hjælper det også, at musikken ligger et væsentligt mere far-rocket sted, hvor der hives fat i alt, der kan sprælle. Det er faktisk første gang i meget lang tid, at jeg anmelder en dansk rockplade med fucking guitarsoloer! Og endda velplacerede, smagfulde, virtuose og velkomne guitarsoloer.

For hvor andre danske mørkemænd kan have en tendens til at holde dramatikken tilbage i musikken og lægge sig mere op ad lavmælt americana, har Still The Man skruet helt op for bulder og brag – og her snakker vi ikke kun floskel-navne som The Cure og Joy Division. Still the Man minder om en fandens masse bands igennem hele albummet. Jeg mener faktisk at kunne høre en større INXS-inspiration hele vejen igennem Myth, men tydeligst er det på ”A Secret Door”, der egentlig er ved at drukne i hjemmeproduktion, men vinder på sin vanvittigt fede solo og sit fjollede børnekeyboard. Baslyden skal også have et lille vink med en hat – især på åbneren ”Lash the Tail”.

Da jeg satte Still The Man på herhjemme, var jeg fra første strofe sikker på, at jeg ville hade Myth. Men der er simpelthen skruet helt op for alle kogeplader i duoens køkken, og i horisonten anes en vis portion humor. Jeg tror ikke, duoen tager sig selv alt for seriøst! Det er da skønt på en scene, der til tider er præget af en selvparodisk alvor. Pladens lidt hjemmeproducerede, småsterile produktion holder dog de helt store stjernestunder væk. Man mangler for alvor lidt mere smadder, når de kværnende elektriske guitarer for alvor bliver vilde, og det giver en lidt tung, tom lyd der desværre er mere Boss Metal Zone end decideret fuck-yeah-rock. Men ja! Ja for fanden! Mørkemandsrock med tryk på alt, hvad remmer og tøj kan holde. Rammstein, hvis de havde hørt Jeff Buckley i stedet for Laibach. I henvendelsen til redaktionen skrev Still The Man, i øvrigt, at de ikke var bange for mig. Det har I så sandelig heller ingen grund til at være.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA