x
Hjertevarm popmangfoldighed med Lake Street Dive

Lake Street Dive, Amager Bio, København

Hjertevarm popmangfoldighed med Lake Street Dive

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Indrømmet, jeg kom lidt skævt ind på de amerikanske popfeinschmeckere Lake Street Dive fra begyndelsen. For ikke så længe siden opdagede jeg deres uimodståelige version af a-Ha’s "Take on Me" på YouTube. Spike Jones (ham fra meget gamle dage) møder strandbar. Alene ideen i sig selv om en meget lang trompet-solo i dét nummer gør glad.

Som det nu er med YouTube, dukkede der mange andre sjove, gennemmusikalske coverversioner op som "næste". Flere covers f.eks. af en af denne anmelders livslange soulmates, The Kinks.

Kort efter opdagede jeg, at gruppen i en del år har indspillet deres egen musik, efter en periode som jukebox-gruppe på små og endnu mindre barer i det nordøstlige USA. Samtidig opdagede jeg, at de var på vej til Danmark.

Gruppens grundstamme består af fire, sanger Rachael Price, guitarist og trompetist Mike "McDuck" Olson, bassist Bridget Kearney, trommeslager og sanger Mike Calabrese – live tilføjet keybordspilleren Akie Bermiss

De fire mødte hinanden under uddannelsen på et musikkonservatorium i Boston, Massachusetts, hvor de fandt sammen om begejstring for hitlistepop, one hit wonders og for den sags skyld også mere substantielle klassikere fra 1960erne og ’70erne. Men modsat andre i bølgen af "New Jukebox"-navne ville og kunne de selv.

Som det mere eller mindre straks viste sig i Amager Bio fredag aften er deres musik umulig at sætte i bås. Stil og genrebevidst og – begejstret popmangfoldighed. Ikke overraskende viste de sig fra første nummer med et betydelig mere råt udtryk i højttalerne end på plade. Om end langt fra så massivt som ligesindede rockmusikere som Beck og Jack White. Man kan sige, at Lake Street Dive er Eclectic Rocks svar på Marie Kondo.

I “Baby Don’t Leave Me Alone”, “Free Yourself Up” og ”I Don’t Care about You” lød der referencer af ubekymret tresser solskinspop og blød Shalamar-soulfunk, som blev det spillet af de snart koncertaktuelle stenerrockere Rival Sons i smug i øveren mellem to syrerocknumre – ikke at guitarist Olson tilnærmelsesvis lyder som Rival Sons' Scott Holiday. Men hans Fuzz Guitar bar troværdigt sangenes rock-approach.

Gulvbassist Bridget Kearney spiller på sin bas med et swing, anslag og tyngde, som skulle hun opdrage sin bas på den hårde måde. For hardcore fans af Lake Street Dive er Kearney med rette lidt af et ikon. Det siges, at fans med tilstrækkelig langt hår efterligner hendes hestehale – der har lagt navn til albummet Side Pony – til koncerterne i USA.

Et af Lake Street Dives særlige karakteristika er deres flotte korharmonier, som tydelig shinede igennem i Amager Bio i det ellers ret kraftige lydtryk. Et andet Olsons trompet, der farver blå farver ind i Lake Street Dives rock-, soul-, pop-, country-baserede musik.

Et tredje selvfølgelig sanger Rachel Price. I sin solgule kjole og med langt rødt hår brusende i takt med en meget medlevende optræden er der overfladisk set ikke meget soulsanger i hende.

Men den karakterfulde, sensuelle vokal, der ubesværet skifter fra sjælfuld til krakilsk er så soulet som noget. I balladen "Musta Been Something" sang hun, så det lød, som ville hun udfri hele menneskehedens synderegister. I hvert fald sit eget. Det var sært gribende og næsten skræmmende smukt på samme tid.

Lake Street Dive lever og ånder på super melodiøsitet og en fælles legesyge og begejstring. Som koncerten formede sig, var det langt henad vejen som en magical history tour med popbussen.

Desværre er Lake Street Dives egne kompositioner slet ikke på niveau med de mange klassikere, de henad vejen har versioneret. Stod det til mig, havde de spillet flere coverversioner i Amager Bio. To af aftenens højdepunkter var netop versioner af Shania Twains "Still the One" – med stærk, stærk sang af keyboardspilleren Akie Bermiss – og Staple Singers’ ”I’m Just another Soldier” fra borgerrettighedsbevægelsens tid.

Begge leveret med dyb, dyb soul. Den sidste endda, selvom det var første gang overhovedet, bandet spillede den og derfor fejlede undervejs.

Men stadig formede koncerten sig en hjertevarm fest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA