Code Elektro: Never Mind the Solar Wind

Code Elektro
Never Mind the Solar Wind

ANMELDELSE: Dansk synth-wave med sci-fi-inspiration

GAFFA

Album / Iceberg Records
Udgivelse D. 03.05.2019
Anmeldt af
Ras Bolding

Danske Code Elektro har efterhånden en håndfuld albumudgivelser bag sig, og nu er han på banen igen med Never Mind The Solar Wind, der tager afsæt i halvtredsernes og tressernes sci-fi-forestillinger om det ydre, endeløse rum. Ikke at man kan fornemme megen halvtredser- eller tresserstemning i musikken, her er ingen rock'n'roll, bob-jazz eller pigtråd; Code Elektro præsenterer stadig synth-wave med inspiration først og fremmest i senhalvfjerdsernes og firsernes synthmusik.
 
Albummet er helt igennem instrumentalt, bygget op mere omkring sequencermotiver og små temaer end om pumpende rytmik eller abstrakte lydflader, og det er oplagt at nævne kunstnere som Tangerine Dream og måske også Jan Hammer anno ca. Miami Vice. I de mere mørke passager, for sådanne bydes der også på pletvist, skænker man bestemt også Stranger Things en tanke eller to.
 
Jeg synes måske ikke, Code Elektro er helt lige så skarp med dette udspil som på det forrige, Triads, men mindre kan bestemt også gøre det. Never Mind The Solar Wind demonstrerer, at Code Elektro til stadighed har styr på sin virkemidler, og kunne man lide de tidligere udgivelser, så kan man også sagtens være med her.
 

 

...

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA