x
Liserstille: Ilt

Liserstille
Ilt

ANMELDELSE: Oxygen og rumklang i kunstnerisk sovs

GAFFA

Album / Egen udgivelse
Udgivelse D. 15.03.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

At sætte en konkret finger på Liserstilles sjette album Ilt er en svær bedrift, og nærværende anmeldelse har da også været undervejs siden slutningen af marts. Dette siger noget om sværhedsgraden af materialet på Ilt. Men så alligevel ikke.

Aarhusianske Liserstille har i over 10 år leveret danske, eksperimenterende rytmer i genrer som art- og postrock, men har skiftet udgangspunktet helt ud på Ilt, hvor det fire mand høje ensemble giver helt slip på den rytmiske musiks higen efter struktur og bevæger sig et radikalt anderledes sted hen. Vi har at gøre med filmisk, eksperimenterende instrumental- og ambientmusik her.

Ilt er i bund og grund et langt, sammenhængende nummer bestående af diverse instrumenter og lyde, der væver sig ud og ind mellem hinanden i løbet af pladens 43 minutter. Således høres både akustiske og elektroniske lydkilder i musikken. Her kan interludet ”Next Bodies” nævnes – med et fræsende guitarmotiv, mens de rytmiske kliks i ”We Have to Stop” blander sig i det smukke, allestedsnærværende kirkeorgel, for senere at morfe ind til kaotiske synth-bølger.

Af andre højderpunkter kan nævnes ”Sentinel”, der fremstår som Ilts første øreåbner, med et decideret jumpscare af orgel og noget, der lyder som en jernport, der bliver voldtaget. Senere blander en dødsrallende saxofon sig pludselig. ”Horizon” bør også nævnes for perfekt at ramme en instrumental tusmørkestemning med sin klagende guitar/theremin-lyd. Til sidst skal den 11 minutter lange tour de force ”Hegira” nævnes, for at fungere som en slags opsummering på de forgangne numres lydkaos og samtidig have en fantastisk flot akkordrundgang.

At kalde Ilt helt ekstremt original er dog en overdrivelse. Til dels er inspirationskilderne i postrockens mastodonter (Godspeed You! Black Emperor) samt åndsfællerne i norske Ulver simpelthen for åbenlyse. Jeg mener endda at kunne høre lyde, der også optræder på sidstnævntes senere mesterværk Shadows of the Sun. Samtidig er det ikke altid, de overraskende virkemidler holder ens fatteevne fast, og man glider indimellem væk fra lyduniversets skønhed og ud i hverdagens trummerum. Det bliver en smule kedeligt. Men det skal ikke lave om på, at Liserstille har bedrevet et bemærkelsesværdigt og vitalt stykke eksperimenterende musik, der står til en god firstjernet præstation. Vel at mærke på dansk jord, hvor vi har brug for plader som Ilt mere end nogensinde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA