x
Gammel kending, nye sange, kommende hits

,

Gammel kending, nye sange, kommende hits

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Foruden de mange unge navne har Spot Festival som regel også et par etablerede stjerner, der kan fungere som trækplastre – og ofte har spillet tidligere på festivalen, da de selv var stjernefrø. I år er den rolle først og fremmest tilfaldet Mads Langer, som dog insisterede på at indtage Spot på – Spot-måden. I hans tilfælde spille sange, som han aldrig har fremført live før. Langer er nemlig i gang med at indspille et nyt album, og hans 45 minutter på Spot er udelukkende smagsprøver herfra.

Et forfriskende valg, og publikum står da også i en lang kø uden for Musikhusets Store Sal, om end det lader til, at alle får en plads. Mads Langer har medbragt sit store og særdeles velspillende band, der foruden ham selv tæller hele syv personer: Guitar, bas, trommer, slagtøj, to keyboardspillere og de to engelske korsangere Mike og Christina, hvis fremragende arbejde giver associationer til både soul og gospel.

Mads Langer er kendt som en stabil hitmager, og adskillige sange i aften lyder som kommende landeplager. Han lægger solidt, men lidt forsigtigt ud med den fine "White Noise", et uptempo-nummer med Langers velkendte melankolske undertone. "21:4" fortsætter med bottleneck-guitar og nærmest strejf af country blandet med en storladen lyd a la U2's The Joshua Tree-album. Gedigent uden at overrumple. Tredje sang, "Brighter Than You" er derimod et stensikkert hit med tydelige spor af den afropop-bølge, der også har påvirket meget af tidens hiphop. Sangen indeholder en lille knipse-passage, og straks begynder hele salen at knipse og klappe med.

"Lost Highway" er stadionrock i stil med det tidlige Coldplay og byder på en god vekselvirkning mellem stille vers og pompøse omkvæd. I "Monsters" sætter Langer sig bag klaveret og krænger sjælen ud i falset og en ørehængende ballade, som helt uden opfordring sætter publikum i gang med at vifte med telefoner og lyssværd, som åbenbart stadig er en populær koncert-rekvisit her 15 år efter Nephews "En wannabe Darth Vader". Dét bliver også et hit, og det samme gør den funky "Hanging With You", som igen resulterer i klapsalver og minder lidt om Langers eget "3AM" blandt med Thomas Helmigs "Groovy Day". Jeg ville ikke undre mig, hvis enten Thomas og/eller Hugo Helmig pludselig kom ind på scenen, men det gør de dog ikke.

"Stop Me" er en smule anonym og giver igen visse associationer til Coldplay, men sættets sidste sang, den hurtige "Me Without You", som netop i dag er blevet udgivet på single, sætter sig øjeblikkeligt fast på trommehinden og læben med et inciterende guitarriff og "åh-åh-kor". Publikum rejser sig, klapper og synger med, og selvom Langer efter eget udsagn har været meget nervøs, tror jeg, han går i seng i nat med en god følelse af, at hans næste album og adskillige singler derfra også bliver et hit.

Skulle man indvende noget, kunne det være, at de nye sange peger i mange forskellige retninger, og at det måske kan være svært at finde den røde tråd. Omvendt skader det jo ikke med lidt alsidighed, der er styr på melodierne, og også tekstmæssigt lyder der til at være noget at komme efter, uden at vi ryger op på Dylan-niveau. Flere sange lader til at handle om indre dæmoner og monstre, som kan dæmpes med lidt "white noise", men først og fremmest kærlighed. Det vidste vi jo godt i forvejen, men det skader aldrig at blive mindet om det.

Alle skuffer over tid, synger The Minds of 99, men Mads Langer leverer stadig varen, og 2019 bliver endnu et godt år i Langer-land.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA